Maagen

Fra WikiSilkeborg
Version fra 11. feb 2009, 21:55 af 87.56.4.18 (diskussion)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

“Maagen” blev Hjejleselskabets tredje dampbåd. Den blev bygget i 1903 på Ljunggrens Verkstad AB, Kristiansstad i Sverige og anskaffelsesprisen var 17.000 kr. Den sejlede for egen kraft til Silkeborg via København og Randers, men måtte på grund af en forrygende snestorm søge ly i Helsingør Havn i nogle dage. “Maagen” ankom til Silkeborg den 25. april, og dagen efter blev den trukket over dæmningen og søsat i Silkeborg Havn. Båden blev af dagbladet Silkeborg Socialdemokrat betegnet som “En ny storebror i søndags-puds”. Hovedmål : Længde 17,60 m., bredde 4,00 m., dybgående 1,05 m., bruttotonnage 19,45 tons. “Maagen” blev indregistreret til 112 passagerer, senere 122 og i dag 100 passagerer. “Maagen” havde sin storhedstid som damper frem til tiden efter den 1. verdenskrig, hvor de nyindkøbte motorbåde tog over, da de var billigere i drift både hvad mandskab og brændstof angik. Derfor blev båden i vinteren 1936-37 ombygget til motorbåd.. I de to første besættelsesår var “Maagen” oplagt på grund af benzinforbud, men i april 1942 fik man tilladelse til at installere en gasgenerator ombord, og ved hjælp af bøgebrænde kunne den som den eneste af motorbådene supplere damperne “Hjejlen” og “Hejren”. I vinteren 1961-62 blev “Maagen” ombygget og moderniseret med nyt styrehus og kahyt med frontvendte bænke. En kombination af energikrisen og et katastrofalt regnskabsår i 1974 gjorde, at “Maagen” sammen med “Ternen” blev lagt op I sæsonen 1975, og i september samme år solgtes båden til Ry Turistbåde. Fra 1976 har den sejlet på ruten Ry – Himmelbjerget, nu under navnet “Turisten”, men fra sæsonen 2008 er den igen vendt tilbage i flåden, da Hjejleselskabet overtog Ry Turistbåde. “Turisten” sejler, foruden rutesejlads fra Ry, også udlejningsture, da der er plads til 42 spisende gæster indendørs. Båden drives i dag af en 4 cyl. Volvo-Penta dieselmotor på 90 hk., der giver en topfart på ca. 7 knob.

http://www.hjejlen.com