Maagen

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

"Maagen" blev Hjejleselskabets tredje dampbåd. Den blev bygget i 1903 på [Ljunggrens Verkstads AB] , Kristianstad i Sverige og anskaffelsesprisen var 17.000 kr. Den sejlede for egen kraft til Silkeborg via København og Randers, men måtte på grund af en forrygende snestorm søge ly i Helsingør Havn i nogle dage.

"Maagen" ankom til Silkeborg den 25. april, og dagen efter blev den trukket over dæmningen og søsat i Silkeborg Havn. Båden blev af dagbladet Silkeborg Socialdemokrat betegnet som "En ny storebror i søndags-puds". Hovedmål : Længde 17,50 m., bredde 4,00 m., dybgående 1,05 m., bruttotonnage 19,45 tons. "Maagen" blev indregistreret til 112 passagerer, senere 122 og i dag 90 passagerer.

"Maagen" havde sin storhedstid som damper frem til tiden efter den 1. verdenskrig, hvor de nyindkøbte motorbåde tog over, da de var billigere i drift både hvad mandskab og brændstof angik. Derfor blev båden i vinteren 1936-37 ombygget til motorbåd.. I de to første besættelsesår var "Maagen" lagt op på grund af benzinforbud, men i april 1942 fik man tilladelse til at installere en gasgenerator ombord, og ved hjælp af bøgebrænde kunne den som den eneste af motorbådene supplere damperne "Hjejlen" og "Hejren" resten af besættelsesårene.

I vinteren 1961-62 blev "Maagen" ombygget og moderniseret med nyt styrehus og kahyt med frontvendte bænke.

En kombination af energikrisen og et katastrofalt regnskabsår i 1974 gjorde, at "Maagen" sammen med "Ternen" blev lagt op i sæsonen 1975, og i september samme år solgtes båden til Ry Turistbåde. Fra 1976 har den sejlet på ruten Ry – Himmelbjerget, nu under navnet "Turisten" men fra sæsonen 2008 er den igen vendt tilbage i flåden, da Hjejleselskabet overtog Ry Turistbåde.

Båden må ikke forveksles med flådens nyeste skib fra 1996, der i mellemtiden har overtaget det ledige navn, se "Mågen".

"Turisten" sejler, foruden rutesejlads fra Ry, også udlejningsture, da der er plads til 42 spisende gæster indendørs. Båden drives i dag af en 6 cyl. Iveco dieselmotor på 135 hk., der giver en topfart på ca. 8,5 knob.

Ekstern henvisning

Hjejlen