WikiSilkeborg:Ophavsret

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Brug af tekster

Artiklerne i WikiSilkeborg skrives af brugerne. Artiklerne vil derfor ofte være skrevet af flere forfattere. Det betyder, at artiklernes ophav er diffust og umuligt at udrede. Derfor overgår retten til artikler, der lægges op på WikiSilkeborg til WikiSilkeborg.

Tekst der i forvejen er beskyttet af ophavsretten må ikke lægges op på WikiSilkeborg. Det er dog tilladt at citere eller bringe begrænsede uddrag så længe de overholder retningslinjerne i § 22 i Ophavsretsloven.

Der står: "Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet."

Citater og uddrag skal derfor altid bringes med tydelig angivelse af forfatter og hvilket værk det er taget fra.

Artiklerne på WikiSilkeborg er skrevet med det formål at oplyse om historie i Silkeborg kommune, på det lokalhistoriske leksikon WikiSilkeborg. Siderne kan læses frit på siden. Ophavsretten til artiklerne haves af WikiSilkeborg.

Brug af hele artikler i anden sammenhæng end på WikiSilkeborg, kan kun ske efter aftale med WikiSilkeborg og Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv. Det er tilladt at citere og bringe uddrag af artikler, jævnfør Ophavsretslovens § 22 som er nævnt ovenfor.

Citater og uddrag af artikler fra WikiSilkeborg, kan bringes frit, hvis der sker en tydelig kreditering af WikiSilkeborg.dk samt oplysninger om hvilken artikel uddrag eller citat er taget fra.

Brug af billeder

WikiSilkeborg respekterer på enhver tænkelig måde ophavsretten til de anvendte illustrationer. WikiSilkeborg tillader kun, at du illustrerer en artikel med billeder, som du er sikker på ikke er beskyttet af Ophavsretsloven, eller hvor ophavsrethaveren udtrykkeligt har givet tilladelse til visningen.

Skulle WikiSilkeborg alligevel uberettiget vise et billede, hvor ophavsretten ikke er afklaret eller respekteret, fjernes det når vi bliver gjort opmærksom herpå.

I billedteksten til det enkelte billede anføres det, om det tilhører et af billedarkiverne i Silkeborg Kommune. I det tilfælde er det muligt at kontakte pågældende institution for at erhverve en kopi eller få tilladelse til at anvende pågældende foto i en anden sammenhæng.

Ophavsretsloven

Ophavsretsloven indeholder to paragraffer, som beskytter fotografier - man skelner mellem fotografiske værker (§1) og fotografisk billeder (§70). Vær opmærksom på at rettighedshaver til et fotografisk værk er OPHAVSMANDEN, mens rettighedshaver til et fotografisk billede er FREMSTILLEREN, d.v.s. fotografen.

Fotografiske værker

For at et fotografi kan karakteriseres som et “værk”, skal det have en vis originalitet, det skal være resultatet af en selvstændig skabende indsats, så er det beskyttet i 70 år efter fotografens død. Det er en god tommelfingerregel, at alle billeder taget af en professionel fotograf under alle omstændigheder er et "værk". Har en fotograf været ansat på en avis vil rettigheden typisk være gået over til arbejdsgiveren ifølge aftale eller efter sædvane. Derfor skal selve udgiveren af avisen kontaktes, hvis man ønsker at benytte et beskyttet fotografi inden for beskyttelsestiden. "Værker" kan også være fotos, som af en eller anden årsag har fået ikon- eller kultstatus og indgår i offentlighedens hukommelse om en bestemt person eller begivenhed.

Fotografiske billeder

Fotografiske billeder er så de resterende, altså de “tilfældige”, uprægnante optagelser - som oftest private optagelser. Et amatørfotografi vil være beskyttet efter ophavsretslovens § 70. Det betyder, at det er beskyttet indtil 50 år efter det blev fremstillet. Denne tidsfrist kan dog ikke anvendes på ”fotografiske billeder” fremstillet før 1.1.1970 (§ 91) - dvs. at en fotograf ikke kan gøre sine rettigheder gældende over for ”fotografiske billeder” optaget før 1970. I så tilfælde er fotografiet ikke beskyttet og kan frit benyttes, men fotografens navn skal stadig nævnes.