Fredensgades Afholdshotel

Fra WikiSilkeborg
Version fra 1. dec 2012, 19:19 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Afholdsforeninger og loger skød frem i stort tal i Danmark i slutningen af 1800-tallet som modvægt mod det omfattende drikkeri i alle kredse af samfundet - ikke mindst blandt de socialt dårligst stillede. Hensigten var at bekæmpe alkoholisme ved at opfordre til afholdenhed. Good Templar Loge, "Klippen" i Silkeborg blev stiftet 23. december 1883.

Da logen havde omkring 100 medlemmer købte den en ejendom i "Granskoven", der var under opførelse, og fik bygmesteren, murermester Anders Jensen, til at ændre tegningen, så bygningen kunne bruges til samlingssted for logen.

Indvielsen af bygningen fandt sted 15. maj 1887. Til stede var logemedlemmer fra Hammel, Herning, Skanderborg, Aarhus og Horsens. Og ved en fest samme aften deltog mange indbudte, deriblandt birkedommer Adler Lund, der nyligt var kommet til byen.

Fuldmægtig Silferberg, Aarhus, talte om Godd Templar ordenes betydning og opgaver, og mente, at den fordring logerne stillede til sine medlemmer: fuldstændig afhold fra alle berusende drikke, var de nenest, der kunne redde samfundet det forfærdelige drikkeonde. Mådehold, som så mange råber på, er aldeles uskikket, for hvor er grænsen, sagde han.

Væver Lindstorf, Horsens, beklagede, at ungdommen var så sparsomt repræsenteret i logerne, og efter endu mange taler blev de fremmede fulgt til toget og birkedommeren til sin bolig, som skik var dengang.

Den første bygning bestod kun af forhus med sal og restauration. Senere blev der indrette hotelværelser. Efterhånden som flere loger indtrådte som medejere af huset, kunne man omkring 1900 opføre en bagbygning. Derefter fulgte flere udvidelser og moderniseringer.

Huset var altså samlingssted for de forskellige afholdsloger i byen, desuden blev der drevet hotel- og restaurationsvirksomhed, men der var også udlejning af lokaler til mange andre formål.