Steen Blichers Gade

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Steen Blichers Gade, ca. 1959. T.h. ses Silkeborg Adventistkirke

Steen Blichers Gade er opkaldt efter den danske præst og forfatter Steen Steensen Blicher (1782-1848), hvis store betydning for dansk litteratur skyldes en række noveller, som med deres suveræne fortælleteknik bidrog til udviklingen af den moderne danske litteratur - bl.a. "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" (1824), "Præsten i Vejlbye", "Hosekræmmeren" (begge 1829), men også "E Bindstouw" (1842), hvor han viser, at man sagtens kan skrive prosa på jysk. Han er endvidere kendt for en lang række digte, heriblandt digtcyklussen "Trækfuglene".

St. St. Blicher var præst - 1819-1825 i Thorning med annekssognet Lysgård og 1825-1847 i Spentrup nord for Randers. Politisk fik han stor betydning som folkevækker, da han i 1839 gjorde Himmelbjerget landskendt ved at stå i spidsen for det første af i alt fem folkemøder - de såkaldte Himmelbjergmøder. Han er derfor også blevet kaldt Jyllands svar på N.F.S. Grundtvig. På St. St. Blichers 100 års fødselsdag i 1882 rejstes Blicher-stenen på Himmelbjerget til minde om det første stævne i 1839.

Steen Blichers Gade er præget af blandet bebyggelse, ligger centralt placeret mellem Lyngbygade og Jernbanevej i Lyngbykvarteret eller Sydbyen. Holbergsgade er dens forlængelse mod syd. Begge gader ligger dermed uden for Digterkvarteret i det nordlige Silkeborg.


Beliggenhed: Steen Blichers Gade ligger i Silkeborg, Silkeborg Markjorder.