Silkeborgs første indbyggere

Lysegrønne silkeborgensere

“Under de skinnende lyserøde tage boede der en lysegrøn befolkning, næsten lutter unge mennesker, som havde haft nok af eventyrmod til at nedsætte sig i denne sand- og skovørken,” sådan mindes Silkeborgs første præst, J.C. Hostrup, byens indbyggere, da han ankom i 1856.

Her skal vi lære nogle af disse “lysegrønne” silkeborgensere at kende. De brave pionerer der valgte at slå sig ned i dette statskontrollerede “wild west” midt i Jylland.

Det bemærkelsesværdige er, at de alle kom FRA et sted og TIL Silkeborg. De var fælles om at være “de første” i denne mulighedernes by. Det kan man ikke sige så klart om beboerne i andre danske byer. Det er en Silkeborg-specialitet.

Ikke om Michael Drewsen

Vi skal her fokusere på de typiske nybyggere i byen, som højtplacerede embedsmænd mente blot var en “drivhusplante” uden chancer for at overleve. Men som jo viste sig at være yderst livskraftig, takket være disse “eventyrere”. Så her er Michael Drewsen for en gangs skyld ikke i centrum. Det er til gengæld nogle helt almindelige, og alligevel ualmindelige mennesker.

Stigning på 545%

Af 1850-folketællingen, der er den første efter handelspladsens etablering, fremgår det, at der boede 215 personer (ud af i alt 499) i byen. Vi ser altså bort fra dem, der boede i papirfabrikkens boliger. I 1860 var der 1386 byboere (ud af 1775). Så deres antal voksede i det nævnte årti med 1171 personer. Det svarer til en stigning på 545%. Det er da en ganske pæn befolkningsudvikling.

Ser vi på gennemsnitsalderen, så var der, som Hostrup bemærkede, rigtignok tale om en “lysegrøn” befolkning. I 1850 var de voksne i gennemsnit 32 år og børnene 6,5 år, i 1855 henholdsvis 31,3 og 6,4 og i 1860 32,8 år og 6,4 år.

Statistikken viser altså, at planten hurtigt fik kraft og næring. At befolkningstallet steg meget hurtigt. Og at indbyggerne på grund af tilflytning vedblev at være unge mennesker. Men nu skal vi se på, hvad kilderne kan fortælle os om nogle af dem.

Den første købmand

Et af de vigtigste formål med at oprette handelspladsen var at give egnens bønder et handelssted, så landbrugets tilstand kunne bedres. Derfor var der stor fokus på at få solide købmænd til at etablere sig. Det blev Randers-købmanden R.L. Høltzermann, der som den første købmand i maj 1846 fik bevilling til at “etablere en manufaktur-, kolonial- og galanterihandel”. Og han skulle vise sig at være et godt valg. Den 43-årige købmand fik tildelt grundstykket Østergade 9 og det blev hjemstedet for hans købmandsgård.

Allerede i 1847 fik han desuden knyttet boghandel til sin forretning. En anden ansøger fik i to omgange afslag på det samme. For kommissionens mand i Silkeborg, J.H. Bindesbøll, mente, at “en familie ikke vel ville kunne ernære sig alene af en sådan boghandel.” Der skulle altså være tilstrækkelig efterspørgsel på de udbudte varer, før man kunne opnå bevilling.

Flere købmænd

I 1847 fik Høltzermann konkurrence fra endnu en købmand, J. Nerger, der især kastede sig over handel med korn. Ellers viste det sig at være mere end svært at få erhvervet repræsenteret i nybyggerbyen. Ikke fordi der manglede ansøgere. Men enten trak de sig, fordi man forlangte, at de bosatte sig og ikke bare oprettede en filial. Eller også blev de afvist, fordi kommissionen skønnede, at de ikke have den rette “duelighed og økonomi”. Især det sidste var vigtigt. Det kunne jo ikke nytte, at de “faldt det offentlige til byrde.”

Et andet problem de første år var, at vejanlæggene til og fra Silkeborg lod vente på sig. Man fandt det svært at åbne for tilgang af flere købmænd, før “chausséen til Ikast, hvorpå der alt arbejdes i år, bliver færdig.” Det skete i løbet af 1850.

Så først i 1851 kom der to nye købmænd til. I folketællingsåret 1855, tre år efter at kommissionen havde nedlagt sit hverv, var antallet oppe på ti, og i 1860 havde byen 18 købmænd. Dertil kom selvfølgelig bevillinger til mange andre former for handel.

En idealistisk nybygger

En nybygger havde store udgifter i forbindelse med etableringen på pladsen. Foruden at starte sit erhverv op, skulle han også opføre de bygninger, han havde brug for til både bolig og virksomhed.

Der var ikke mulighed for at optage offentlige lån og der var ingen lokal sparekasse (den kom først til i 1860). Så hvis en nybygger ikke kunne trække på opsparede midler, måtte han søge at låne hos private. En af dem mange tyede til, var netop købmand Høltzermann. Han ydede lån til 25 mindre formuende folk, så de kunne komme i gang.

Det er klart, at han havde en interesse i at opbygge en loyal kundekreds. Men det viser alligevel hans idealistiske indstilling. Det var jo ikke til at sige om de pågældende klarede skærene. Man kunne have forventet, at Michael Drewsen også lånte penge ud, i det mindste til sine egne folk, hvis de ønskede at bosætte sig på pladsen. Men det var ikke tilfældet.

Høltzermanns gode vilje viste sig også ved, at han i 1850 betalte for, at det lille “kapel”, der indrettedes på hovedgården, i mangel af en kirke i byen, blev forsynet med alter, stolestader og prædikestol.

Social opstigen

Hvis det skulle lykkes at etablere handelspladsen, var der brug for, at gode, solide håndværkere søgte bevilling. Af resolutionen fremgik det, at man ønskede håndværksmestre. Det viste sig nu at være svært at tiltrække dem. Hvem ville kaste sig ud i et sådant eventyr, hvis de allerede havde en driftig virksomhed i en anden by?

Derimod var der mange svende, der øjnede en mulighed for at avancere til mester - ovenikøbet i en by med ringe konkurrence. Så for dem blev det også en social opstigen at bosætte sig på pladsen.

Muursvend Poul Nielsen

At kommissionen var kritisk og udvalgte bosætterne med omhu viser sagen om den 32-årige “muursvend Poul Nielsen”. Han var bosiddende i Aarhus, da han fremsendte sin ansøgning i maj 1847. I første omgang fik han dog afslag, men gav heldigvis ikke op af den grund.

Han drog derefter vestpå. For i den næste ansøgning fra oktober samme år angav han at være “af Silkeborg”.

Noget kan tyde på, at han nu arbejdede som murer hos Michael Drewsen, der helt sikkert godt kunne bruge et par dygtige murerhænder til opførelsen af arbejderboligerne og den store herskabsvilla på Smedebakken. Der var forbud mod udlejning af boliger på handelspladsen. Så vi må formode, at familien boede fabrikkens område.

Poul Nielsen ansøgte nu “om bevilling til at nedsætte sig på handelspladsen for der at “drive muurprofessionen med svend og drenge.”

Den fornødne dygtighed

Som udgangspunkt var kommissionen ikke positivt stemt over for Poul Nielsens fornyede ansøgning. De kunne godt huske, at de havde givet ham afslag tidligere på året. Så han fik besked på at godtgøre, at han besad “den fornødne dygtighed til at levere tegning og overslag ... samt på egen hånd at forestå bygningsarbejder.”

Der viste sig dog at være tale om en misforståelse. Han havde faktisk fremsendt tegninger, som han havde udført i et ansættelsesforhold hos den københavnske arkitekt P.C. Hagemann.

Så da det var godtgjort, at han havde de rette kvalifikationer, men også fordi “der på pladsen kun er én muurmester”, fik han sin bevilling. Den er dateret 14. marts 1848. Så nu gjaldt det bare om at komme i gang med at bygge “skinnende lyserøde tage”.

Bygningskommission

Bygningshåndværkere var i det hele taget i høj kurs. Alle skulle jo have opført solide bygninger som anført i resolutionen. Samtidig fastholdt kommissionen, at enhver bevilling var betinget af, at nybyggeren inden for et år fik opført bygninger, der var i overensstemmelse med de indsendte tegninger.

Både til tømrere og snedkere blev der udstedt mange bevillinger, henholdsvis otte og tolv. Men mærkeligt nok blev det kun til tre murerbevillinger, mens kommissionen var i funktion. Der var ellers søgning nok. Men de gav fire afslag og to ansøgninger var ikke afgjort, da de lukkede ned.

For at sikre at alle regler og forskrifter blev overholdt, nedsatte man i foråret 1848 ligefrem en bygningskommission, hvis medlemmer var papirfabrikant Drewsen, købmand Nerger og godsforvalter Bindesbøll. Så der var styr på sagerne i denne “sand- og skovørken.”

Betydningsfuld efterkommer

Her kunne historien om nybyggeren Poul Nielsen slutte. Men jeg vi går lidt videre med ham. For alting synes at lykkes for ham. Han gjorde det virkelig godt. Og det samme var tilfældet for hans børn. Næsten som en spejling af byens udvikling.

I 1850 finder vi Poul Nielsen og hans husstand på Vestergade 5. Men i 1855 er de flyttet et par numre længere mod vest til Vestergade 9. Her kan vi faktisk finde ham og hans efterkommere helt frem til 1921.

Det viser sig, at han er far til en af byens store murer- og bygmestre, Chr. Nielsen, der udførte de fleste af arkitekt Anton Rosens byggerier. Hans navnetræk ses stadig over porten til den bygning, som han byggede som bolig til sig selv i 1898. Det er byens smukkeste ejendom, den imposante Rosen-bygning på Vestergade 9A (i dag Ørne Apotek. Det var her han var vokset op og det grundstykke han i 1886 overtog efter sin far.

Fra muurmester til gæstgiver

Nogle nybyggere fandt lykken ved at ændre kurs og finde et helt nyt livsgrundlag i byen. Det er J.C.N. Keller et rigtig godt eksempel på.

Den 34-årige murersvend var sammen med sin familie med blandt de håndværkere, der drog af sted fra Sjælland sammen med Michael Drewsen for at etablere en papirfabrik ved Silkeborg.

Ved ankomsten fik familien anvist bolig i “hovedbygningen”, der hvor papirfabrikanten også måtte tage ophold, indtil hans villa stod klar i 1848.

Den første nybygger

En murermester var sikkert en skattet person i denne fase af Drewsens projekt. Han skulle have sine bygninger muret op. Men det synes ret hurtigt at være gået op for Keller, at der nok ikke var varig beskæftigelse på fabrikken.

Allerede i december 1845 ansøgte han om tilladelse til at nedsætte sig som murermester i den by, der endnu ikke havde fået sin kongelige resolution. Den bevilgede kommissionen ham. Så Keller er intet mindre end den første nybygger med en bevilling. Han ansøgte også om en grund og bosatte sig så på Vestergade 28-30 (i dag Norups Plads).

Værtshusholder

Af kommissionens arkiv kan vi se, at Keller åbenbart ikke kunne stilles ved tilværelsen som murermester. Den driftige mand ville noget andet. Syv gange fremsendte han ansøgninger til kommissionen. Han ville gerne være spisevært, købmand, spækhøker eller rugbrøds- og hvedebager. Allerhelst ville han nu nok være værtshusholder. Det forsøgte han sig med tre gange - og sidste gang var lykkens gang. Den bevilling var i hus i slutningen af 1850.

Det var tilsyneladende noget, der passede Keller. I Silkeborg Avis fra 1858 kan vi se, at han både afholdt maskerade og fastelavnsfest. Og oppe på Kildebakken (Århusbakken) fik han i 1862 kommunalbestyrelsens tilladelse til at lave en sommerbeværtning med keglebane.

Bidrag til fællesskabet

Keller er eksemplet på, hvad nybyggerbyen havde brug for. Han var parat til at prøve nyt. Til at tage chancer. Men han viser os også, hvordan pionererne måtte tage ansvar og bidrage til fællesskabet for at få det til at fungere.

I 1855 finder vi ham som medlem af den første kommunalbestyrelse. Han har også offentlige hverv som sognefoged og snefoged. Og så bliver han i 1860 udpeget til at være tællingskommissær - en af dem der indsamlede oplysninger om alle i byen til den officielle folketælling. Der måtte altså ydes for at der kunne nydes.

Sådan er pionertiden fyldt med eksempler på driftige og arbejdsomme mennesker med mod på eventyr. I en kommende artikel skal vi møde flere af disse brave folk, men også en enkelt som efter alt at dømme forlod Silkeborg som en skuffet mand.

Silkeborgs pionerer

Nybyggerbyens pionerer kom fra alle egne af landet. Dens succes var betinget af en stor tilflytning. De første kom fra Sjælland i foråret 1844 sammen med Michael Drewsen for at deltage i opbygningen af Silkeborg Papirfabrik. Nybyggerne kom især fra resten af Jylland og Sjælland. De ufaglærte og tjenestefolkene fra omegnen. Mange skæbner og livshistorier. Nogle af dem skal vi møde her.

Igennem nåleøjet

Som tidligere omtalt udvalgte Silkeborg-kommissionen i årene frem til 1852 meget nøje nybyggerbefolkningen på handelspladsen. Hvis en bevillingsansøgning var lidt for vidtløftig, eller hvis ansøgeren ikke kunne dokumentere sine kvalifikationer og økonomiske formåen, var der ikke store chancer for at opnå bevilling. Der var jo ikke megen fremtid i at give folk tilladelse til at bosætte sig, hvis de ikke havde mulighed for at klare sig. Det gjaldt pladsens succes. Dens overlevelse. Alle havde meget at vinde, men også alt at tabe.

I sagsbehandlingen var der fokus på, om den pågældende ansøger kunne bidrage med noget eller opfylde et bestemt behov hos beboerne i byen eller i oplandet. Men det hændte også, at en ansøger alligevel ikke turde binde an med det ansøgte. Det er urmager Bloch et godt eksempel på.

Urmagere til tiden

Netop i den periode, hvor handelspladsen blev etableret, begyndte ure at blive hvermandseje. Så det giver mening, når kommissionen udtalte, at det er “ønskeligt at en sådan [urmager] etableredes”.

Urmager Bloch fra Them var tidligt ude med sin ansøgning. Han kunne jo følge med i, hvad der skete på stedet. Faktisk fik han som nummer to tildelt bevilling. Det skete i slutningen af december 1845, samtidig med den tidligere omtalte murermester Keller. Men Bloch kom ikke til at udnytte sin bevilling. Han blev, hvor han var i Them. Måske syntes han, at tilværelsen som nybygger var for usikkert et forehavende.

Af 1850-folketællingen fremgår det, at der stadig ikke var kommet en urmager til byen. Ingen havde tilsyneladende mod og økonomisk formåen til at binde an med at sælge og reparere ure for nybyggerne og oplandets beboere.

Urmager P.F.A. Bang

I 1851 kom der dog en ansøgning. Den var fra urmager P.F.A. Bang fra København. Men ham turde kommissionen alligevel ikke binde an med. Han var “aldeles ubekendt og hans arbejde er ikke rost af hans sidste mester”, som kommissionens mand på pladsen, J.H. Bindesbøll, udtrykte det. Han indstillede, at “hans moralske forhold, økonomiske omstændigheder og duelighed først mere blive på det nøjeste undersøgt." Så var den potte ude. Uden dokumentation og anbefalinger, ingen bevilling.

Uafgjorte sager

Da kommissionen nedlagde sit hverv i 1852, efterlod den sig en del sager, som ganske enkelt ikke var færdigbehandlet. Heriblandt var der bemærkelsesværdigt nok fire ansøgninger fra urmagere.

De kunne herefter frit nedsætte sig på pladsen, uden at skulle igennem kommissionens nåleøje. Det er nok forklaringen på, at vi i 1855-folketællingen finder to urmagere. De havde begge haft deres ansøgninger liggende i bunken af uafklarede sager. Og havde nu taget sagen i egen hånd.

Den ene var H.C. Larsen fra Them, der havde etableret sig med butik og værksted på Vestergade 7. Han havde også en lærling i sit brød.

Den anden, J.C. Bunch, indrettede sig på Vestergade 10-12. Han havde en urmagersvend i sit brød i 1855, som dog i 1860 var erstattet af en lærling.

Det er svært at sige, om der var nok at lave for to urmagere i den lille by. Men vi kan konstatere, Bunch forlod byen i løbet af 1860’erne for at vende tilbage til Vejle, hvor han kom fra.

“Photographi-Portraiter”

Allerede i kommissionens tid havde man set med velvilje på borgere, der ønskede at forsøge sig med flere erhverv for at sikre et rimeligt udkomme. Den tendens synes at fortsætte.

Urmager H.C. Larsen var således til mere end ure. I slutningen af 1858 indrykkede han en annonce i Silkeborg Avis, hvor han tilbød at tage “Photographi-Portraiter paa Glas”. Han havde med andre ord tilegnet sig viden om de nymodens fotografiske teknikker og supplerede nu urmageriet med fotografiet. Og han kunne åbenbart noget, for han var byens fotograf helt frem til slutningen af 1880’erne.

Hvornår eller om fotografiet blev hans hovedbeskæftigelse, er vanskeligt at sige, men i 1880-folketællingen opgiver han at være “fotograf”, ikke urmager. Det kunne være et fingerpeg.

Uden arbejde

Der er mange eksempler på, at folk, der gjorde turen med fra Sjælland sammen med papirfabrikant Michael Drewsen, siden søgte lykken som nybyggere.

Arbejderne på papirfabrikken havde fri bolig, så længe de arbejdede der. Det betød jo så omvendt, at hvis deres ansættelse ophørte, skulle de skaffe sig et andet sted at bo. Det måtte klude-”kogeristen” Peder Hansen sande. Han fortæller i sine erindringer, at han nåede at arbejde på papirfabrikken i 6 1/2 år, “men ved novembertid 1850 ragede jeg uklar med Drewsen, og så tog jeg fra fabrikken med det samme.” Så han skulle finde både arbejde og bolig. Måske ikke det letteste i en lille by med ganske små virksomheder, der alle var i opstartsfasen og hvor lejeboliger ikke var tilladt.

Peder Hansen fandt sig nu ret hurtigt en ny livsbane. Heldigt for ham, så arbejdede vejvæsenet på det tidspunkt på at ”sørge for ordentlige veje.” Man var ved at “færdiggøre anlægget af Herningvejen” og i “1851 byggedes den store bro over åen og et stykke af Århus-vejen. I 1853 begyndtes der på Viborgvejen,” som han fortæller.

Så for en rask mand var det åbenbart ikke så svært at få noget at rive i. Og det må have været et godt match - den gode vejmand søgte først sin afsked som 84-årig i 1897.

The- og kaffeskjænker

Af kommissionens arkiv fremgår det dog, at Peder Hansen må have overvejet at forlade fabrikken på et tidligere tidspunkt. For 15. marts 1850 indleverede han en ansøgning om at måtte nedsætte sig som “The- og kaffeskjænker”. Men det anså kommissionen åbenbart ikke lige for at være et erhverv med fremtidsudsigter. Så han fik et afslag.

Da skaden var sket, prøvede han at klare skærene ved at indsende yderligere to bevillingsansøgninger - 23. marts 1851 ønskede han at blive “høker” og 27. oktober 1851 drømte han om at nedsætte sig som spækhøker (begge forhandler i beskedent omfang levnedsmidler og andre varer). De blev også begge afslået.

Tag over hovedet

Ved folketællingen i februar 1850 finder vi familien Hansen med fire mindreårige børn i vestre længe - den af hovedgårdens udlænger, som vi stadig finder en rest af på Christian 8.s Vej 52. Men nu skulle der her sidst på året altså findes en ny bolig. Så gode råd var dyre.

Kommissionen holdt strengt på, at der ikke måtte opføres bygninger med henblik på udlejning og håndhævede det helt frem til nedlæggelsen i 1852. Så det kan undre, at Peder Hansen fortæller, at “til alt held fik jeg fat i en lejlighed”.

Men måske, fordi han og familien så pludseligt stod uden bolig, har man set gennem fingre med hans arrangement. Og så havde den gode mand allerede fået tildelt “en byggeplads på hjørnet af Søndergade og Nygade (Søndergade 12).”

Vejmanden kan da også berette, at “huset kom under tag til jul (1850), og heldigvis blev vinduerne sat ind, før vinteren blev streng.” Familien fik altså ret hurtigt tag over hovedet i eget hus. I 1855 havde de endog plads til (eller måske behov for) at have to logerende boende.

Drewsens marketender

Langt fra alle nybyggere blev boende på handelspladsen. Folketællingerne vidner om, at allerede efter fem år var halvdelen af tilflytterne rejst igen. Og efter ti år var det kun en tredjedel af de oprindelige indbyggere, der stadig befandt sig i Silkeborg. Så ganske mange søgte videre til nye eventyr.

En af dem er papirfabrikantens marketender, den 42-årige H.E. Kofoed, der sørgede for bespisningen af de mange arbejdere, der opbyggede papirfabrikken.

Noget tyder på, at Michael Drewsen anså den tidligere lysestøber i Skodsborg for at være et vigtigt omdrejningspunkt for sit projekt. Af passagerlisterne for dampskibet Iris, der sejlede fra København til Aarhus 10. april 1844, fremgår det nemlig, at “gæstgiver Kofoed med kone og fem børn” gjorde overfarten på første klasse sammen med Drewsen. Mens de mange arbejdere, der var med på turen, måtte nøjes med en dæksplads.

Kofoeds status bekræftes også af, at familien fik stillet en efter forholdene ret stor bolig til rådighed tættest på hovedbygningen i den østlige længe. Men de behøvede også god plads. For udover familien bestod husholdningen af to tjenestepiger og en bagersvend, som sikkert har været beskæftiget med at bage og røre i gryderne.

Fra marketender til gårdmand

I februar 1850 finder vi lidt overraskende familien i Linå, hvor Kofoed er blevet gårdmand. Så noget tyder på, at stillingen som marketender ikke kunne vare evigt. Fordi arbejderne med tiden fik foden under eget bord? Tja, vi ved det ikke. Kilderne giver ingen forklaringer.

At Kofoed ikke forlod byen helt efter eget ønske fremgår måske af, at han i oktober 1850 ansøgte kommissionen om tilladelse til at nedsætte sig som “spisevært, høker og værtshusholder”. Men det fik han afslag på - uvist af hvilken grund.

Hvad der videre skete for familien, er ikke relevant her, men det skal lige med, at Kofoed i 1860 figurerer som gårdmand i Odder. Havde han bare fået nok af Silkeborg?

Frisk start

Vi slutter med Julie Nielsen, for hvem nybyggertilværelsen i Silkeborg synes at have været den oplagte mulighed for at viske tavlen ren og starte på en frisk.

Vi støder på hende i A.L. Drewsens dagbog fra opholdet hos den jævnaldrende nevø, Michael, i sommeren 1850. Her noterer han, at han stødte på Julie Nielsen, som “jeg for omtrent syv år siden havde skaffet arbejde på Strandmøllen, for at hun ikke skulle falde tilbage til tyveri eller blive offentligt fruentimmer.”

Hun var da lige kommet ud af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, hvor hun havde opholdt sig i otte måneder efter en dom for tyveri. Så hun var heldig, at nogen hjalp hende videre. Hun blev gift med Villiam Manly, der var papirarbejder på Strandmøllen og det var sammen med ham, hun kom til Silkeborg.

De boede i hovedgårdens vestre længe og var altså naboer til omtalte Peder Hansen og hans familie. Hun supplerede, ligesom andre papirarbejderkoner, familiens indtægter “ved at vaske og stryge for folk.”

Enke og fabriksarbejder

Familien levede tilsyneladende i fred og ro frem til 1860, hvor det af folketællingen fremgår, at Julie i en alder 48 år er enke og fabriksarbejder. Hun skulle jo nu selv forsørge sine tre mindreårige børn. Vi får en indgående beskrivelse af omstændighederne omkring mandens død i politiprotokollen. Det viser sig, at Villiam var drikfældig og døde i et anfald af delirium tremens. Det ser ud til, at han blev kvalt i sengebåndet under et voldsomt anfald.

I forhøret er der en undertone af mistanke om, at Julie har haft en finger med i spillet eller at han har begået selvmord. Men naboerne bedyrer, at det må være sket i hans forvildede tilstand. At de strømmede til og forsøgte at hjælpe, men at han ikke stod til at redde. Så der skete ikke yderligere i sagen.

Det sidste vi hører til Julie er, at hun i 1891 ansøger om at blive tildelt den nyligt indførte alderdomsunderstøttelse. Hun er på det tidspunkt bosiddende i Vorgod, vest for Herning, men er forsørgelsesberettiget i Silkeborg kommune “selv om hun er bosat andetsteds,” som det noteres i byrådsprotokollen. Så hun fik alt i alt et godt liv uden yderligere slinger i valsen.

Opgaven fuldført

Den unge by var nu sat godt i vej. Indbyggertallet voksede fra 499 i 1850 til 1204 fem år senere. Kommissionens opgave var måske ikke helt fuldført i 1852, men man var dog nået så vidt, at de travle embedsmænd sikkert har haft andre påtrængende opgaver at bruge deres kostbare tid på.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv.

Bragt i Midtjyllands Avis: 24. april og 26. juni 2021.