Kærshøjkvarteret

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Kærshøjkvarteret er beliggende i det vestlige Alderslyst. Kvarteret opstod midt i besættelsens store bolignød, da Arbejdernes Byggeforening i 1942 opførte først 20 parcelhuse og 16 rækkehuse på de marker, der lå ned til Sølystvej og Silkeborg Langsø. Senere fulgte 7 to-familieshuse, mens der igen i 1946 blev bygget 26 én-familieshuse.

Byggeriet er typisk for de kvarterer med mindre familiehuse specielt beregnet på børnerige familier, der blev opført af de to store bygherrer i Silkeborg - Arbejdernes Andels-Boligforening og Arbejdernes Byggeforening.

Boligerne i kvarteret er beliggende på: Nordre Ringvej, Nylandsvej, Kærshøjvej og Højtoftevej.

Kærshøjkvarteret blev i en del år i folkemunde kaldt ”Venezuela”.

"Kærshøj" er afledt af navnet på den nærliggende gård "Kærsgård".

Litteratur

  • Alderslyst fra sandmark til by, 1991. Side: 76-81.