Huginsvej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Huginsvej er opkaldt efter Hugin, som er en af Odins to ravne i den nordiske mytologi. Den anden ravn hedder Munin, men selv om de fleste gader i kvarteret har navne fra nordiske sagn og myter, findes der dog ikke nogen Muninsvej som modstykke til Huginsvej. Ifølge den nordiske mytologi flyver Odins ravne Hugin og Munin rundt i verden og samler nyheder ind, som de fortæller deres herre ved hjemkomsten. For de hedenske vikinger var ravne hellige dyr. Det var almindeligt at bære et såkaldt 'ravnebanner' med i krig. Hvis vinden fik banneret til at blafre, så det så ud som om ravnen baskede med vingerne, følte krigerne sig sikre på sejren. Hugin og Munin har givet navn til Nationalmuseets Hugin og Munin Klub.

Huginsvej er sidevej til Asgårdsvej og støder mod nordøst sammen med Midgårdsvej. Den er præget af parcelhuse. Ligesom de fleste andre veje i Hvinningdal er Huginsvej anlagt i begyndelsen af 1970'erne.

Gadenavne hentet i den nordiske mytologi og i sagnhistorien

Efterhånden som byen Silkeborg voksede, blev gader og veje samlet i navnegrupper for overskuelighedens skyld. Også ved udstykninger i nyere tid har man såvidt muligt videreført dette princip. I Hvinningdal, navnlig som sideveje til Hvinningdalvej, opstod kvarteret med navne hentet i den nordiske mytologi og i sagnhistorien.


Beliggenhed: Huginsvej er beliggende i Silkeborg, Hvinningdal By.