Højervej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Højervej er opkaldt efter Højer, der ligger i Tøndermarsken nær Vadehavet. Den ligger i Tønder Kommune i Sønderjylland. Byen er opført bag diger og ligger i ét af Danmarks tyndest befolkede områder. Lidt syd for Højer løber Vidåen gennem marsken til Højer Sluse og videre ud til digerne ved Vidå Sluse.

Efter nederlaget i krigen i 1864 blev Højer en del af Tyskland og hed frem til 1920 Hoyer. Efter 1. Verdenskrigs afslutning bestemtes det i Versailles-traktaten, at de sønderjyske landsdele skulle genforenes med Danmark 9. juli 1920. Forud herfor var der afholdt en folkeafstemning efter princippet om, at nationale mindretal havde ret til at afgøre, hvilken stat de ønskede tilhøre. Højer lå i afstemningszone 1, hvor der var et dansk flertal på 74%.

Højervej er en sidevej til Tøndervej.

Gader med Sønderjyske navne

Efterhånden som byen Silkeborg voksede, blev gader og veje samlet i navnegrupper for overskuelighedens skyld. Også ved udstykninger i nyere tid har man såvidt muligt videreført dette princip. Højervej indgår i gruppen af gader med Sønderjyske navne, der ligger i Kærsgård-Hvinningdal. I området ved Kærsgårdsvej ligger desuden en række gader med Sydslesvigske navne.


Beliggenhed: Højervej er beliggende i Silkeborg, Kærsgård.