4. maj 1945

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

For typografer og journalister var det et hårdt døgn 4.-5. maj 1945. Først lavede de henover natten en avis, der dækkede begivenhederne 4. maj. Derefter fortsatte de med at lave 5. maj-udgaven, som udkom til normal tid ud på eftermiddagen.

Ucensurerede aviser

“Silkeborg Socialdemokrat” havde denne tankevækkende kommentar om den nye avis-virkelighed. “Hvis den normale dansker føler glæde, ja lykke i anledning af kapitulationen, vil enhver forstå, hvordan en pressemand føler. Tænk blot på, hvordan netop pressen har været knægtet siden 9. april 1940. … Efter at kapitulationserklæringen var nået ud til hver eneste krog i Danmark og befolkningen atter var gået hjem … gik samtlige danske journalister i gang med for første gang i over fem år at skrive et frit dansk dagblad.”

Glædes-reportager

I sin helt ucensurerede glædes-reportage fra aftenen før den officielle befrielsesdag skriver Silkeborg Avis at “det glade budskab kom til Silkeborg igennem radioerne, og det forårsagede et spontant glædesudbrud, som det vel aldrig nogensinde er oplevet før. En fælles følelse smeltede en tusindtallig skare sammen i et tog, der med flag i hænderne drog jublende igennem gaderne. Fem års indestængt glæde brød frem og fik luft. Hvordan kom meddelelsen ud til folk? Hvordan spredtes den på minutter til hvert menneske i byen? Ingen kan nogensinde sige det, men først talte man sammen i grupper - er det sandt eller er det kun et rygte? Fremmede mennesker talte sammen om det, standsede hinanden på gaden og spurgte. Tjenerne hviskede det på restauranterne, men der var ingen tvivl mulig, og alle vidste det inderst inde, at denne gang, DENNE GANG var det sandt.”

Et bølgende menneskehav

Om aftenens videre forløb fortæller Socialdemokraten, at “i løbet af få minutter var der dannet optog af anselig længde og i gadens fulde bredde. Hvor optogene begyndte vil for altid være en gåde, men en kendsgerning er det, at Skoletorvet længe før kl. 21 var fyldt med ungdom, der besmykkede Ørnespringvandet med dannebrogsflag; ligeledes anbragtes flag på [Th.] Langs Skoles facade, og fædrelandssangene tonede gennem den regntunge forårsaften… Og så gik det gennem gaderne, optog stødte til optog og blev forenet, og da man nåede Torvet var Søndergade, Vestergade og Østergade til alle sider et bølgende menneskehav.”

Jublende glæde

I Silkeborg Avis får vi denne stemningsbeskrivelse fra Torvet: “Hurraråb lød fra nogle struber, så fra flere og endnu flere - tusinder. Det var ikke leveråb for nogen bestemt, kun det første udslag af den jublende glæde; kun det, at denne meddelelse var for stor til, at den kunne rummes i ord - og så greb man til det enkle hurraråb. Det varede kun minutter, så sad et flag i alles hænder, af papir kun, men et flag, som nu kunne vises uden bånd og uden selvkontrol. Flagene svajede og svingede over de tusinde hoveder - og da brød det ud, sangen som forløste glæden og smeltede glade blafrende sind sammen i et vingeslags rytme - spontant og vældigt fra tusinde struber lød “Der er et yndigt land” mod himlen og gav genlyd mod murene.”

Igennem byen “Fra lygtepælen midt på Torvet, ud for Søndergade dirigerede en ung gymnasiast med sit flag, og over ham, højere oppe på masten vajede et flag mod hans hår. Sandelig om ikke også Drewsen stod med et flag under sin bronzearm! “Igennem byen”, lød det, og igennem byen gik det i det mærkeligste optog, Silkeborgs gader nogensinde har set. På en eller anden måde var et stort flag kommet til - det blev båret som en baldakin og var, midt i den ellevilde glædesrus, det symbol på vort land … som samlede alle efter sig.”

En fanget postbil “Hen ad Vestergade gik toget, råbende og skrigende, hurraende og lykønskende op mod hoveder i vinduerne, mod folk på trappesten, kendte og ukendte. En af postvæsenets biler kom fra Torvet og skulle ud ad Vestergade, men kunne naturligvis ikke komme forbi. Den blev på et øjeblik behængt med flag over køleren, i lygterne, i vindspejlets sideruder, og da den svingede op ad Hostrupsgade måtte den standse helt op - og næsten i samme nu var den behængt af glade mennesker. De sad på forskærmene, de hang på trinbrættet bagpå, kravlede op ad håndtaget og satte sig på taget, en halv snes mennesker hang på dens tag som skibbrudne i vragets rigning, blot at disse var glade over al glæde.”

Et bølgende menneskehav

“Gymnasiasterne var stadig i spidsen” og førte optoget ind på Skoletorvet. “Mens den grødefulde støvregn faldt over blottede hoveder, … hyldedes flaget med nationalsangen. Og med fanen i spidsen og flaget, båret som baldakin efter sig, marcherede toget nu i takt, syngende “I alle de riger og lande” til banegården og derfra ad Drewsensvej til Søndergade.” Socialdemokraten beretter om optogets videre forløb, at “mens regnen gennemblødte det lette forårstøj, og vandet plaskede mod asfalten, fylkedes stadig nye hundreder af unge og gamle silkeborgensere om folketoget. Fra Trianglen op gennem Søndergade var det et eneste bølgende menneskehav, som uafladeligt sang danske nationalsange. Foran de store ejendomme, hvor strålende oplyste vinduer lyste ud over gaden og hvorfra dannebrogsflagene hilste fredens komme, blev der udråbt rungende hurraråb for den længselsfuldt ventede fred.” “Torvet var en sydende heksekedel af mennesker, og de ulykkelige, der havde fået en cykel slæbt ind i menneskevrimlen, havde det største besvær med at begå sig, men i glædesjublen var der ikke plads for småfortrædeligheder, som under andre forhold ville være kommet til udtryk. Folk var blot så glade og så henrykte.”

Glæden stor og mild

Vi springer tilbage til Silkeborg Avis, for nu standsede optoget på Torvet: “Man havde fået udløsning for den første spontane, voldsomme glæde og nu vidste man ikke, hvad man skulle... Så stod man da der og lykønskede til højre og venstre, sagde egentlig ikke noget fornuftigt, men følte bare, at denne glæde var gæret frem af et alt for længe tilproppet sind. Og i Vestergade strålede vindueslyset fra en chokoladebutik, netop sådan som lysene gjorde det for nu over fem år siden... I mange lejligheders vinduer ovenover blafrede stearinlys i spæde, men skønne flammer. Mørklægningen var hørt op… Glæden var så alt for stor og mild til, at her kunne blive plads til skæve øjekast. Der stod mange [tyske] soldater og så med vemodige smil på denne tummel. Med den enige handlen var det forbi på Torvet, men aftenen igennem hørtes larm og råb fra skarer, der drog gennem gaderne, nogle endog med signalhorn.”

Til borgmesteren

Men det var alligevel ikke helt forbi. Ifølge Socialdemokraten fortsatte det, da det “ikke fra en enkelt mand, men som fra hundrede stemmer på en gang lød “Vi går til borgmesteren”. Borgmester Aaboe Sørensen [socialdemokratisk borgmester 1941–46] er måske den mand i Silkeborg, på hvem krigens byrder har hvilet tungest i det daglige. Svære forhandlinger har han måttet døje … så det faldt ganske naturligt for denne menneskemængde af silkeborgensere fra alle samfundslag, … at han var den første mand i byen, der skulle hyldes. Ud gennem Vestergade gled folketoget, stadig opfyldt af en sydende begejstring, hvorunder dog aldrig værdigheden blev kastet over bord. Folk, der kom folketoget i møde, vendte uvilkårligt om og fulgte med strømmen. Gang på gang gjaldede de glædestrålende hurraråb, og man lagde med særlig glæde mærke til, at også tyske soldater lod deres menneskelige følelser komme til udtryk og hilste folketoget med jubel. Således kunne man på Vestergade se to tyske befalingsmænd stå ude på trinbrættet af deres bil og svinge med huerne, mens folketoget drog forbi dem.”

Borgmesteren hyldes

Og så nåede optoget ud til borgmesterens bolig på Vestergade 117, hvor det lille hus næsten forsvandt under dette menneskehav. “Mens spejderkorpsets tre faner paraderede og ungdom flokkedes med dannebrogsflag i hænderne, blev der sunget forskellige danske sange … hvorefter borgmester Aaboe Sørensen trådte frem og fra et stolesæde overbragte silkeborgenserne sin bevægede tak.” Folkemængden var nu oppe på 2-3000 mennesker, så der har været trængsel der yderst på Vestergade. I talen bad han bl.a. folk om “at huske, at vor styrke lå deri, at vi var rolige, og derfor beder jeg jer også i disse dage, der kommer, om at bevare ro og orden.” Derefter gik folkemængden tilbage ind gennem byens gader. Det store optog opløstes langsomt, men “silkeborgenserne gik til ro for at sove ind med mindet om den lykkeligste dag i byens og landets historie … og uden at få nattesøvnen afbrudt af flyvervarslinger. Men at kunne sove til kirkeklokkerne lørdag morgen ringer fred over det ganske land”, dermed sluttede Socialdemokratens reportagen fra den bevægede aften.

Opslag i avisens vinduer

Silkeborg Avis valgte at slutte af med en omtale af stemningen, da “den officielle meddelelse blev slået op i avisens vinduer, således som sensationelle telegrammer blev slået op før krigen. En større skare [samledes] foran vinduerne, og da telegrammet var læst, råbt og skreget til dem, hvis hals ikke lod sig strække så langt, at øjnene kunne se bogstaverne, måtte sangen atter forløse stemningen, denne gang følelsen af den erfaring, krigen har givet det danske folk: Kæmp for alt, hvad du har kært.” Så lød det lakonisk fra en mandsstemme “Skal vi så huske borgmesterens ord og gå roligt hjem.” Og det gjorde man så. Resten af natten var der ro i gaderne.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv.

Bragt i Midtjyllands Avis: 4. maj 2020