Trækstivandring

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Den årlige Trækstivandring fandt sted første gang 10. august 1969. Der synes dog at have været en forgænger …”for 8 år siden”, som der står anført i Silkeborg Avis 11. august 1969 - selvom dette ikke har kunnet afklares.

Det var Silkeborg Turistforening, der stod bag vandringen, som gik langs med Trækstien langs med Gudenåen. Turen udgik fra Silkeborg ved hjørnet af Ansvej og Borgergade og sluttede ved Kongensbro Kro – en strækning på ca. 23 km. Der var gode muligheder for at holde hvil under vejs – bl.a. på Resenbro Kro og Svostrup Kro, hvor også den medbragte mad kunne nydes.

Ved ankomsten til Kongensbro fik deltagerne overrakt et diplom og en såkaldt pramdragernål. Arrangørerne havde sørget for at tilbageturen foregik med bus til Silkeborg.

Trækstivandringen tiltrak gennem mange år et stort antal deltagere. Efter nogle få år var man oppe på over 1.000 deltagere.

Den sidste optegnelse som har kunnet findes om løbet var i maj 1981 – dette år var det måske sidste gang vandringen blev afviklet.