Sportsplads på Marienlunds jorder

Fra WikiSilkeborg
Version fra 10. jan 2024, 15:37 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

En sportsplads i den sydøstlige ende af Sydbyen blev til virkelighed i begyndelsen af 1900-tallet. Den udviklede sig med tiden til Silkeborgs stadion.

Silkeborg Legepladsforening

Lige før og efter 1900 blev sportsaktiviteterne forestået af Silkeborg Legepladsforening, der var stiftet i maj 1897. De foregik først på Markedspladsen (senere Bindslevs Plads) og fra sæsonstart 1899 på den ret fjerntliggende “sportsplads ved Dronningestolen”, som den benævnes i avisen. Den må have ligget omtrent der, hvor Nordskovvej i dag føres ned til Remstrup Å.

Skovridergården Marienlunds jorder

Da Silkeborg Kommune i efteråret 1899 købte skovridergården Marienlund og dens jorder samt skovstykket "Indelukket" af Staten - i store træk arealet mellem Remstrup Å næsten ned til Vejlsø og nuværende Vejlbovej, og mellem nuværende Aldersrovej og Marienlundsvej - var legepladsforeningens bestyrelse hurtigt ude med snøren.

De havde for længst indset, at den eksisterende sportsplads både med hensyn til beliggenhed og terræn ikke var egnet til formålet, så de skyndte sig at lægge billet ind på et stykke af det nyerhvervede areal “beliggende øst for Silkeborg-Marielundvejen umiddelbart op til byens jorder”, som det er indført i byrådsprotokollen 18. januar 1900.

Bruges til andre formål

Det ønske ville byrådet imidlertid ikke imødekomme. Det var det bedst beliggende på hele det kæmpestore område og det skulle derfor bruges til andre formål. Det var da også her - lidt udenfor men dog tæt på byen - at byrådet i 1905 fik opført byens første vandværk og i 1911 et moderne alderdomshjem (Remstruplund).

Det skal også lige med her, at man i 1903 stillede et stykke jord i den sydlige ende af det store areal gratis til rådighed for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse til opførelse af et “brystsygesanatorium”, ligesom der i 1912 og 1918 udlagdes to store områder til kolonihaver.

Syd for skovriderboligen

I foråret 1903 var der endnu ikke fundet en løsning på ønsket om en ny sportsplads, så legepladsforeningen måtte fortsat benytte arealet på den anden side af åen.

Efter en del tovtrækkeri lykkedes det foreningens bestyrelse at få anvist et areal “syd for skovriderboligen” - altså syd for nuværende Aldersrovej. Alt tyder dog på, at det ikke blev legepladsforeningens egne medlemmer, der kom til at benytte det nye sportsareal. Det gjorde derimod fodsportsforeningen Fremad, som var blevet stiftet 1. april 1900 af seks unge mænd.

Fodsportsforeningen Fremad

Af omtaler i Silkeborg Avis fremgår det, at der var stor aktivitet i foreningen helt fra starten. Der var både kapgang, kapløb og cricket på programmet og det hele foregik på “den kommunale sportsplads” ved Dronningestolen.

I et indlæg i Silkeborg Avis 20. februar 1902 får vi at vide, at de 32 aktive medlemmer er unge mennesker, som selv leder og styrer arbejdet.

I april samme år er medlemstallet oppe på 40. I 1904 er der omkring 100 og i 1907 noterer Silkeborg Avis, at der nu er 320 medlemmer.

Atletik,“fodsport”, cricket og fodbold

Fremad var altså en livskraftig forening. Sikkert godt hjulpet på vej af legepladsforeningens arbejde for bedre faciliteter - og af tidsånden i de år.

I juli 1905 får vi at vide, at Fremad har fået pladsen på Marienlunds jorder “overladt af legepladsforeningen til afbenyttelse.” Så nu rådede man over en sportsplads med en bedre beliggenhed og lidt bedre terræn.

Første gang den ny sportsplads omtales i Silkeborg Avis er 26. september 1903. Da møder det lokale ungdomshold “Stjernen” et lignende hold fra Skanderborg i en cricket-match. At Fremad også har en fodboldafdeling, får vi at vide gennem avisomtalen af en kamp i juni 1904 med fodboldklubben Olympia fra Aarhus, som Fremad vandt 3-2.

4-års stiftelsesfest

5. april 1904 ønskede man at markere Fremads 4-års jubilæum med en stor sportsfest. Der var planlagt konkurrencer i disciplinerne: kapløb, kapgang, hækkeløb, trespring, højdespring, stangspring samt hammer-, spyd og diskoskastning. Desuden skulle der være “musik på pladsen, så det vil nok lokke en del mennesker ud for at se på de unge idrætsmænds fest,” som avisen noterede sig.

Men ak, vejret drillede. Man måtte simpelthen indstille “sportsøvelserne som følge af det mildest talt uhyggelige aprilsvejr, der umuliggjorde ethvert længere ophold.”

At dømme efter avisens omtale blev aftenens stiftelsesfest dog et plaster på såret. Den foregik nemlig indendørs i en smukt pyntet sal i afholdslogens lokaler på Markedspladsen (nuværende Rampelys). Og selvom det var en fest uden alkohol, så morede alle sig strålende.

Jydsk idrætsstævne

Der var endda så meget gejst og gåpåmod i Fremad, at man i juni 1906 formåede at afholde et stort “jydsk idrætsstævne”, hvor syv foreninger - fra Viborg, Randers, Aarhus og Fremad fra Silkeborg - dystede i alle atletikkens discipliner. Denne gang viste vejret sig fra sin bedste side og alle konkurrencer kunne gennemføres.

Deltagerne blev budt velkommen af en by med flagsmykkede gader. Om eftermiddagen mødtes de ved banegården for at marchere ud til sportspladsen med Brødegaards Musikkorps i spidsen og de blev fulgt på vej af flere hundrede mennesker. I det hele taget var der stor opbakning. Omkring 1.300 tilskuere overværede stævnet - i en by med 7.800 indbyggere.

Internationalt stævne

Men det blev endnu større. Året efter inviterede man danske, svenske, norske, tyske og østrigske foreninger til internationalt stævne i Silkeborg. Det var dog kun de skandinaviske foreninger, der meldte deres ankomst. Så på dagen dystede 60 sportsfolk fra tre svenske, tre norske og 13 danske foreninger på sportspladsen med Fremads medlemmer.

Denne gang var opbakningen endnu større. Til eftermiddagens afgørende kampe dukkede der godt 3.000 tilskuere op, men da var vejret også blevet lidt bedre. “Vi ville komme sandheden på tværs, hvis vi kaldte det sommervejr”, som avisen skrev dagen efter. Alle havde sikkert holdt sig hjemme, fordi formiddagen havde budt på “bidende kulde og en stiv nordenvind”.

Også denne gang var der arrangeret en festlig march gennem byens pyntede gader og ved indgangen til sportspladsen var der bygget en stor æresport, mens selve pladsen var omkranset af flag.

Desværre har vi ikke fotos fra denne begivenhed - kun avisens malende beskrivelse. Alligevel ville jeg give meget for at have haft fotodokumentation - også fra festen om aftenen med 100 deltagere på Café Remstrup på Søndergade. Vi har nemlig ingen fotos inde fra dette navnkundige samlingssted.

Fremad mister pusten

Det er ikke rigtig lykkedes at finde oplysninger i Silkeborg Avis eller i arkivet, der kan give os et praj om, hvornår Fremad stoppede med sin virksomhed.

I 1912 anmodede bestyrelsen byrådet om, at idrætspladsen måtte blive jævnet og tilsået med græs - og også om et skur til omklædning. Det afslog byrådet.

Det sidste vi hører om foreningen i Silkeborg Avis er en omtale af det afsluttende lokalstævne for sæsonen 1915.

Noget tyder altså på, at foreningens medlemmer havde tabt pusten og det er helt i tråd med, hvad vi får at vide i SIFs 50 års jubilæumsskrift fra 1967. Her anføres det, at “den tidligere idrætsforening Fremad var nogle år i forvejen gået i stykker. Der var for ringe tilslutning og økonomien undergravet.”

Sportsplads for skolerne på Odden

Vi skal lige vende tilbage til skolefolkene, som havde stået bag legepladsforeningens aktiviteter. De begyndte at røre på sig igen i 1909. De ønskede sig en sportsplads på Odden, som ville komme til at ligge tættere på skolerne end sportspladsen på Marienlundsvej. Det var en tanke ”af gammel dato”, men nu havde skoleudvalget fået byrådet med på den.

Derfor kunne et enigt byråd i efteråret 1909 fremsende en ansøgning til Landbrugsministeriet, der ejede Lysbro Skov og dermed Odden. Heri argumenterede man med, “at den leg, boldspil og anden sport, som skolernes børn skal undervises i, ikke kan foregå i nærheden af skolerne ... så børnene må anvende en meget stor del af hver undervisningstime for at nå ud til den eneste brugelige plads.”

Men det, der gjorde forholdene uholdbare var, at skolernes badehuse lå på Odden, hvilket betød, “at badning og leg ikke kan øves i samme undervisningstime.”

På nordøstsiden af Odden var der tilbage i 1902 opført “to badehuse med fornødne landgangsbroer” og desuden en “adgangsbro over Kalgårdsvig fra byen til skovstykket” (Oddebroen).

Ministeriet eller Skovdistriktet var ikke afvisende, men kunne ikke gå med til den ønskede placering tæt ved badehusene. De mente, at en sportsplads skulle placeres længere inde på Odden og tættere på Kalgårdsvig, fordi “træbestanden (på det ønskede sted) herved udtyndes så stærkt, at den tilbagestående del kun vanskeligt vil kunne modstå nord- og vestenvindens påvirkning,” som det anførtes i et brev til byrådet. Derefter arbejdede byrådet videre med en alternativ placering.

Redaktør Sørensen blander sig

Men så blandede Silkeborg Avis sig godt og grundigt i sagen. Set gennem redaktør Sørensens briller ville det være ren vandalisme og aldeles overflødigt at placere en sportsplads på Odden.

Han sørgede for en kontrolopmåling og kunne konstatere, at afstanden fra kommuneskolen på Søndergade til den eksisterende sportsplads var kortest. Dermed faldt det argument til jorden.

“Socialen” var til gengæld mere positiv, hvilket muligvis skyldtes, at en af sagens bannerførere var socialdemokraten P. Esben-Petersen (første socialdemokratiske borgmester 1921-29).

Avisen og folkestemningen

I juni 1910 var sagen nået så langt, at “ministeriet nu havde sanktioneret planen”. Avisredaktøren konstaterede lakonisk, at denne meddelelse sikkert ville blive “modtaget med blandede følelser af byens borgere.” Om det var et sandt billede på folkestemningen, ved vi ikke, men det var ihvertfald den magtfulde redaktørs mening.

I november dukkede den så op igen i Silkeborg Avis - endda på forsiden, hvor den igen fik en meget polemisk behandling. Avisen noterede, at “alle troede at sagen var skrinlagt”, fordi det skrånende terræn ikke egnede sig til formålet. Men at Skoleudvalget så havde fået en landmåler til at finde en ny placering - og det var den, der nu var til behandling i byrådet.

Redaktøren fik for egen regning lavet en tegning med den projekterede placering, så alle og enhver kunne få syn for at “Odden raseres på et meget stort terræn”. Desuden pegede han på, hvor bekosteligt det ville være - både at planere og indhegne denne plads. Han satte trumf på med denne svada: “Det vil være let nok at fælde træerne, men det vil tage en menneskealder at få dem til at vokse op igen.”

Stemning imod planen

Det næste, vi hører til sagen, er i referatet af en ophedet byrådsdebat i slutningen af november. Her må vi nok konstatere, at luften var gået af ballonen. Esben-Petersen citeres for at udtale, at “der forsøges fremskaffet en stemning imod planen … sikkert nærmest af private grunde.”

Resultatet er, at byrådet beslutter at henvende sig til Landbrugsministeriet for at få sagen stillet i bero. Og på det første byrådsmøde i 1911 oplyses det, at tilbuddet om salget af arealet til brug for en sportsplads står ved magt i tre år.

Den magtfulde avisredaktør havde altså virkelig fået skabt en folkestemning imod og dermed ændret politikernes holdning til sagen - eller ihvertfald ser det sådan ud mere end 100 år efter.

Set i tilbageblik var det måske meget godt, at man ikke fik lavet den sportsplads på Odden - dette fredfyldte og smukke sted, vores eneste bypark. En sportsplads der alligevel hurtigt ville være blevet alt for lille til at opfylde formålet i et skolevæsen i stadig udvikling.

Tennisbaner på Odden

Nu vil den opmærksomme læser måske spørge, om der ikke på det tidspunkt også var tennisbaner på Odden? Og jo det er ganske rigtigt. De blev nedlagt i 1976. Men nøjagtigt hvornår de blev anlagt, må vi vente med at afsløre. Den corona-virus-arbejd-hjemme-ramte arkivar kan nemlig ikke komme til de originale Silkeborg-aviser for at finde svaret, før hele denne mærkelige tid er overstået.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 4. april 2020.