Silkeborg - en planlagt by

Fra WikiSilkeborg
Version fra 10. jan 2024, 14:34 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

7. januar 1846, noterer Kong Christian 8. i sin dagbog “Danske Cancelli, om Silkeborg By”. Det kan kun betyde, at det magtfulde regeringskontor har forelagt ham en sag vedr. Silkeborg, som må have haft hans interesse.

Faktisk er det netop den dag, kongen i en “allerhøjeste resolution” bifalder, “at der ved Hovedgården Silkeborg må oprettes en handelsplads”. Så dagen betragtes som Silkeborgs officielle “dåbsdag”.

Her skal vi undersøge, hvem der så, at stedet indbød til anlæggelse af en by. Og hvad der gik forud for, at byen begyndte at blive bygget op. I efterfølgende artikler går vi i dybden med nybyggerbyens første årtier.

Oberst L.F. von Brock

Den første, der kan tilskrives æren er L.F. von Brock, der senere blev adjudant for kronprinsregent Frederik (Frederik 6). Da kronprinsen besøgte Randers sidst i 1790’erne pålagde han nemlig Brock at undersøge, hvordan Gudenåen kunne gøres sejlbar for pramme helt op til Silkeborg.

Brock udarbejdede derefter en plan, der var færdig i 1802. Den kom i grove træk til at danne basis for det oprensningsarbejde, som blev gennemført i 1804 af Silkeborg Hovedgårds ejer, overkrigskommissær H.P. Ingerslev.

I en omtale af Brock i Randers Avis i 1853, ved hans 79-års fødselsdag, nævnes det, at han allerede dengang (omkring 1800) udtalte sig om “ønskeligheden af en købstad ved Silkeborg.”

Godsejer H. M. Hoff

Den anden er H.M. Hoff, der var ejer af Silkeborg Hovedgård i perioden 1794-1804. Efter eget udsagn gjorde han en stor indsats for egnens udvikling. Og han nævner i sine erindringer, der udkom i 1810, at det, som alle hans forbedringer drejede sig om, var “at gøre Gudenå prambar og få en lille købstad eller ladeplads dér.”

Samme gode idé

På samme tidspunkt var der altså to, der gjorde sig de samme tanker. Kan de to have talt sammen? Ja, helt sikkert. Hoff var jo ejer af hovedgården, da Brock lavede sit udredningsarbejde. Så han kunne ikke undgå at opsøge Hoff, og de har da uden tvivl drøftet stedets udviklingsmuligheder.

Hoffs tanker blev næppe kendt af en større offentlighed, hvorimod Brock, som det videre anføres i Randers Avis, “ofte henledte såvel Frederik 6.s som prins Christian Frederiks [Christian 8.s] opmærksomhed” på sine tanker for Silkeborg.

Godsinspektør J.H. Bindesbøll

Den næste, der tog tråden op, var J.H. Bindesbøll. Han blev i 1830 udnævnt til kongelig godsinspektør for Jylland, og det var hans opgave at føre tilsyn med de kongelige godser og gårde. Det gjaldt naturligvis også hovedgården i Silkeborg, hvis gods og jord var blevet overtaget af Staten i 1823 efter en tvangsauktion, og som i februar 1840 blev erklæret for kongeligt domæne. Det betød, at det vedvarende skulle være statslig ejendom.

Klædefabrikant Bruun

Godsinspektøren synes at have puslet længe med sine fremsynede idéer. Allerede i 1835 vides han at have ført forhandlinger med fabrikant Bruun fra Viborgområdet, som ønskede at udnytte vandkraften ved Silkeborg til at drive en klædefabrik. I denne forbindelse var der også tale om at “fremkalde en hel fabrikby”. Disse forhandlinger løb dog ud i sandet, men Bindesbøll synes ufortrødent at have arbejdet videre.

Forslag fremsendes

I slutningen af marts 1840, kun knap halvanden måned efter at Silkeborg var erklæret domæne og fire måneder efter Christian 8.s tronbestigelse, fandt Bindesbøll det åbenbart belejligt at fremsende sit forslag om “Silkeborgs hensigtsmæssige afbenyttelse til fabriksanlæg, til købstadsanlæg, Gudenåens sejlbargørelse, alt til det omgrænsende oplands fremkomst” til datidens Finansministerium, det mægtige Rentekammer. Heri anførte han desuden, at “en fordel for denne fattige og lidet begunstigede egn er anbringelse af nybyggere på Silkeborg grund, der gaves tilladelse til handel.” Et epokegørende forslag, der blev startskuddet til etableringen af byen seks år senere.

Gode forbindelser

Hvad er så forklaringen på, at dette forslag slap gennem bureaukratiets nåleøje? Det er uden tvivl, fordi Bindesbøll havde rigtig gode forbindelser på Slotsholmen. Forud for fremsendelsen havde han ført en indgående korrespondance med sin onkel Jonas Collin, som havde givet ham gode råd og anvisninger.

Collin var deputeret i Rentekammeret og dermed en af de mest indflydelsesrige embedsmænd i enevældens sidste årtier (hvis navnet lyder bekendt, er det, fordi han tillige var en af H.C. Andersens velyndere).

Desuden kendte Collin faktisk til Silkeborg. Allerede i sommeren 1835 havde han været forbi på en Jyllandsrejse - i øvrigt sammen med netop nevøen Bindesbøll og svigersønnen A.L. Drewsen (en farbror til Michael og Christian Drewsen).

Rejser til København

Bindesbøll arbejdede på flere fronter for at fremme sit projekt. Udover brevvekslingen med Jonas Collin, der med datidens postforbindelser krævede både tid og vedholdenhed, opsøgte han også “flere af egnens kyndige og indsigtsfulde mænd” for at høre deres mening om sagen.

Han synes også at have foretaget flere strabadserende ture til København. Det afsløres i de passagerlister over sejladser mellem Aarhus og Sjælland, som blev offentliggjort i samtidige aviser. Jeg har således fundet Bindesbøll opført både i 1837, 1843 og 1845.

Vi ved af gode grunde ikke, hvad formålet var med disse rejser, men de fortæller os, at han har haft vigtige ærinder i hovedstaden, der måske ikke kunne klares pr. brev.

Kun en drivhusplante

Selvom Collin havde blåstemplet projektet, så var “modtagelsen mildest talt lunken, hvis ikke kølig”, som lokalhistorikeren Otto Bisgaard konstaterer.

I Rentekammeret var de ikke tilhængere af forandringer og nye idéer. Og værre endnu, som Collin noterer i sine erindringer, så havde han i mellemtiden trukket sig tilbage og kunne derfor ikke længere fremme sagen.

V. Drechsel, Silkeborgs første birkedommer og første lokalhistoriker, beskriver det på denne måde: “Mange af statens højeste embedsmænd havde den tro, at et sådant anlæg kun ville blive en drivhusplante, frembragt ved kunst, der ikke ville få livskraft.”

Der blev også indhentet udtalelser fra forskellige underordnede myndigheder, som dog alle synes at have været mere eller mindre uinteresserede.

Papirfabrik ved Silkeborg

Så tiden gik. Alligevel var forslaget i 1842-43 nået så langt, at Rentekammeret bad Generaltoldkammeret og Commerce-Kollegiet (datidens Handelsministerium) om at udtale sig - og her var man faktisk positivt indstillet. Måske spillede det ind, at papirfabrikanterne på Strandmøllen nu var kommet på banen. De havde i efteråret 1843 forhandlet med Rentekammerets embedsmænd om at etablere en papirfabrik ved Silkeborg. Og i februar 1844 fik de overbragt den kongelige tilladelse til at gøre det.

Kongen interesseret

Det kan også have givet lidt medvind, at Christian 8.s synes at have haft interesse for sagen - måske havde Brocks tanker faktisk fundet grobund. Drechsel mener endog, at Bindesbølls forslag “bærer præg af at være udgået fra en samtale med Kongen”. Det har jeg dog ikke kunnet finde belæg for. Men sikkert er det, at Christian 8. tog stedet i øjesyn i sommeren 1840. Da var han på sin første rejse til Jylland som konge og opholdt sig hele fem dage på hovedgården. Siden vendte han tilbage i 1845, men da var planlægningen af byanlægget allerede i god gænge og papirfabrikken i fuld drift.

Silkeborg-kommissionen

5. juli 1844 var der endelig kommet så meget skred i sagen, at der blev nedsat en kommission. Den skulle udarbejde et “forslag til de betingelser, under hvilke et købstadsanlæg ved Silkeborg i Jylland kunne være at tillade og til reguleringen af dette anliggende.”

Og 17. september udpegedes medlemmer: M. Lange fra Danske Cancelli, G. Garlieb fra Generaltoldkammeret og Commerce-Kollegiet og I.J. Unsgaard fra Rentekammeret.

For de tre topembedsmænd var det blot endnu et ulønnet bierhverv. De havde kun få midler til dækning af f.eks. rejseudgifter. Derfor foregik det meste af arbejdet i København. De havde dog god hjælp af den lokale godsforvalter.

Kommissionen i Silkeborg

Flere af landets aviser bragte i midten af august 1845 en notits om, at de tre embedsmænd 4. og 5. august havde holdt en “kommissionssamling på Silkeborg i overværelse af samtlige lokal-autoriteter” for at drøfte planerne med dem. Og at “så vidt vides, er det allerede bragt dertil, at det snart kunne ventes hans majestæt forelagt.” Se det var jo en god nyhed.

Alt hvad der kunne krybe og gå

De nævnte “lokal-autoriteter” var næsten alt, hvad der kunne krybe og gå af embedsmænd i et meget stort område øst, vest og syd for Silkeborg: amtmanden for Skanderborg Amt, distriktsprovsten og hele fire herredsfogeder (dommere). Desuden var også Michael Drewsen “efter opfordring tilstede i forsamlingen”.

Godsinspektør Bindesbøll var inviteret, men meldte mærkeligt nok forfald.

Da kommissionens medlemmer var tilbage i hovedstaden, gik det hele pludselig meget hurtigt. For allerede 2. september kunne de fremsende deres betænkning til Danske Kancelli.

Betænkningen

I betænkningen anføres det, at “etablissementet ville erholde et naturligt opland med en befolkning af ca. 24.000 mennesker.” Og at det ville gavne landbrugernes muligheder for at afsætte deres produkter.

Desuden pegede man på, at når “Gudenåen var sejlbar til begge sider, kunne man forvente en indre kommunikation til vands imellem Skanderborg og Randers… og Kattegat.” Endelig ville den påtænkte hovedlandevej mellem Aarhus og Ringkøbing, der skulle føres forbi Silkeborg, skabe forbindelse mellem Jyllands øst- og vestkyst.

En mindre handelsplads

Kommissionen var dog forsigtig. Den mente, at det var “for betænkeligt, straks at organisere pladsen som egentlig købstad”, så den foreslog en mindre handelsplads - altså en status mellem “land” og “købstad”.

Nybyggerne skulle ikke uden videre kunne flytte til den nye by. Man ønskede “dygtige og nogenlunde vederhæftige folk”. Så “adgangen til at nedsætte sig” skulle “være underkastet visse begrænsninger”. Kommissionen forestillede sig altså et bevillingssystem. Så kun dem der fremsendte en ansøgning og blev godkendt, kunne bosætte sig.

To udkast til en byplan

Major i ingeniørkorpset, von Schlegel, deltog også på “undersøgelsesrejsen”. Hans opgave var at lave et udkast til en byplan. Så i samråd med ham besluttede man, at området vest for hovedgården, kaldet “Vestermarken ville være bedst skikket til anlægget.”

I kommissionens arkiv findes et udkast til en plan for et ganske stort byanlæg med omkring 200 nybyggergrunde i et meget stramt gadesystem. Det er ikke til at sige, om dette er lavet - før, under eller efter rejsen. Det står dog i skarp kontrast til den mere beskedne plan, som man endte ud med. Her var der som udgangspunkt kun afsat plads til “ca. 30 større eller mindre byggepladser” placeret omkring Torvet, hvor der også var reserveret plads til kirke og rådhus. Desuden ses en toldbod og ladeplads ved søbredden. Endelig fandt man det “ønskeligt, at den nye hovedlandevej kunne gives en sådan retning, at den tillige kunde tjene til hovedgade” (Vestergade).

Kongelig bestemmelse

Tre uger senere kunne Danske Kancelli sende sin betænkning videre til Rentekammeret, der havde sin indstilling klar til kongen klar 25. november.

Så fem måneder efter arbejdsmødet i Silkeborg fik Christian 8. forelagt forslaget - og bifaldt det. Nu var det ikke længere et forslag eller et projekt. Nu var det en kongelig bestemmelse. Nu skulle der anlægges en handelsplads ved Silkeborg. Dermed kunne byens unikke historie som “nybyggerby” tage sin begyndelse. At det blev til en livskraftig by - ikke bare en drivhusplante - ser vi nærmere på i den kommende tid.

Nybyggerbyen Silkeborg

Både da Silkeborg blev planlagt og da bydannelsen efterfølgende blev etableret og befolket, var processen forankret i København. Den blev forestået af en kongeligt udpeget kommission, der fungerede i perioden fra juli 1844 til maj 1852.

Efter at kongen havde underskrevet ”den allerhøjeste resolution” 7. januar 1846, skulle beslutningen føres ud i livet. Der skulle med andre ord anlægges og opbygges en levedygtig by med bosættere i det rette blandingsforhold med hensyn til handel og erhverv.

Perioden kaldes også Silkeborgs pionertid: tiden frem til, at kommissionen slap sit tag i udviklingen.

Kommissionen arbejder

I løbet af det første års tid holdt de tre højtplacerede medlemmer tolv møder. Kun én gang drog de til selve åstedet. Det skyldtes sikkert, at alle havde meget andet se til og at arbejdet var ulønnet. Desuden var der reelt ikke afsat midler til dækning af øvrige udgifter.

Senere klarede de sig med en effektiv sagsbehandling. Det betød, at sagerne blot cirkulerede mellem medlemmerne, som så nedskrev deres kommentarer. Der var dog bevilget hjælp i form af en sekretær og en skriver.

“Politi-inspecteur”

I 1847 blev det nødvendigt, at flere opgaver kunne løses lokalt. Man oprettede derfor et embede for en “politi-inspecteur”, der skulle fungere som forvalter på godset og som lokalmyndighed med politimæssige beføjelser. I juni 1848 blev titlen ændret til “post-expeditør”, men stillingen rummede de samme opgaver.

Embedet blev nedlagt i 1854, da Silkeborg Birk blev oprettet og den kongeligt udnævnte birkedommer, politimester og senere borgmester tog over.

Både fest og ballade

Især politimyndigheden krævede sikkert sin mand. Folketællingen fra 1850 viser, at det især var yngre mennesker, der bosatte sig på handelspladsen. Af de omkring 240 personer, der boede her (papirfabrikken og andre dele af området ikke medregnet) var gennemsnitsalderen 21,5 år. 74 var under konfirmationsalderen, og kun 27 var 40 år eller derover. Faktisk var der kun syv beboere, der var over 50 år gamle. Altså en meget atypisk befolkningssammensætning. Men forklarlig og forståelig.

I 1848 måtte der ligefrem opføres en lille arrest med en enkelt celle. Der blev også ansat en vægter, ligesom et par beboere blev forsynet med politiskilt. Dermed var der mulighed for assistance til ”inspecteuren”. Så der har sikkert været både fest og ballade i den lille by i de år.

Kommissionens mand på pladsen

Forvalteren var jo også kommissionens mand på pladsen og fungerede som forbindelsesled mellem lokale og centrale interesser. Af og til ligefrem som nybyggernes talerør. Kommissionen udbad sig ofte hans mening og de fulgte som regel hans råd.

Der må altså have været en livlig korrespondance på tværs af landet. Og det kan da kun aftvinge respekt, at projektet lykkedes, arbejdsvilkårene taget i betragtning. Det var før, der var ordentlig post- og vejforbindelse, og jo ikke telegraf endsige telefon.

En by befolkes

Silkeborg fik fra starten ikke status af købstad - det skete først 1.1.1900. Det var nok også at spænde buen for hårdt. Så stedet fik betegnelsen “handelsplads” - altså et sted mellem “land og købstad”. Det betød, at alle erhverv - handel og håndværk, “som ellers i almindelighed er købstæderne forbeholdt” måtte udøves her. Der var dog ikke tale om fri næring. Frem til kommissionens nedlæggelse skulle alle, der ønskede at slå sig ned på pladsen, ansøge om bevilling til at drive deres erhverv. Og det var et krav, at de bosatte sig der.

Kommissionen havde dermed hånd i hanke med udviklingen og kunne sammensætte befolkningen ud fra, hvilke typer af håndværk eller handelsvirksomheder, der skønnedes at være behov for.

Tanken var at få en god stamme af nybyggere, som havde en rimelig chance for at klare sig på de givne vilkår. Der var brug for murere, tømrere, købmænd og mange andre, men i et passende forhold. Desuden så man på ansøgernes økonomiske formåen, såvel som på deres ry og rygte.

Relativ stor interesse

Man kunne måske tro, at det ikke var muligt at trække (de rette) folk til dette afsides sted midt i Jylland. Men det var ikke tilfældet. Planerne og virkeliggørelsen fik en del omtale i dagblade i både Jylland og Hovedstaden. Og så var der jo rygtebørsen.

Så der var relativ stor interesse for at etablere sig på handelspladsen. Hvem ved? Måske var det et overskueligt alternativ for de forsigtige at blive nybygger i Silkeborg frem for at drage til det rigtige “vilde vesten” i Amerika.

Nøje regulering

Det kunne kræve en vis udholdenhed at komme gennem nåleøjet og blive nybygger. Ofte måtte de håbefulde fremsende mere end én ansøgning til kommissionen.

I løbet af dens knap 8-årige funktionsperiode behandledes 325 personsager (af i alt 464 sager), hvoraf de 202 var vedr. bevillinger. I alt 84 personer fik tildelt næringsbevilling. 15 af dem valgte ikke at bruge den, mens resten nedsatte sig og begyndte at opbygge deres virksomhed og nye livsgrundlag.

Kommissionen regulerede nøje omfanget og arten af de forskellige erhverv. De mere specielle fik kun en bevilling, og den blev oftest udstedt til én, der allerede var på pladsen. Derved fik betrængte familier mulighed for supplerende indtægter.

Tildelte bevillinger

Gennem de tildelte bevillinger får vi et ganske godt billede af, hvad der var brug for i en opvoksende by på det tidspunkt.

Der var allerede bevillingsansøgninger i 1844 og i realiteten blev der givet ni bevillinger i 1845 - altså før resolutionen blev udstedt. Den første gik til en murermester, der var ankommet med Drewsen i 1844. Desuden fik en ansøger tilladelse til at drive gæstgiveri, spækhøkeri (viktualiehandel) og garveri, ligesom følgende professioner blev repræsenteret: maler, skrædder, urmager, farver og trykker. I 1846 blev der givet bevillinger til: to tømrere, en snedker, tre købmænd, de to typer mindre købmænd: en høker og en urtekræmmer, en værtshusholder, en brændevinsbrænder og en brygger.

I 1847 kom så træskohåndværk og -handel til, samt to modepynthandlere, en bødker, en buntmager, en rebslager, en smed, en mel- og grynhandler og sågar en boghandel (tildelt en købmand). Og minsandten et forlystelsessted på Odden med udskænkning.

I 1848-50 var de nye erhverv: sadelmager, spisevært, fragtmand, prammand, lysestøber, glarmester, bomuldsvæver, blikkenslager, gørtler og metalstøber.

De nytilkomne i 1851 var: slagter, guld- og sølvsmed, pottemager, konditor, hjulmand, vognmager og endelig et møbelmagasin.

Det sidste år i funktion nåede kommissionen ikke at behandle alle foreliggende ansøgninger. Det gjaldt bl.a. fire urmagere, som nok alle ville have fået afslag, fordi der allerede var en med deres profession på pladsen. Til gengæld fik byen endnu et erhverv, nemlig en drejer.

Købmænd

Et af formålene med at oprette en handelsplads var at give egnens bønder lettere adgang til at afsætte deres produkter. Derfor lagde man vægt på, at “bevillinger forundes solide og dygtige handelsmænd”. Nogle for hvem projektet kunne lykkes. Men det var en svær øvelse. Især så længe de påtænkte vejanlæg ikke var gennemført og forholdene for pramfarten på Gudenåen ikke forbedret.

Så der blev faktisk givet flere bevillinger til købmandshandel, end de fem der i 1852 havde udnyttet deres.

Håndværkere

Det tillokkende for en håndværker var udsigten til at kunne få en god virksomhed op at køre på statsregulerede konkurrencevilkår. Det samme gjorde sig selvfølgelig også gældende for de mange handlende. Kravene var duelighed og at deres økonomiske formåen var, så “de ikke letteligen er udsatte for at falde det offentlige til byrde.”

Man havde som udgangspunkt håbet på, at det var håndværksmestre, der ville søge til Silkeborg. Det viste sig dog, at det især var svende og faktisk også “ufaglærte med en udvist duelighed”, der tog chancen. De har nok øjnet en god chance for at få foden under eget bord uden om købstædernes snærende laugssystem. At komme et par trin op på samfundsstigen.

49 afslag

Selvom en ansøger viste sig at være fuldt kvalificeret til at opnå bevilling, kunne han godt blive afvist. Hele 49 fik afslag på deres ansøgning.

Dels fordi man henholdt sig til bestemmelsen om “at der ikke udfærdiges flere [bevillinger] end egnens og pladsens tarv udfordrer.” Dels for at undgå de mere specielle erhverv, som man skønnede ikke kunne overleve.

Så det var måske ikke helt urimeligt i de svære år under Treårskrigen (1848-50), at man gav afslag til syv værtshusholdere og to “te- og kaffeskænkere”.

Byens huse

Når en ansøger havde fået bevilling til at drive sit erhverv og bosætte sig på pladsen, var det tid til at anmode om en byggeplads. Derefter skulle hans bygningstegninger godkendes. Det foregik hos den stedlige bygningskommission, som bestod af tre af byens bedste mænd: papirfabrikant Michael Drewsen, købmand Nerger og godsforvalteren.

En nybygger forpligtede sig til inden for et år efter, at han havde fået sin bevilling, at have påbegyndt opførelsen af sit hus. Til gengæld fik han en gratis byggegrund, fem års fritagelse for skatter og afgifter (regnet fra 7. januar 1846) samt fri overdragelsesret. For at forhindre grundspekulation var det i begyndelsen ikke tilladt at opføre byggeri med henblik på udlejning.

Anstændigt og hyggeligt

Kommissionen forsøgte allerede i resolutionen at sikre, at byen fik et bymæssigt præg. Ja selv kongen havde ytret, “at der burde sørges for at bygningerne erholdt et anstændigt og hyggeligt udvortes.” Så udover et grundmuret, teglhængt hus med facade til gaden skulle “den del af grunden, der ikke indtages af de respektive bygninger … indhegnes med forsvarligt, malet stakit eller plankeværk.”

Det tyder på, at man for enhver pris ønskede at undgå de ”vilde vest-tilstande” med sammenflikkede bygninger af træ, som man formodentlig kendte til fra beretninger fra Amerika.

Byen vokser

Nybyggerne kunne selv vælge deres byggegrund blandt dem, der var ledige. De store grunde blev dog forbeholdt købmænd og gæstgivere.

I pionertidens først år foregik byggeriet på Torvet og i Østergade. I 1848-50 begyndte man at bygge langs Themgaden (Søndergade) og ud ad Vestergade.

I årene 1851-53 var der stor byggeaktivitet på Søndergade og Vestergade, men også på byens nye gade, Nygade.

Så byen voksede med flere lige gader og små lave huse ud fra den oprindelige byplan, som viste sig at være godt tænkt og ganske robust.

Et øjebliksbillede

Vi har et øjebliksbillede af byen fra sommeren 1850, hvor A. L. Drewsen under et besøg hos nevøen, Michael Drewsen, noterer i sin dagbog: “Da jeg sidste gang var her [i 1844] var byen endnu ikke til, men kun en bar, sandet mark. Nu er der 25 til 30 huse, der alle er grundmurede og ser solide ud. Og der bygges rask nye.”

Handelspladsens udvikling var nu ved at gå fra pionertid til en fase med fokus på etablering af den lokale infrastruktur. Det skal vi se nærmere på i en kommende artikel.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv.

Bragt i Midtjyllands Avis: 7. januar og 13. februar 2021.