Silkeborg-egnen som malerne så den

Fra WikiSilkeborg
Version fra 10. jan 2024, 14:22 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Vild og storladen natur

Det danske landskab blev et centralt motiv for guldalderens malere - en periode som tidsfæstes til 1800-tallets første halvdel. Så de begyndte at søge ud i naturen for at gengive dens storhed. Mange kom ikke længere end til at skildre sjællandske landskaber. Derfor var de store jyske vidder længe helt ukendt land.

Henimod slutningen af 1830’erne opdagede enkelte malere, at på Silkeborgegnen gav det øde, storslåede landskab med skov, hede og spredte søer og vandløb dem rig mulighed at opleve og gengive, hvad enhver romantiker drømte om - den overvældende og uspolerede natur i kontrast til byens tummel.

Gennem disse maleres værker får vi et rigtig godt indtryk af, hvordan landskabet så ud. Selvom vi selvfølgelig skal kalkulere med en vis kunstnerisk frihed – der måske gør landskabet lidt mere romantisk og lidt mere dramatisk.

Folkefester på Himmelbjerget

Som omtalt i den foregående artikel havde St. St. Blicher stor betydning for opdagelsen af Jylland og Silkeborgegnen. Allerede i 1833 havde han i novellen ”Himmelbjerget” haft svært ved at finde de rette ord til at beskrive det imponerende landskab. Han gav da også op og opfordrede alle til selv at tage det mageløse område i øjesyn.

Han blev ved med at kredse omkring Himmelbjerget og i 1839 samlede han 5-600 mennesker til sin første Himmelbjergfest. Denne patriotisk-politiske folkefest blev en stor succes, der blev gentaget de følgende fem år. Ved den sidste fest i 1844 samledes 6-7000 mennesker på toppen af, hvad der endnu betragtedes som Danmarks højeste “bjerg”.

En maler til Himmelbjergfest

At det lykkedes så mange at nå frem til festerne kan kun aftvinge respekt – der var jo endnu ikke ordentlige veje endsige jernbaneforbindelse.

Aarhus Stifts-Tidende nævner i sin omtale af begivenheden (som synes skrevet af Blicher selv), at der ved denne første Himmelbjergfest var en maler blandt deltagerne, som ”opholder sig i denne romantiske egn, for at give os de herlige udsigter på det magiske lærred.”

Det afsløres ikke, hvem denne maler var, men alt tyder på, at det var landskabsmaleren Dankvart Dreyer, der allerede året før i 1838 havde arbejdet på egnen omkring Himmelbjerget.

Der synes altså at være en forbindelse mellem den store digter og den første maler på egnen. Måske tog Dankvart Dreyer ligefrem Blichers udfordring op og rejste af sted for at opleve den forunderlige egn på egen hånd.

Dankvart Dreyer

Dankvart Dreyer var altså den første maler, der kom til Silkeborgegnen. Og han vendte tilbage både i 1839, i 1841 og sandsynligvis også i 1843.

I hans gengivelser af de uberørte landskaber fornemmer man klart, at han set og oplevet det landskab, han gengiver i sine vidunderlige stemningsbilleder med en usædvanlig intensitet. Flere af dem peger helt klart frem mod den senere impressionistiske fortolkning af det sete.

Dankvart Dreyer havde taget rideundervisning, så det er ikke utænkeligt, at han kom rundt til hest - hvilket måske er grunden til, at han formåede at finde og indfange så fine udsigter over egnens vidtstrakte lyngklædte bakker.

Ofte finder vi fra hans hånd mindre olieskitser, der sikkert har fungeret som en slags noter til vinterens arbejde i større skala og til videre bearbejdning. Et motiv som “Forbæk Bro ved Almindsø” har jeg således fundet i fire forskellige udgaver.

Flere kom til

Men han blev ikke ved med at have de overdådige motiver for sig selv. Flere malere kom til. Og de blev også betaget af det underskønne landskab, der mødte dem.

Efter de strabadserende udflugter til den fjerne provins vendte de hjem til hovedstaden med deres skitser og skabte derefter en kunst, ofte i meget stor skala, der vandt plads i den nationale kultur.

Louis Gurlitt

En maler, der vovede sig til den storslåede og fremmedartede Silkeborgegn, var holsteneren Louis Gurlitt, der kom hertil i august 1840.

Undervejs havde han mødt det nye kongepar i Fredericia. De var på en omfattende rundrejse i riget - faktisk var de på vej til Silkeborg. Kongen, Christian 8., inviterede straks sin gode bekendte, Gurlitt, til at tage ophold på Silkeborg Hovedgård, når de og deres følge var rejst videre.

Møllerens hus

Vel ankommet til Silkeborg lod han sig straks indfange af stedets uskyld og inderlige ro. Han fandt et motiv i møllerens hus ved den idylliske vandmølle, der synes at ligge isoleret i et storslået landskab. Han er altså bare gået det korte stykke vej fra Hovedgården og over broerne ved Remstrup Å for at finde det, han søgte. Maleriet fik den lidt misvisende titel “En egn ved Silkeborg”.

Himmelbjerget

Under dette besøg fik han også lavet et stort naturstudie, sådan som man kunne forvente med det udgangspunkt. Det fik titlen ”Parti af egnen ved Silkeborg i nærheden af Himmelbjerget”. Og her fik den ikke for lidt. Med udpræget varme farver, som han ofte benyttede sig af, gengiver Gurlitt storslåede vidder med et uforanderligt hedelandskab og langt ude i horisonten en sø.

Udstillet på Charlottenborg

Begge malerier fra sommerens ophold i Silkeborg blev vist på Charlottenborg-udstillingen i 1841 og vakte en del opsigt blandt publikum. Det blev blandt andet bemærket, at ”den hele poesi i maleriet er en fuldstændig malerisk udtalelse af lyriker St. St. Blichers jyske noveller”.

Faktisk blev de så stort et samtaleemne i København, at kunstneren måtte indføre faste besøgsdage for de mange, der ønskede at besøge ham i atelieret.

Plads til en taterfamilie

Gurlitt vendte tilbage året efter og lavede endnu en fantastisk naturskildring, som også vakte anmeldernes uforbeholdne begejstring. Det er næsten samme motiv, som året før. Det vil sige en mageløs gengivelse af landskabet mod Himmelbjerget - en næsten poetisk, uendelig natur. Fuldstændig som jeg forestiller mig, det ville se ud, hvis vi kunne lave en tidsrejse tilbage til begyndelsen af 1840’erne.

Alligevel har Gurlitt fundet det nødvendigt at indføje et romantisk element, som han næppe selv har set, mens han sad og lavede sin skitse. Helt i tidens ånd gør han plads til en taterfamilie, ligesom for at understrege det eksotiske, det ukendte og oprindelige ved stedet.

Myten om taterne som en slags hedens urbefolkning blev skabt af forfattere som St. St. Blicher og Carit Etlar. De skildrede disse omstrejfergrupper meget fantasifuldt og helt uhistorisk i noveller og romaner.

Nordskoven med Brassø

Vi er ikke helt færdige med Gurlitt. Han lavede endnu et maleri under sine besøg her - “Egnen ved Silkeborg”. Det er dog omgærdet af lidt mystik. Vi kender hverken årstallet eller originalen. Til gengæld blev det litograferet i 1856 og benyttet i det store værk “Danmark”. Så vi har en fornemmelse af også dette overvældende landskabsmaleri.

Her er motivet hentet i Nordskoven med Brassø og Nåege i baggrunden, hvilket giver et fantastisk indtryk af det uendelige, storslåede, vildsomme landskab, sådan som maleren oplevede det. Det skal lige afslutningsvis nævnes, at Gurlitt deltog sammen med 3-4000 andre i den tredje Himmelbjergfest i 1841, nu hvor han alligevel var på egnen for at finde de karakteristiske motiver.

Parti ved Silkeborg

En anden af dem, der også blev lokket til egnen, var Gurlitts landsmand, J.H. Carmiencke. Han malede det forunderlige ”Parti ved Silkeborg” med den fabelagtige udsigt fra Fruens Bænk over Kalgårdsvig.

Ude i horisonten aner man nu den helt nye papirfabrik - midt i og omgivet af naturen i et næsten uendeligt landskab. I forgrunden ser vi den blandede bevoksning med gamle bøgetræer på Odden og en smal bræmme af træer og buske på en åben lyngslette.

Forandringerne var altså på vej ... det romantiske, vilde landskab var ved at blive kultiveret og nyttiggjort.

Ikke koloni eller gruppering

Af andre mere eller mindre kendte landskabsmalere, der tidligt lagde vejen forbi Silkeborgegnen, kan nævnes H.C. From (i 1844), A.W. Boesen (i 1845), Godtfred Rump (i 1848 og 1851) og Frederik Vermehren (i 1850 og 1854).

At det, når det kommer til stykket, alligevel var så forholdsvis få malere, der formåede at komme til Silkeborgegnen i perioden omkring byens etablering, skyldes nok netop det faktum, at der ikke var en by eller en egentlig herregård, hvor de kunne få ophold. Og at rejsen hertil var meget besværlig. Det viser sig da også, at Dankvart Dreyer havde bekendte på egnen, som han kunne indlogere sig hos, og Louis Gurlitt var jo kongens gæst på Silkeborg Hovedgård.

Heller ikke senere blev der tale om en egentlig koloni af bosatte malere, som vi kender det andre steder. Ej heller om en gruppering som Fynbomalerne. Det var naturen og de store naturscenerier, man lod sig inspirere af her på egnen. Det var hovedattraktionen.

Vilhelm Kyhn

Vi skal til slut lige nævne en af dem, der allerflittigst besøgte egnen og blev en af dens store skildrere, nemlig Vilhelm Kyhn. Han kom til området første gang i 1845 og i perioden 1872-1901 var han fast sommergæst på kroen i Ry. Da mange af hans elever og venner tog med ham på sommerophold, kan man måske tale om en “sommerkoloni” af malere i Ry - men det er langt senere, end den her omtalte periode.

Familien Drewsen

Endelig skal vi lige have med, at opdagelsen og udforskningen af egnens naturskønhed er tæt forbundet med familien Drewsen, der kom til Silkeborg i 1844 for at anlægge en papirfabrik.

Det kan således have været via familiens store bekendtskabskreds i København og takket være deres berømmede gæstfrihed, at ganske mange kunstnere og kulturpersonligheder kom til Silkeborg og oplevede området ved selvsyn.

Deres frembringelser blev derefter udstillet for et måbende københavnsk publikum, hvilket var med til at gøre området både interessant og kendt.

I samme periode besluttede myndighederne i København, at der skulle anlægges en handelsplads på stedet - et stort planlægningsarbejde som blev sat i gang på baggrund af kongelige resolutioner udstedt i december 1845 og januar 1846.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 19. december 2020.