Fredensgade

Fra WikiSilkeborg
Version fra 21. mar 2009, 20:14 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Fredensgade set fra Torvet, 1929

Fredensgade fik sit navn lige efter 1900. Før da hed området Plantagen, Birkeskoven eller Reberbanen - navne som brugtes i flæng. Fra kirken og hen over det område, hvor Torvecentret og Busterminalen er beliggende, var der oprindeligt et lille skovbevoksning med fyrretræer. (De sidste fyrretræer med mindelser fra den tid måtte lade livet i 1986). Men her var også rebslager Holsts reberbane og endelig blev arealet brugt af beboerne som tøjtørreplads. På gadens østlige side lå tidligere Afholdshotellet (Fredensgade 5) og Kornmod Realskole (Fredensgade 9), der i 1961 overtog Silkeborg Seminariums bygninger i Skolegade. Falcks Redningskorps / Falckstationen havde til huse i Fredensgade 17.

De stærkt stigende trafikale problemer i midtbyen op igennem 1960'erne medførte, at Silkeborg Kommune i årene 1965-75 opkøbte den gamle karre Kirkebakken - Fredensgade - Christian 8.s Vej med henblik på sanering. Det skete i 1973-76 i forbindelse med Christian 8.s Vejs store udvidelse. På det tilbageværende areal anlagdes en ny busholdeplads, som igen i 1990-92 blev erstattet af Torvecentret m.v. og Busterminalen.

'