Dage i maj 1945

Fra WikiSilkeborg
Version fra 10. jan 2024, 13:36 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

I de lokale avisers reportager fra de to “befrielsesdage” får man en klar fornemmelse af, hvor glade og lettede alle var. Også 6. maj, som var en søndag, var en sand festdag. Silkeborg Socialdemokrat beretter dagen efter: “I alle gader var privatboligernes vinduer festligt udsmykket med engelske, amerikanske, russiske og ikke mindst danske flag, og på gaderne sås folk gå med med fikst arrangerede rosetter og bånd i de allierede farver”. Men da glædesrusen havde lagt sig, vendte bekymringerne for fremtiden sikkert hurtigt tilbage. Der var fred nu. De tyske tropper i Danmark havde kapituleret. Men betød det også, at det hele ville få en fredelig slutning?

Mange spørgsmål og kun få svar

I realiteten kunne ingen i de tidlige majdage vide, om det hele ville ende i kaos. Om det ville komme til kampe med nogle af de ca. 250.000 tyske soldater i Danmark. Eller med deres skarpt bevæbnede kampfæller på Silkeborg Bad. Og hvad med de danske håndlangere, landssvigerne - nu hvor deres fremtid var uvis. Mange frygtede også en “befrielse østfra”, sådan som bornholmerne faktisk kom til at opleve det med den sovjetiske besættelse af øen 9. maj. Og hvordan ville de danske kommunister stille sig i en sådan situation? Der var med andre ord mange spørgsmål og mange rygter i de dage - og kun få svar. Det fremgår tydeligt af avisernes spalter.

Kamp til sidste patron

Et af de store spørgsmål var, hvornår og hvordan generaloberst Georg Lindemann, der sad med hele sin stab på Silkeborg Bad, ville overgive sig. I radioavisen 2. maj havde han fået oplæst en meddelelse, der manede alle rygter i jorden om, at værnemagten ville kapitulere. Han og hans mænd kendte kun “vores pligt og vores ordrer. Vi er rede til at kæmpe og dø for den.” De var altså parate til at kæmpe til sidste patron om nødvendigt. Efter kapitulationen stod det hurtigt klart, at Lindemann under ingen omstændigheder ville overgive sig til den danske modstandsbevægelse. Hvilket var i fuld overensstemmelse med kapitulationsdokumentet. Så han blev indtil videre med sine tropper, hvor de var og beholdt deres våben. Ifølge en opgørelse til modstandsbevægelsen omkring 12. maj var der 1227 tyske soldater tilbage i Silkeborg. Af dem var de 850 officerselever.

Tyskerne holdt sig inden for murene

Der kunne sikkert være noget at frygte fra de besejrede og bevæbnede soldater. De var nok både desillusionerede og usikre på, hvad de kommende dage og uger ville bringe. Til beroligelse for de bekymrede silkeborgensere kunne Socialdemokraten berette 7. maj, “at de tyske tropper i Silkeborg i det store hele har holdt sig inden for murene siden kapitulationen. I går [6. maj] så man kun de tyske soldater på gaderne, som have strengt nødvendige ærinder fra den ene tyske kommandopost til den anden og det var et særsyn at se en tysk soldat med våben færdes på gaden.” Alligevel var der i Silkeborg Avis forlydender om, at tyskerne på Silkeborg Bad aftenen igennem havde festet, måske endda “lidt vel rigeligt, for kuglerne bogstaveligt talt hvislede om ørerne på folk i Ørnsø-kvarteret. Tanks og vogne kom frem fra skjulestederne, og det hele så en overgang meget krigerisk ud.” Også andre steder, hvor der var indkvarteret soldater, melder aviserne om fest og ballade.

Forberedelser til hjemrejsen

At man var begyndt at forberede sig på hjemrejsen til Tyskland, var Socialdemokraten til gengæld ikke i tvivl om. I omtalte artikel forlyder det, at der natten til søndag [6. maj] havde “hersket en febrilsk aktivitet, time efter time hørtes vognrummel af store lastbiler, som rullede gennem byen tungt lastede med værnemagtens rustningsmateriel.” Avisen havde også observeret, at “det tyske militærdepot på toldboden [Drewsensvej 1] blev realiseret for alle beholdninger af uniformsgenstande, strømper, vanter, undertøj osv. De tyske soldater fik store pakker udleveret, og ligeledes blev udleveret beklædningsgenstande til tyske telefon- og telegrafdamer samt til adskillige tyske flygtninge, som drog hjem til deres kvarterer belæssede med store bylter af forskellig beklædning.”

Hjemmarch synlig i gadebilledet

Til stor lettelse eller glæde kunne Silkeborg Avis også 7. maj meddele, at “tyskerne begynder i dag marchen sydpå. De første kontingenter er allerede draget afsted i morges.” Feltmarskal Montgomery havde befalet, at de tyske soldater under deres egne officerers kommando skulle marchere ud af Danmark. Kun forsynet med deres håndvåben og personlige udstyr. Derfor måtte de ved grænsen aflevere alt, hvad de ellers medbragte af varer og danske penge. Det var i øvrigt hovedkvarteret på Silkeborg Bad, der fik pålagt den store opgave at planlægge rømningen af Danmark. I de følgende dage blev afmarchen meget synlig. Kolonner af tyske soldater med oppakning på ryggen på vej sydover sås nu jævnligt i byens gader. Silkeborg Venstreblad kunne 16. maj stadig ikke oplyse, hvornår “general Lindemann vil forlade Silkeborg Bad med de resterende tropper, der tæller 4-500 mand.” Men aftalen var ifølge bladet, at han skulle forlade badet, så snart tropperne længere oppe i Jylland var nået syd for Silkeborg.

Hvornår kommer englænderne

Et helt andet spørgsmål med et stænk af utålmodighed var, hvornår sejrherrerne ville komme til Silkeborg og lade sig hylde. Men de lod skuffende nok vente på sig. Det første livstegn fik man 6. maj om aftenen, da en engelsk flyvemaskine cirklede over midtbyen i lav højde. Og da de første englændere kom 9. maj, samme dag som den endelige tyske kapitulation trådte i kraft, var det kun nogle få silkeborgensere, der nåede at registrere det. Målet var Silkeborg Bad, hvor major Francis Fisher, der var chef for de engelske styrker i Nørrejylland, mødtes med generaloberst Lindemann for at aftale detaljerne for den tyske hærs rømning.

Sejrherrerne hyldes

Så det var en stor begivenhed, da de 12. maj kom på officielt besøg. Sjovt nok samme dag, Montgomery som en symbolsk markering af befrielsen lagde vejen forbi København. De 120 mand, tolv tanks, tolv kampvogne og seks jeeps fik en stormende modtagelse. Igen var gaderne fyldt til bristepunktet med glade mennesker, der ville være med til at hylde de berømte “ørkenrotter”. Mange silkeborgensere havde taget opstilling langs ruten, der gik fra Århusvej og til Torvet. Kortegen drejede dog til højre i Østergadekrydset for lige først at køre til byens “militære” hovedkvarter på Ansvej og hilse på bylederen, Hugo Gisselbæk. Derefter kørte man til Torvet for at blive modtaget af borgmesteren på rådhuset og det sydende menneskehav af glade og begejstrede mennesker.

Silkeborg Bad overtages

Lindemann og hans folk sad stadig forskanset på badet, så mareridtet var ikke helt overstået endnu. Men endelig skete det. 6. juni kunne Silkeborg Avis glæde sine læsere med overskriften “Englænderne overtog Silkeborg Bad i morges” og bringe en fyldig reportage fra dagens begivenheder. Her kunne de blandt andet berette, at “i morges ved daggry rullede 12-15 engelske vogne gennem Silkeborg med kurs mod badet, og samtidig var der kommet besked til byledelsen om at sende en styrke på 50 frihedskæmpere til Århusvej, hvorfra de blev taget med ud til badet”, hvorefter “overtagelsen af Silkeborg Bad og den tyske overkommando fandt sted.” Aktionen kom heldigvis til at foregå “med britisk ro og besindighed, forenet med fast beslutsomhed.” Man havde dog i planlægningsfasen taget højde for, at det kunne komme til kamphandlinger. Så den blev gennemført, uden at tyskerne blev varslet i forvejen og med deltagelse af bevæbnet mandskab.

Afsted på lastbiler

Hele det tyske mandskab blev “ført uden for badets området og under bevogtning af danske frihedskæmpere ført til lergravene ved Ørnsø Sidevej [Vesterled], hvor de måtte opholde sig i formiddagstimerne.” Alle de menige blev derefter beordret til at aflevere deres våben og de danske penge, de måtte have. Officererne blev enkeltvis ført til forhør blandt andet for at afklare om, de havde haft forbindelse til Gestapo, HIPO eller Schalburgkorpset. Tidligt på aftenen blev alle mand kørt afsted på lastbiler til opsamlingsområdet i Nordtyskland - eskorteret af engelske halvbæltekøretøjer. Lindemann fik ikke lov til at følges med sine soldater på de danske landeveje. Han var allerede 4. juni blevet afhentet af engelske soldater og som allieret krigsfange kørt til København. 8. juni blev han overført til det engelske hovedkvarter i Bruxelles. Omkring 15 tyske soldater forblev på badet til næste dag. De skulle vise englænderne rundt på området, hvorefter også de blev sendt sydover. Så 7. juni var Silkeborg Bad igen på danske hænder.

Afmontering af miner

Det var dog alligevel ikke alle tyske soldater, der nu havde forladt Silkeborg. Det indgik i planerne for befrielsen, at tyskerne selv skulle rydde de minefelter, der var udlagt. Det gjaldt også for Silkeborgegnen. Så allerede 7. maj nævner Silkeborg Avis, at “ der er tilbageholdt lidt tysk mandskab, der kender til mineringen på Silkeborgegnen og kan foretage demontering. Der er som de fleste ved nedlagt landminer flere steder på egnen.” Hvor lang tid, der gik før denne minerydning var overstået, melder aviserne ikke noget om.

Landssvigere og tyskerpiger

En måned efter befrielsen syntes det værste at være overstået. Mange åndede sikkert lettet op. Turde måske endog begynde at nyde sommeren. At se fremad. Samtidig med disse begivenheder var modstandsbevægelsen og senere politiet i gang med at arrestere og internere “landssvigerne”, “tyskerpigerne” og alle de andre “landsforrædere”, der ofte fik en hård medfart. Det var ikke altid et kønt skue og aviserne var en aktiv del af det. Her kunne læserne helt tæt følge med i, hvad der skete ved politistationen og andre steder i byen. Og man holdt sig ikke tilbage fra ligefrem at bringe lister over de arresteredes navne.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv.

Bragt i Midtjyllands Avis: 16. maj 2020