Caroline Petersen
Postmesterinde
Digt om Silkeborg, 1892
18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et et "Silkeborg våben" kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.
Digtet lyder således:
Nøkken hviler ved åens bred
Hans tanker fare så vide
Århundreder her i skovens fred
Han så som voverne glide
Grant han mindes, da Erik Mus
Under seljepilenes skygge
Borgen, der længst nu ligger i grus
Med vold og grav lod bygge
Han så dens gyldne fløj og spir
Nyfødt' i solen at lue
Og lo i skægget, da navnlig sir
Den fik efter bispens hue.
Han så først mangen Munk og præst,
Så riddernes muntre skare
Til messe og til jagt og fest
Ad åens vande fare.
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen,
Snart som et vandfulds vældige brag,
Snart som et stormvejret susen.
Sluser blev gravet og broer lagt
Til færdsel for oven og neden,
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt
At trænge ind i mit Eden?"
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nær åen og søen rejste
Og snart Ejby med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.