Forskel mellem versioner af "Caroline Petersen"

Versionen fra 16. jul 2012, 22:02

Caroline Mariane Petersen (1848-1927) voksede op på Sjælland og gennemførte som ung et lærerindekursus på N. Zahles kvindeseminarium. Derefter oprettede hun en privatskole i Slagelse. Hun kom imidlertid ikke til at virke der så længe, idet hun blev gift med Frederik Christian Friis Petersen, der netop var blevet udnævnt til postmester i Mariager. I 1889 overtog Fr. Petersen postmesterembedet i Silkeborg med bolig i den gamle hovedgård, hvor postvæsenet holdt til.

Omkring 1915 blev Fr. Petersen pensioneret og parret flyttede til Villa Åbo (Åhavevej 55).

Caroline Petersen var meget aktiv i lokalsamfundet. Hun oprettede således en lokalforening af "Danske Kvinders Forsvarsforening", og var dens formand indtil foreningens opløsning. Desuden var hun formand for Sønderjysk Samfund i Silkeborg og for Foreningen til Dyrenes Bekyttelse og aktiv i bestyrelsen for Dronning Louises Asyl.

Lokal forfatter og digter

Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.

Digt: Silkeborg, 1892 og 1895

18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et byvåben kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen. Digtet indgik i 1895 i værket "Fra Silkeborg til Himmelbjærget". Digt-cyclus af Caroline Petersen.

Nøkken hviler ved åens bred

Hans tanker fare så vide

Århundreder her i skovens fred

Han så som voverne glide

Grant han mindes, da Erik Mus

Under seljepilenes skygge

Borgen, der længst nu ligger i grus

'Med vold og grav lod bygge

Han så dens gyldne fløj og spir

Nyfødt' i solen at lue

Og lo i skægget, da navn og zir

Den fik efter bispens hue.

Han så først mangen munk og præst,

Så riddernes muntre skare

Til messe og til jagt og fest

Ad åens vande fare.

Tiderne svandt. Da hørte en dag

Nøkken en underlig brusen,

Snart som et vandfalds vældige brag,

Snart som et stormvejrs susen.

Sluser blev gravet og broer lagt

Til færdsel for oven og neden,

"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt

At trænge ind i mit Eden?"

Men larmen tog til: sig hus ved hus

Nær åen og søen rejste

Og snart en by med sus og dus,

Hvor birkene groede, knejste.

Tværs over åen jernbanefart

På dens vande roning og sejlen

Og fløjten hver time på dagen snart

Af den store dampfugl "Hjejlen"!

End byen vokser fra år til år,

Dens larm dog ej kan fortrænge

Vandenes drot, der endnu slår

Med sælsom magt sine strenge.

Slægt efter slægt har lyttet til

Strengelegen og sangen,

End ådybets dæmpede harpespil

Med trolddom tager fangen.

Dog ej i travlhed og ej ved dag

Kan Nøkkens harpe du høre,

Ej heller i et højrøstet lag

Dens tone nå dit øre.

Men glider din båd ad åen ned

En sommerkvæld mild og stille,

Når skovene trindtom ånde fred,

- da hører du Nøkken spille.

Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus, 1895

Fantasus, 1896

Ved indvielsen af Silkeborg Håndværkerforenings nyopførte bygning 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson med en prolog, som var forfattet af Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller, hvorefter der blev opført et hjemstavnsstykke af Edv. Egeberg: En Wandgang paa Hattenæs.