Forskel mellem versioner af "Caroline Petersen"
| Linje 1: | Linje 1: | ||
| − | '''Caroline Mariane Petersen''' (1848-) var gift med postmester Frederik Christian Friis Petersen, og kom til | + | '''Caroline Mariane Petersen''' (1848-) var gift med postmester Frederik Christian Friis Petersen, og kom til Silkeborg i 1886. |
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter. | Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter. | ||
| Linje 115: | Linje 115: | ||
- da hører du Nøkken spille. | - da hører du Nøkken spille. | ||
| + | |||
| + | en stor sal, som fungerede som byens (eneste) koncert- og teatersal. Her blev der spillet teater og musiceret både af lokale og udenbys kræfter. | ||
| + | 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson i [[Silkeborg Håndværkerforening|Håndværkerforeningens]] nyopførte bygning med en prolog, forfattet af postmesterinde Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller og et hjemstavnsstykke af den meget produktive, lokale historiker og forfatter Edv. Egeberg: En Wandgang paa Hattenæs. | ||
[[Kategori:Personer|Petersen, Caroline]] | [[Kategori:Personer|Petersen, Caroline]] | ||
[[Kategori:Forfattere|Petersen, Caroline]] | [[Kategori:Forfattere|Petersen, Caroline]] | ||
Versionen fra 14. jul 2012, 10:16
Caroline Mariane Petersen (1848-) var gift med postmester Frederik Christian Friis Petersen, og kom til Silkeborg i 1886.
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.
Digt om Silkeborg, 1892
18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et byvåbe kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.
Digtet lyder således:
Nøkken hviler ved åens bred
Hans tanker fare så vide
Århundreder her i skovens fred
Han så som voverne glide
Grant han mindes, da Erik Mus
Under seljepilenes skygge
Borgen, der længst nu ligger i grus
Med vold og grav lod bygge
Han så dens gyldne fløj og spir
Nyfødt' i solen at lue
Og lo i skægget, da navn og zir
Den fik efter bispens hue.
Han så først mangen munk og præst,
Så riddernes muntre skare
Til messe og til jagt og fest
Ad åens vande fare.
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen,
Snart som et vandfalds vældige brag,
Snart som et stormvejrs susen.
Sluser blev gravet og broer lagt
Til færdsel for oven og neden,
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt
At trænge ind i mit Eden?"
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nær åen og søen rejste
Og snart en by med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.
Tværs over åen jernbanefart
På dens vande roning og sejlen
Og fløjten hver time på dagen snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!
End byen vokser fra år til år,
Dens larm dog ej kan fortrænge
Vandenes drot, der endnu slår
Med sælsom magt sine strenge.
Slægt efter slægt har lyttet til
Strengelegen og sangen,
End ådybets dæmpede harpespil
Med trolddom tager fangen.
Dog ej i travlhed og ej ved dag
Kan Nøkkens harpe du høre,
Ej heller i et højrøstet lag
Dens tone nå dit øre.
Men glider din båd ad åen ned
En sommerkvæld mild og stille,
Når skovene trindtom ånde fred,
- da hører du Nøkken spille.
en stor sal, som fungerede som byens (eneste) koncert- og teatersal. Her blev der spillet teater og musiceret både af lokale og udenbys kræfter. 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson i Håndværkerforeningens nyopførte bygning med en prolog, forfattet af postmesterinde Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller og et hjemstavnsstykke af den meget produktive, lokale historiker og forfatter Edv. Egeberg: En Wandgang paa Hattenæs.
