Forskel mellem versioner af "Caroline Petersen"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 4: Linje 4:
  
 
== Digt om Silkeborg, 1892==
 
== Digt om Silkeborg, 1892==
18. maj 1892 præsenterede [[Silkeborg og Omegns Avis]] et bud på, hvordan et [[Silkeborgs byvåben| byvåbe]] kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer  var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.
+
18. maj 1892 præsenterede [[Silkeborg og Omegns Avis]] et bud på, hvordan et [[Silkeborgs byvåben| byvåbe]] kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer  var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.
  
 
Digtet lyder således:
 
Digtet lyder således:
Linje 115: Linje 115:
  
 
- da hører du Nøkken spille.
 
- da hører du Nøkken spille.
 +
[[Category:Personer| Petersen, Caroline]]

Versionen fra 13. jul 2012, 21:08

Caroline Mariane Petersen (1848-) var gift med postmester Frederik Christian Friis Petersen, og kom til byen i 1886.

Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.

Digt om Silkeborg, 1892

18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et byvåbe kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.

Digtet lyder således:


Nøkken hviler ved åens bred

Hans tanker fare så vide

Århundreder her i skovens fred

Han så som voverne glide


Grant han mindes, da Erik Mus

Under seljepilenes skygge

Borgen, der længst nu ligger i grus

Med vold og grav lod bygge


Han så dens gyldne fløj og spir

Nyfødt' i solen at lue

Og lo i skægget, da navn og zir

Den fik efter bispens hue.


Han så først mangen munk og præst,

Så riddernes muntre skare

Til messe og til jagt og fest

Ad åens vande fare.


Tiderne svandt. Da hørte en dag

Nøkken en underlig brusen,

Snart som et vandfalds vældige brag,

Snart som et stormvejrs susen.


Sluser blev gravet og broer lagt

Til færdsel for oven og neden,

"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt

At trænge ind i mit Eden?"


Men larmen tog til: sig hus ved hus

Nær åen og søen rejste

Og snart en by med sus og dus,

Hvor birkene groede, knejste.


Tværs over åen jernbanefart

På dens vande roning og sejlen

Og fløjten hver time på dagen snart

Af den store dampfugl "Hjejlen"!


End byen vokser fra år til år,

Dens larm dog ej kan fortrænge

Vandenes drot, der endnu slår

Med sælsom magt sine strenge.


Slægt efter slægt har lyttet til

Strengelegen og sangen,

End ådybets dæmpede harpespil

Med trolddom tager fangen.


Dog ej i travlhed og ej ved dag

Kan Nøkkens harpe du høre,

Ej heller i et højrøstet lag

Dens tone nå dit øre.


Men glider din båd ad åen ned

En sommerkvæld mild og stille,

Når skovene trindtom ånde fred,

- da hører du Nøkken spille.