Forskel mellem versioner af "Caroline Petersen"
(→Digt om Silkeborg, 1892) |
(→Digt om Silkeborg, 1892) |
||
| Linje 35: | Linje 35: | ||
| − | Han så først mangen | + | Han så først mangen munk og præst, |
Så riddernes muntre skare | Så riddernes muntre skare | ||
| Linje 48: | Linje 48: | ||
Nøkken en underlig brusen, | Nøkken en underlig brusen, | ||
| − | Snart som et | + | Snart som et vandfalds vældige brag, |
| − | Snart som et | + | Snart som et stormvejrs susen. |
| Linje 66: | Linje 66: | ||
Nær åen og søen rejste | Nær åen og søen rejste | ||
| − | Og snart | + | Og snart en by med sus og dus, |
Hvor birkene groede, knejste. | Hvor birkene groede, knejste. | ||
| Linje 75: | Linje 75: | ||
På dens vande roning og sejlen | På dens vande roning og sejlen | ||
| − | Og fløjten hver time snart | + | Og fløjten hver time på dagen snart |
Af den store dampfugl "Hjejlen"! | Af den store dampfugl "Hjejlen"! | ||
| Linje 93: | Linje 93: | ||
Strengelegen og sangen, | Strengelegen og sangen, | ||
| − | End ådybets dæmpede | + | End ådybets dæmpede harpespil |
Med trolddom tager fangen. | Med trolddom tager fangen. | ||
| Linje 109: | Linje 109: | ||
Men glider din båd ad åen ned | Men glider din båd ad åen ned | ||
| − | En | + | En sommerkvæld mild og stille, |
Når skovene trindtom ånde fred, | Når skovene trindtom ånde fred, | ||
- da hører du Nøkken spille. | - da hører du Nøkken spille. | ||
Versionen fra 13. jul 2012, 16:20
Postmesterinde Lokal forfar ter og digter
Digt om Silkeborg, 1892
18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et byvåbe kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen.
Digtet lyder således:
Nøkken hviler ved åens bred
Hans tanker fare så vide
Århundreder her i skovens fred
Han så som voverne glide
Grant han mindes, da Erik Mus
Under seljepilenes skygge
Borgen, der længst nu ligger i grus
Med vold og grav lod bygge
Han så dens gyldne fløj og spir
Nyfødt' i solen at lue
Og lo i skægget, da navn og zir
Den fik efter bispens hue.
Han så først mangen munk og præst,
Så riddernes muntre skare
Til messe og til jagt og fest
Ad åens vande fare.
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen,
Snart som et vandfalds vældige brag,
Snart som et stormvejrs susen.
Sluser blev gravet og broer lagt
Til færdsel for oven og neden,
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt
At trænge ind i mit Eden?"
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nær åen og søen rejste
Og snart en by med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.
Tværs over åen jernbanefart
På dens vande roning og sejlen
Og fløjten hver time på dagen snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!
End byen vokser fra år til år,
Dens larm dog ej kan fortrænge
Vandenes drot, der endnu slår
Med sælsom magt sine strenge.
Slægt efter slægt har lyttet til
Strengelegen og sangen,
End ådybets dæmpede harpespil
Med trolddom tager fangen.
Dog ej i travlhed og ej ved dag
Kan Nøkkens harpe du høre,
Ej heller i et højrøstet lag
Dens tone nå dit øre.
Men glider din båd ad åen ned
En sommerkvæld mild og stille,
Når skovene trindtom ånde fred,
- da hører du Nøkken spille.
