Odinsvej
Odinsvej er opkaldt efter Odin, som i den nordiske mytologi er gudernes konge, gift med Frigg. Odin skildres som regel som en gammel, gråskægget mand med bredskygget hat og kun ét øje. Han kan også kendes på sit altgennemborende spyd, Gungner og ikke mindst på sine dyr hesten Sleipner, ravnene Hugin og Munin, samt ulvene Gere og Freke. Odin var gud for både krig og død. Og så var han visdommens gud og havde for sin visdom sat sit ene øje i pant hos Mimer. Odin var fader til mange andre af de nordiske guder, deriblandt Thor, Balder og Hejmdal. Dertil var han også blodsbroder med Loke. Han tronede i Valhal, hvortil de faldne førtes.
Odinsvej er sidevej til Hvinningdalvej. Midtvejs mellem Gimlesvej og der hvor den støder til Drejergårdsvej, slår den et knæk mod nordvest. Vejen har ikke noget ensartet præg. I den østligste del ses dog villaer og parcelhuse i et kraftigt kuperet terræn. De først udstykninger og parcelhusbebyggelse fandt sted i midten af 1960'erne.
Odinsvej er en af de ældste i Hvinningdal og hed før gadenavnsændringen, som trådte i kraft i juli 1969, Fundervej.
Efterhånden som byen Silkeborg voksede, blev gader og veje samlet i navnegrupper for overskuelighedens skyld. Også ved udstykninger i nyere tid har man såvidt muligt videreført dette princip. I Hvinningdal, navnlig som sideveje til Hvinningdalvej, opstod kvarteret med navne hentet i den nordiske mytologi og i sagnhistorien.
Der findes også en "Odinsvej" i Them.
Beliggenhed: Odinsvej er beliggende i Silkeborg, Hvinningdal By.