Billes Bænk
I 1852 og 1853 opholdt Carl Steen Andersen Bille (1828-1898) sig som sommergæst hos Michael Drewsen. Den unge pressemand beskrev den nye by i tre artikler til Dagbladet i aug. 1853 Han fik de fleste oplysninger på stedet fra beboerne og af postekspeditør Bindesbøll, hvis far var godsforvalter på Hovedgården.
Navnlig begyndelsen af den første og slutningen af den sidste artikel indeholder beskrivelser af egnens smukke og særegne natur, herunder nævnes også en del udsigtspunkter og bænke. Artiklerne gjorde indtryk på en anden silkeborggæst nemlig H. C. Andersen og tilskyndede ham til nogle dage derefter at skrive sin egen smukke lyriske rejseskildring, der udkom året efter i "Folkekalender for Danmark". I øvrigt korresponderede de to herrer senere fra tid til anden . Drewsen leverede papir til "Dagbladet" og med den unge spøgefulde redaktør C. St. A. Bille førte han ivrige vittighedskampe.
Langt senere, i sommeren 1886, da Bille netop var udnævnt til amtmand, besøgte han Drewsens gamle "fjende", birkedommer Drechsel. Billes datter var gift med Drechsels ældste søn, og gennem flere år havde han stået familien nær.
Ludvig Drechsel skriver i sine erindringer, at de tog ud til Drechsels nybyggede villa ved Himmelbjerget. Her var Bille meget indtaget i et udsigtspunkt lidt vest for villaen, hvorfor Drechsel lod opsætte en bænk og kaldte den Billes Bænk.
Senere beskrives denne udsigt i nogle turistførere som værende meget smuk.