Duedalbjerg skihop

Fra WikiSilkeborg
Version fra 27. apr 2015, 17:58 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Duedalbjerg skihop lå på Duedal Bjerg, i Thorsø Bakker ved Thorsø, syd for Virklund. Bakken havde et fald på 20 meter fra starten ned til selve hoppet. Hoppet var 1½ meter højt og springområdet havde også et fald på 20 meter. Det var et af landets største skihop og tiltrak sig stor opmærksomhed i samtiden.

Plantegning af skihoppet bragt i en brochure udgivet af Silkeborg Skiklub i 1943.

Hoppet og faciliteterne blev tegnet af arkitekt Thorkild Jensen og det blev bygget af brolægger Jakob Jakobsen. Det stod færdigt til brug i marts 1944, men selv om skiføret i 1945 var godt, havde man ikke mod på at tage det i brug. Det blev anset for et vanskeligt hop. Derfor brugte man vinteren 1945 kun det lille hop.

Først to år efter at hoppet stod klar, kunne det officielt indvies ved et stævne den 3. marts 1946 med et mesterhop på 24,60 meter af norske Øjvind Skjaggestad. Det længste hop der er foretaget på hoppet, er angiveligt 29,5 meter. Skihoppet var hjemsted for flere konkurrencer med international deltagelse, men også ivrig deltagelse fra Silkeborg og andre større byer.

Et af de største arrangementer foregik kort efter indvielsen, nemlig det såkaldte 'Hoprend' den 17. marts 1946. Hoprendet tiltrak omkring 4000 tilskuere og fik en fyldig dækning i Silkeborg Avis.

Horsens-Bryrup-Silkeborg Jernbane anskaffede i 1947 en 'skinnebus', der i vinteren 1948 kørte i pendulfart med publikum mellem Silkeborg og Virklund stationer.

Skihoppet blev opgivet i 1955.

I midten af 1980’erne udarbejdede Silkeborg Skiklub et forslag om, at området ved Duedal Bjerg skulle genetableres. Når temperaturen var til det, ønskede man at føre vand op fra Thorsø og ved hjælp af snekanoner gøre bakken klar til vintersport. Der blev ligefrem brugt penge på at lade arkitekter lave planer for huse, lift og pister og hopbakker.

Da skiklubbens bestyrelse forstod, hvor mange penge, der skulle bruges for at virkeliggøre projektet, enedes man om at foreslå Himmelbjerget af den grund at en stolelift her kunne indtjene et klækkelig sum i turistsæsonen.


En erindring fra de glade dage på Duedal Bjerg

Erindringer ved Viggo Lovdal, der er opvokset i området Lovdal syd for Thorsø (Midtjylland Avis 11. februar 1984)

I dagene forud et stævne var vi drenge på egnen stærkt optaget af den kommende søndags arrangement. I Silkeborg Avis læste vi om programmet og alt det, der ventede os af oplevelser på denne vintersøndag. Vi strejfede naturligvis en del rundt i de store statsskove. Her havde vi hjemme, og her kendte vi forholdene. Når tilladelsen fra vore forældre til et besøg ved stævnet var indhentet, begav vi i god tid på vej.

Selv bidende kulde afskrækkede os ikke. Jeg kan huske, at min far en kold januardag var lidt betænkelig ved at lade mig overvære sportsbegivenheden. Jeg fik dog lov til at drage af sted, men det blev understreget, at jeg ikke skulle forvente den store deltagelse, hvis følgen blev en forkølelse, som da ville være selvforskyldt.

Den anlagte skihopbakke var i vore øjne et overordentligt prægtigt bygningsværk. Sammenlignet med bakker, man i dag kender fra TV, var Duedal Bjergs trækonstruktion ikke imponerende, men i 10-årige drenges øjne tog projektet sig ud som et af verdens største vidundere, og så tilmed i "vores egen skov".

Skistævne på Duedalbjerg i 1946.

Det gjaldt om at finde de rigtige steder på tilskuerpladsen og selvfølgelig helst i forreste række ved afspærringen og samtidig et sted, hvor de store træer ikke kunne tage udsynet. Ved bakkens fod ned mod Virklund var stævnelejren etableret, hvor det ofte vajede med alle nordiske landes nationsflag.

Her havde politi, Røde Kors og Falck opstillet telte o. Iign. En ambulance var også rekvireret for alle tilfældes skyld. Med et gult flag på taget stod den fine sortlakerede velpudsede "sygebil", som vi sagde, klar til turen til Silkeborg Sygehus. Det skete da også, kan jeg huske, at vi med gru hørte ambulancens sirener lyde gennem skoven mod Silkeborg. Sådan en begivenhed var med til at højne respekten for skisportens udøvere. Vi beundrede disse skisportshelte, som risikerede liv og lemmer for sportens skyld.

Arrangørerne havde i øvrigt efter datidens forhold gjort meget ud af sådan et stævne f. eks med forplejningen af de mange fremmødte. Desuden var der musik på pladsen, idet radioforhandler Svend Frederiksen, Silkeborg, lagde plader og højtalervogn til. Hermed kunne alle følge med i slagets gang ligesom nationalmelodier blev afspillet.

Om tirsdagen nåede landposten ud med den efterhånden døgngamle avis, og nu skulle søndagsbegivenheden rigtig studeres med billeder af vore helte, der svævede igennem luften.

På den hjemlige kælkebane blev erfaringerne fra stævnerne gjort til genstand for vore lege. Der blev bygget startbaner og "skihop" efter samme mønster som bygningsværket på Duedal Bjerg. Kælke blev i mangel af ski taget i brug på banen. Én af os læste resultater op og én var kommentatoren, der annoncerede deltagerne og kommenterede springene. Vi havde mange glæder af vores leg, hvor inspirationen var hentet fra det store danske skisportssted, vi havde lige i nærheden.

For få år siden, i begyndelsen af 1980’erne, besøgte jeg igen Duedal Bjerg. Startbanens trækonstruktion var i forfald, landingsbanen delvist forsvundet, og alt var overgroet med hindbærris.

Alt vidnede om, at adskillige år var gået siden de store stævners dage på bakkerne. Banen henlå som et synligt bevis på, at alt, hvad der ikke bruges og holdes ved lige går i forfald. Derfor lyder det interessant, at der planer om igen at opbygge et skicenter ved Virklund”.