Grevinde Danner
Grevinde Louise Danner (født Louise Christine Rasmussen) (1815-1874) lærte i 1830'erne daværende kronprins Frederik at kende og bekendtskabet fortsatte op gennem 1840'erne. Efter sin tronbestigelse i 1848 ville Frederik 7. gifte sig med sin Louise, men regeringen fik i første omgang forpurret ægteskabet.
Grundlovens gennemførelse i 1849 gjorde dog kongen så populær, at han nu turde sætte sin vilje igennem. Parret blev derfor gift i 1850 og hun ophøjedes til lensgrevinde af Danner. På grund af hendes borgerlige baggrund, fik hun ikke titel af dronning, men var kongens hustru til venstre hånd. På den made sikrede man, at deres eventuelle børn ikke skulle få arveret til tronen.
Hvad grevinden ikke nød af agtelse i de finere kredse gjaldt ikke for Silkeborgs nybyggere - her blev hun betragtet og behandlet som en sand dronning.
Under et besøg 28. juni 1852 kom parret for at se nærmere på den unge by, som derfor var den på den anden ende – med æresporte, musikkorps og fakkeltog. Lovisehøj blev navngivet under dette besøg.
24. september 1857 lagde de igen vejen forbi Silkeborg. De ankom med dampskib til Fredericia og kørte herfra videre over Horsens til Silkeborg.
20. juni 1861 var de atter i Silkeborg. Denne gang holdt de ferie i et par uger under private former, og var bl.a. med på Hjejlens indvielsestur.
Digterpræsten Hostrups erindringer
Under besøget i 1861 skulle digtepræsten Jens Christian Hostrup udbringe en skål for grevinden, men da han ikke kendte hende, udtrykte han hendes værd ved at fremhæve, hvor meget hun betød for Frederik 7.
I sine erindringer beretter han om det på følgende måde: Jeg har aldrig følt den forbitrelse, som aristokratiet og en del af Københavns borgerskab nærede for denne dame. Hun kom mig slet ikke ved, da hendes ægteskab med kongen var en ren privat sag. At hun var af simpel borgerlig herkomst kunne ikke støde mig som demokrat, og med hensyn til, at hendes rygte fra tidligere dage ikke skulle have været så godt, så ville man efter min overbevisning snart have tilgivet en førhen løsagtig prinsesse dette, når hun blot i sin stilling som dronning ikke længere gjorde skandale". Samme aften talte han dog med grevinden, og han fortæller videre: "Hendes ydre tiltalte mig ikke, men hun syntes ganske klog, og jeg hørte hende tale flydende fransk med én af kavalererne. Man sagde om hende, at hun med held modarbejdede kongens tilbøjelighed til at drikke for meget, hvad jeg senere har fået bekræftet af én, der har stået ham nær, og jeg har ikke hørt, at hun nogen sinde har øvet nogen skadelig indflydelse på statsfyrsten".
Elfride Fibigers erindringer
I bogen "Fra provinsen" skriver Elfride Fibiger om Grevinde Danner ud fra en samtale om at hjælpe Silkeborgs fattige børn, som fru Fibiger havde været én af hovedkræfterne bag: Hun tilføjede, at hun kunne ønske, det også måtte blive hende givet at virke til det godes fremme. Grevinden afbrød samtalen efter, at hun dæmpet havde gjort den bemærkning: Kunne vi blot for en kort stund løfte tagene af husene, ville vi få mere at se og mere at høre om, hvordan det egentlig står til her på jorden blandt os mennesker. Senere kom befolkningen hende bl.a. til at kende for oprettelsen af kvindeforsorgshjemmet "Grevinde Danners stiftelse" i København.
