Silkeborg Legepladsforening

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Silkeborg Legepladsforening blev stiftet 9. maj 1897 med det formål “at få Markedspladsen overladt til legeplads”.

Foreningen var et produkt af sin tid. Allerede i 1891 havde Københavns Legepladsforening set dagens lys og i 1896 udsendte Kirke- og Undervisningsministeriet et cirkulære om "ordnede lege som supplement til gymnastikundervisningen ved skolerne". Med dannelsen af en forening her blev Silkeborg “den første by efter København, der tog sagen op”.

Sagen går sin gang

Byrådets behandling af foreningens anmodning om at få en plads til rådighed til sine sportslige aktiviteter foregik hen over sommeren 1897. Undervejs i forløbet var der møder med foreningens bestyrelse. Her kom det, nok lidt overraskende, frem, at skønt det var af “stor betydning, at børnene kan lege uhindret på Markedspladsen (nu Bindslevs Plads)”. Så var det faktisk lige så vigtigt, “om der kunne blive anlagt en stor lege- og sportsplads.” Og her pegede man på fattiggårdens mark (på Århusbakken).

Dette nye ønske affødte en endnu længere sagsbehandling. Debatten i byrådet bølgede frem og tilbage. Et medlem mente ligefrem, at det var en dårlig idé, fordi “en sådan sportsplads … vil komme til at stå tom, fordi der er for langt at gå til den.” Senere skulle det vise sig, at lige netop det ville han få så evig ret i.

Virksomheden påbegyndes

Selvom man i september 1897 tilsyneladende endnu ikke havde afsluttet forhandlingerne med de høje herrer i byrådet, udsendte legepladsforeningen en skrivelse “til alle byens børneskoler, samt til en del lærere”.

Heri bekendtgjorde man, at “i håb om en snarlig gunstig afslutning [havde man] besluttet at påbegynde sin virksomhed, selv under de forhåndenværende ugunstige forhold på Markedspladsen.”

Man indrettede sig i den sydvestlige ende af pladsen (ned mod Hostrupsgade, hvor bibliotekets indgang ligger i dag), men gjorde ikke andet “end at de værste huller fyldes med grus” og markere legepladsen med “fire transportable hjørnepæle, der under legen forbindes med reb.”

Man havde “sikret sig de nødvendige redskaber og lærerkræfter” og kunne nu tilbyde “undervisning i almindelige lege (sanglege o.a.) for småbørn og i langbold og fodbold for større børn.”

Sportsplads på fattiggårdens mark

I april 1898 havde sagen endnu ikke fundet sin afslutning. Byrådsmedlemmerne var stadig uenige, om det nu var en god idé med fattiggårdsmarken. Og i den kommunale sag finder vi et brev fra legepladsfolkene, hvori de, meget forståeligt, udtrykker en vis utålmodighed.

De havde i mellemtiden opnået tilskud fra Staten, så “da fattiggårdsmarken … afgiver den eneste mulighed for en legeplads i Silkeborgs umiddelbare omegn”, håbede de på, at “den ... lovede støtte ikke vil blive os berøvet.”

Med andre ord - se nu at få taget en beslutning, så “legen kan komme i stand i løbet af forsommeren.” Det hjalp. 9. juni besluttede et enigt byråd at overdrage foreningen 2-3 tdr. land oppe på fattiggårdsmarken. Alligevel fortsatte diskussionen. Nu om pladsens præcise placering og om “forholdet mellem kommunen og legepladsforeningen.” Den bevarede kontrakt er da også først dateret 1. september 1898.

Heri får vi at vide, at det anviste område på fattiggårdens mark lå i det “sydvestre hjørne, begrænset mod øst og syd af den langs Nordskoven førende grøft.” Andre steder får vi at vide, at det er “tæt ved Dronningestolen”.

Det må altså have været i området syd for kolonihaverne (som blev anlagt i 1918) og omtrent der hvor man i 1908 anlagde Langåbanen. Dengang kom man dertil via Langebro og Sejsvejen.

Der var ellers ikke noget heroppe på “fattiggårdsmarken” (Århusbakken). Jo, fra 1899 var der et teglværk og i 1902 blev byens nye sygehus opført her, ligesom fattiggården blev flyttet herop fra området ved Tværgade/Nygade.

Stor sportsfest

Foreningen gik med det samme i gang med at planere “det ikke ganske jævne terræn”, bygge et skur, sørge for en brønd og opsætning af et hegn. Et arbejde som fortsatte hen over vinteren. Så ved starten af sæson 1899 rådede man over både en fodboldbane, en cricketbane og “to fortrinlige baner til lawn-tennis.”

Sæsonafslutningen bød på en stor sportsfest, som blev indledt med et optog, hvor man “med faner i spidsen [drog] gennem byen ud til sportspladsen”. Her var der først en række fælleslege, hvorefter der blev spillet langbold, fodbold, cricket og tennis, mens “den alleryngste ungdom morede sig i de ophængte gynger.”

Marienlunds jorder

Legepladsforeningen havde nu afviklet en hel sæson med ganske pæn tilslutning - 312 børn (140 drenge og 172 piger) havde deltaget i “legen”. Så var alt vel godt? Nej, overhovedet ikke.

I efteråret 1899 var Silkeborg Kommune ved at afslutte forhandlinger med Landbrugsministeriet om at købe det store areal tilhørende skovridergården “Marienlund” (Gl. Skovridergaard).

Det var beliggende sydøst for byen og strakte sig næsten ned til Vejlsø, og omfattede også Indelukket længst ude mod Remstrup Å.

I sagen om dette køb indgår et langt brev af 5. januar 1900 fra Legepladsforeningen, der helt klart her forsøgte at smede, mens jernet var varmt.

Brevet indeholder udover en oversigt over foreningens arbejde i sæson 1899 også en afsløring af helt nye planer og ønsker. Nu ville man nemlig gerne “gå et skridt videre og arrangere kampe med omliggende byers børn og ungdom [og] foranstalte idrætskampe for skoleungdommen i Midtjylland.”

Og så - på side tre - kommer det egentlige ærinde. Man ønskede nemlig nu at få “overladt et ... afmålt stykke af de jorder, som kommunen har erhvervet ved købet af skovridergården Marienlund.”

Til gengæld lovede man “allerede til sommer at arrangere en større idrætskamp eventuelt med deltagere fra København”. Så kunne det næsten ikke blive større.

Ny sportsplads

Der blev fremført flere argumenter for, at foreningen skulle have anvist et nyt sted til sine aktiviteter. Som at hvis der skulle afholdes kampe med udenbys deltagere, var den nuværende plads alt for smal, ligesom “dens ujævnhed voldte ikke ubetydelige vanskeligheder.” Desuden ville den meget hurtigt blive for lille.

Men det vigtigste var nu nok, at “den nuværende plads’ beliggenhed er et godt stykke uden for byens enemærker og den ret anstrengende opgang dertil uvilkårligt kommer til at lægge hindringer i vejen”. Så var det sagt. Og nogen har nok sagt “Hvad sagde jeg!”

Moderne sportsplads

Foreningen ønskede altså at indrette en moderne sportsplads syd for byen med “hele sin udstyrelse (sportspavillon med udsigtstårn, flagstænger, indgangsportal bænke o.s.v).”

Man havde også allerede et bud på, hvor den skulle placeres. Nemlig på arealet “lige over for den nybyggede skovridergård” - altså i området omkring Gudenåvej.

Sagt på en anden måde. Foreningen havde erkendt, at beliggenhed også for en sportsforening var afgørende for succes. Så nu havde man kig på den del af de nyindkøbte jorder, der lå tættest på byen.

Dermed var der lagt op til en ny runde i en ophedet byrådsdebat om byens sports- og idrætsplads og dens placering, som også skulle vise sig at blive langvarig.

Højestbydende

Byrådet var som udgangspunkt positivt stemt, men netop det område, som legepladsforeningen havde udset sig, “var af stor økonomisk betydning for kommunen”, fordi man overvejede at sælge det til villagrunde. Det var dog her man allerede sidst på året 1903 begyndte at projektere et tiltrængt vandværk og fra 1908 byens første alderdomshjem (Remstruplund).

I stedet opstillede man to alternativer: området “til højre for vejen ude ved den gamle skovridergård” eller “udenfor Marienlund af Vejlsø til”, der hvor Silkeborg Tuberkulosesanatorium (AQUA) blev opført i 1903.

De tilbud var Legepladsforeningen slet ikke tilfreds med. De mente, at begge områder var for langt væk og tog derfor sagen i egen hånd.

Da kommunen afholdt en “leje-auktion over Marienlunds jorder” i maj 1900, bød bestyrelsen simpelthen på det ønskede stykke jord, og viste sig ovenikøbet at være højestbydende.

Alligevel vedtog byrådet at godtage “alle de højeste bud med undtagelse af legepladsforeningens.” Derefter synes sagen at være blevet lagt i mølposen.

Sagen tages op igen

I foråret 1903 havde sagen endnu ikke fundet sin løsning. Men i februar behandlede byrådet et forslag “om at ophæve sportspladsen på fattiggårdens mark og indtage den til dyrkning.” Dermed kom der atter gang i debatten.

Man udbad sig atter en redegørelse fra legepladsforeningen. Som i et langt og nedslående svar fra 16. marts udtalte, at man det seneste år slet ikke havde benyttet sportspladsen. Den “er for afsides beliggende” og Markedspladsen “med sit løse sandlag og ofte tilsmudset og uryddelig … [er] en højst ubehagelig sports- og legeplads.”

Alligevel tillod man sig dristigt at fastholde, at ”pladsen øst for den nye skovriderbolig” var “den eneste der egner sig til at være daglig legeplads for skoleungdommen og øvelsesplads for den konfirmerede ungdom.” Sådan.

Det sidste pip

Det holdt dog ikke. I et brev dateret 18. april 1903 accepterede man, “at pladsen syd for skovriderboligen” godt kunne erstatte “den for tiden udlagte plads ved Dronningestolen.” Dermed fik legepladsforeningen afgørende indflydelse på, hvor byens sportsplads - og fremtidige stadion - kom til at ligge.

Vi ved reelt ikke, om foreningen overhovedet kom til at tage de nye baner i brug. Hverken de lokale aviser eller de kommunale sager giver svar på det spørgsmål.

Det sidste pip finder vi 6. maj 1905 i Silkeborg Avis, der bringer et referat fra foreningens ordinære generalforsamling.

Men det er, sjovt nok, ikke lykkedes at finde omtale af en indvielses- eller åbningsfest af disse nye baner - men måske ingen ment, at der var så meget at fejre.

Sportsplads ved Marienlund

Selvom legepladsforeningen tilsyneladende havde mistet pusten, var der dog allerede en slags arvtager. Idrætsforeningen Fremad havde nemlig siden 1900 “virket ved gymnastik om vinteren og sund friluftsidræt om sommeren, hvor man benyttede sig af “sportspladsen i Nordskoven”.

Første gang “sportspladsen ved Marienlund” omtales i Silkeborg Avis er i april 1904, hvor Fremad netop markerede sin stiftelsesfest med alle former for atletik - men altså ikke boldspil.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 9. september 2017.