Knudsgade

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Knudsgade danner sammen med de nærmestliggende veje, Absalonsgade, Valdemarsgade og Saxogade et lille kvarter i Lyngbykvarteret, hvor alle gaderne har navn efter personer fra Danmarks tidlige middelalder. Gaden er præget af midtbyvillaer og et mindre etagebyggeri. Oprindelig lå der i kvarteret også en Svendsgade.

Knudsgade er opkaldt efter Knud 5., som i perioden 1146-1157 var delkonge af Danmark. Knud lå i krig med to andre konger, Svend og Valdemar, om retten til at regere Danmark. Borgerkrigen blev ved i 10 år under skiftende alliance- og territorieforhold. I 1157 blev man enige om en tredeling af riget. For at fejre fredsslutningen inviterede Svend de to andre til en stor fest i Roskilde. Festen endte med at Svends folk dræbte Knud, mens Valdemar undslap. Senere på året slog Valdemar Svend i et slag på Grathe Hede. I dag vil mange sikkert forbinde Svend, Knud og Valdemar med Peter Fristrups komedie af samme navn.

Ved den store gadenavnerevision i 1933 kom Knudsgade i Alderslyst til at hedde Guldbergsgade.


Beliggenhed: Knudsgade ligger i Silkeborg, Sydbyen.