Genforeningen 1920 set fra Silkeborg

10. juli 1920 er en mærkedag i nyere tids danmarkshistorie. Dagen hvor Kong Christian 10. red over den gamle grænse nord for Christiansfeld. Og en ridetur der markerede, at Sønderjylland (Nordslesvig), der i 56 år havde været en del af Tyskland, igen var under dansk suverænitet.

Dagen efter samledes omkring 100.000 mennesker til den officielle genforeningsfest på Dybbøl Skanser, hvor det danske nederlag udspillede sig i 1864. Forud for alt dette var der i februar og marts blevet afholdt folkeafstemninger med det resultat, at befolkningen i Sydslesvig forblev tyskere, mens nordslesvigerne blev danskere og nu blev kaldt sønderjyder.

Genforenings-mindesmærker

I glæde over genforeningen blev der overalt i landet rejst mindesmærker - også i nuværende Silkeborg Kommune. Langt de fleste var de såkaldte genforeningssten, men der blev også rejst flagstænger og plantet egetræer.

Fælles for genforeningsstenene er, at de ofte er simple marksten, der blev rejst og bekostet på lokalt initiativ. Og at de er forsynet med en indskrift, kort eller lang, der henviser til den begivenhed, som vi her i 2020 markerer 100-året for. I 2018 blev de eksisterende 588 genforeningssten fredet, så de er beskyttet mod at blive fjernet, flyttet eller på anden vis ødelagt. Silkeborg Kommune har her op til jubilæet restaureret og genopmalet de lokale mindesten.

Genforeningssten i Silkeborg Kommune

Mindesmærkerne rejstes overvejende i mindre byer og landsogne. Det gælder også de seks genforeningssten i Silkeborg Kommune - i Gjern og Them, samt i Kragelund, Sjørslev, Thorning og Vium. Disse sten er meget forskellige - i deres tilblivelseshistorie, udformning, indskrifter og størrelse. Netop derfor er de rigtig gode eksempler på denne folkelige tradition, som kulturhistorikeren Inge Adriansen har betegnet som “Danmarks mest originale bidrag til europæisk monumentkultur”.

Festlig transport

Et kendetegn for rejsningen af disse lokale mindesmærker er, at der ofte knyttede sig mere festivitas til transporten af dem end til afsløringen. I Sjørslev var transporten af genforeningsstenen - fra findestedet i et markskel til byens anlæg - netop det centrale. Den store marksten blev kørt ind til byen på en blokvogn, der blev trukket af fire hvide heste. Herefter fulgte et festligt optog med byens store piger i spidsen. De var iført hvide kjoler og viftede med dannebrogsflag, mens de mindre piger, ligeledes i hvide kjoler og med flag, sad oppe på vognen. Store piger (Danmark) førte altså de små piger (sønderjyderne) tilbage til fællesskabet - en velkendt symbolik på den tid.

Helt præcist hvornår den festlige transport fandt sted vides ikke, men stenen blev opstillet uden nogen form for markering i løbet af sommeren 1921.

Sognepræstens sten

Det samme er tilfældet i Vium - ingen afsløring og ingen fest. Her synes stenen næsten at have været en helt privat sag for sognepræsten, A. T. Holm. Den blev hentet i en skov tilhørende præsteembedet og rejst i løbet af sommeren 1920 i præstegårdshaven. Den står nu i et lille anlæg med offentlig adgang.

Afsløring før afsløringen

I forbindelse med rejsningen af genforeningsstenen i Thorning, der foregik i løbet af sommeren og efteråret 1920, var der heller ikke nogen form festlighed. Stenen blev ellers rejst på kirkepladsen midt i byen, der ved samme lejlighed blev omdannet til et lille anlæg. Og en stor del af sognets beboere gav bidrag til det store og ret bekostelige arbejde.

Forklaringen på den manglende festivitas ligger dog lige for. På den anden side af gaden havde man nemlig allerede 20. oktober 1919 afsløret en større og sikkert mere betydelig mindesten for St. St. Blicher - på 100-årsdagen for hans udnævnelse til præst for Thorning og Lysgård. Ved denne lejlighed strømmede folk til den festlige afsløring, så det har sikkert ikke givet mening med endnu en festlighed.

Folkefest i Gjern

Genforeningsstenen i Gjern blev til gengæld afsløret ved en større folkefest, der foregik så tidligt som på Grundlovsdag 1920. Her var det Borger- og Håndværkerforeningen, der stod bag initiativet. Afsløringen blev overværet af mange af byens og omegnens beboere og bagefter var der arrangeret fest i “Mølhave Skov”.

Man havde fundet en velegnet plads tæt ved stationen, hvor der også blev plantet et egetræ og rejst en flagstang. De var begge indrammet af en kreds af sten, hvor der på den største var indhugget den kortest mulige tekst: “Genforeningen 1920”.

Anlægget er siden ændret og flagstangen eksisterer ikke længere. Til gengæld lever træet i bedste velgående og i 2005 blev der rejst en buste i det lille anlæg til minde om maleren Erik Raadal.

Teksten på stenene Indskrifterne på stenene varierer meget. Fra den helt enkle som på Gjern-stenen, men også på Sjørslev-stenen, hvor der står: “Sønderjyllands genforening med Danmark 1920”. Til længere citater fra digte eller sange.

På Thorning-stenen står der: “1864, Danmark samlet skal bestå, nord og syd for Kongeå, 1920”, hvilket er et uddrag af Axel Andreasens genforeningssang: "Hejs påny dit gamle flag” fra 1919. Præsten i Vium fik hugget følgende citat på sin sten: “1864-1920, Af Guds nåde, løst i solglans Danmarks gåde”. Det er hentet i Grundtvigs “Trøstebrev til Danmark”, som han skrev lige efter nederlaget i 1864.

På stenen i Kragelund finder vi teksten “Jylland du er hovedlandet, højland med skovensomhed” fra H. C. Andersens “Jylland mellem tvende have”. Desuden er der nederst på stenen gengivet en hjelm, et byhorn og en hjejle.

Ikke en genforeningssten

Stenen i Kragelund er i øvrigt nok ikke en egentlig genforeningssten. Den blev placeret sammen med 10 andre mindesten i anlægget med navnet “Helledammen” ved kirkepladsen i Kragelund, der opstod i årene 1925-27. Indvielsen fandt sted 3. juli 1927 ved en større festlighed efterfulgt af et fælles kaffebord for de 300 fremmødte.

Den ca. en halv meter høje sten kaldes også “Jyllandsstenen”. Det skyldes, at hele Jyllands kystlinje er indhugget på forsiden af den flade sten og at denne omkranses af det velvalgte citat. I avisomtalerne af indvielsen af Helledammen i 1927 omtales stenen ikke som en genforeningssten. Grunden til at den alligevel regnes for at være det er, at den omtales i det første historiske værk om genforenings-mindesmærkernes historie af Johannes Vejlager fra 1939. Men han skriver faktisk, at en “genforeningssten i egentlig forstand er der ikke rejst” i anlægget ved Helledammen.

Den nyeste sten Så sent som i 1934 blev der på præstens initiativ rejst en mindesten i Them med inskriptionen: “Guds fred med vore døde, i Danmarks rosengård, Sønderjylland 1920”, som er et uddrag af Grundtvigs sang “Det var en sommermorgen” fra 1850. Heri mindes de faldne ved slaget på Isted Hede i 1850, hvor den danske hær slog tyskerne på flugt. De samme linjer blev i øvrigt citeret af Christian 10., da han i maj 1945 genåbnede Rigsdagen efter den tyske besættelse. Stenen, der blev fundet i nærheden af kroen, står sammen med en mindesten over to mænd fra sognet, der omkom under 1. Verdenskrig. Stensætningen blev afsløret i august 1934. Festen druknede næsten i regn, så man måtte søge ly i afholdshjemmets sal.

Genforenings-flagstænger Det var ikke kun sten, der blev rejst til minde om Genforeningen. Som det var tilfældet i Gjern, valgte man også både i Sejling og Sinding at rejse flagstænger ved de respektive kirkegårde. Begge steder hejstes flagene første gang på genforeningsdagen 1920. Så vidt vides står begge flagstænger der endnu, skønt de vel nok er blevet udskiftet i mellemtiden.

I Balle blev der som eneste markering afholdt genforeningsmøde i Balle Skov (Hestehaven). Den foregik søndag 11. juli og der var taler af pastor Andersen og seminarielærer Knudsen. De ca. 200 deltagerne skulle selv medbringe madkurve, men de kunne købe øl og kaffe på stedet.

Gudstjenester, halv fridag og fest

På den officielle genforeningsdag, fredag 9. juli, hvor Christian 10. underskrev Indlemmelsesloven, blev der afholdt genforenings-gudstjenester i de fleste kirker. I dagens anledning var både offentlige kontorer, pengeinstitutter og de fleste butikker lukket efter kl. 12. Og på skolen var der om formiddagen arrangeret en mindehøjtidelighed, hvorefter børnene fik fri resten af dagen.

Byrådet flottede sig også virkelig. Ifølge Silkeborg Avis havde man “bevilget et beløb til asylet (Dr. Louises Asyl), optagelseshjemmet (Knaps Minde Børnehjem), De gamles Hjem og fattiggården, for at der også her kunne holdes genforeningsfest.”

I Gjern-Skannerup kirker måtte genforenings-gudstjenesten udsættes til om søndagen, fordi sognepræsten, der var født ved Flensborg, “prædiker i Sønderjylland på selve genforeningsdagen,” som det blev annonceret i Silkeborg Avis. Mens man i Silkeborg Kirke afholdt festgudstjenesten om lørdagen, sikkert fordi der om aftenen var arrangeret en stor folkefest i Lunden.

Festgudstjeneste og folkefest

Silkeborg Avis var på pletten denne dag og kunne derfor bringe en fyldig reportage fra de festlige begivenheder i den flagsmykkede by: “Fra kl. 8-10 drog Mogensens Orkester gennem gaderne og blæste “Dengang jeg drog af sted” og “Slesvig vort elskede omstridte land”. Fra kl. 10-11 var der koncert på Torvet, hvor der efterhånden samledes et talrigt publikum.” Da festgudstjenesten begyndte kl. 13, var kirken fyldt til bristepunktet og mange kom derfor til at gå forgæves.

Veteranerne hyldes

Man glemte heller ikke de aldrende veteraner fra krigen i 1864. I en række biler blev de ca. 30 gamle krigere kørt i triumftog ud til Lunden - fulgt godt på vej af både drenge- og pigespejdere samt FDF’ere. Her blev de modtaget af op mod 3.000 mennesker.

Avisen beskriver festen som “stilfuld”. Det skyldes nok, at der var pyntet overalt med granguirlander og flag, og det yderst nationale musik- og sangrepertoire.

Der blev også i aftenens løb sendt et telegram til kongen, hvori byrådet udtalte “sine bedste ønsker om, at genforeningen med vore sønderjydske landsmænd må blive til lykke og velsignelse for hele det danske folk.”

Æresgæsterne, de gamle veteraner, blev også behørigt hyldet med taler og sang, og til slut bød byrådet dem på smørrebrød, øl og snaps.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 7. juli 2020.