Zeltners Jernstøberi

Fra WikiSilkeborg
Version fra 25. jul 2016, 21:51 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Zeltners Jernstøberi etablerede sig i Silkeborg i 1854. Måske allerede i 1853. Initiativet kom fra Horsens, hvor familien Stallknecht så mulighederne for et jernstøberi i nybyggerbyen Silkeborg. I en ansøgning af 23. juli 1853 står følgende at læse: ”Undertegnede, der har tilforhandlet mig gården no. 34 på Handelspladsen Silkeborg, ønsker der at anlægge og drive et jern- og metalstøberi forenet med udsalg af alle slags støbegods og agrardyrkningsredskaber…”. Undertegnede var Jørgen Stallknecht, men det blev svogeren Hans Chr. Zeltner (1826-1889), som kom til Silkeborg for at drive virksomheden. Tilladelsen blev muligvis nok givet i 1853, men virksomheden har altid angivet 1854 som grundlæggelsesåret.

Zeltners Jernstøberi virkede under flere navne: Stallknechts Jernstøberi, Silkeborg Jernstøberi og Stallknechts & Zeltners Jernstøberi. Virksomheden var et tidstypisk, lokalt jernstøberi, som leverede støbegods til den nye tid. Aarhus Stiftstidende havde den 20. oktober 1854 en lille annonce, hvor vareudbuddet opremses, blandt andet: Kakkelovne af alle slags, gryder, æbleskivepander, flødepotter, kasseroller, mortere, strygejern, spyttebakker, paraplystativ, ambolte, plovgods, vinduer, døre, gravkors m.m. Silkeborg Avis bragte den 21. november 1857 en annonce fra virksomheden, hvor vareudbuddet var udbygget med skruer, møtrikker, maskinhjul og komplette jernplove. Virksomheden kan endvidere på bestilling levere i tærskemaskiner, kærne-, kornrense- og hakkelsesmaskiner, maskinruller, mølletøj m.m.

Hans Christian Zeltners overtog virksomheden i Silkeborg efter svigerfaderens død i 1858. Jernstøberiet var i perioden 1858-1889 en stabil virksomhed med ca. 10-15 ansatte. Adressen var Vestergade 16, men virksomheden strakte sig fra Vestergade og ned til Søgade. En industri-registrering i 1871 oplyser, at Zeltners Jernstøberi er byens tredje største industrivirksomhed med 10 ansatte. Virksomheden er påbegyndt i 1854 og betydeligt udvidet i 1866. Produktionen er støbning af landbrugsredskaber og kakkelovne. To år senere oplyses, at støberiet har dampkraft på 6 HK, medarbejderstaben er øget til 13. Lønnen er efter tidens målestok overraskende høj, og det oplyses, at de ansattes hustruer normalt ikke har udearbejde. Zeltners Jernstøberi udvikler sig stødt og roligt. Nyt tilføjes jævnligt, men der sker ingen dramatisk ekspansion i tiden frem til 1889.

Hans Chr. Zeltner dør pludselig den 7. december 1889 kun 63 år gammel, og den første epoke af virksomheden slutter hermed.

Zeltners Jernstøberi fortsatte som virksomhed, og i dag kan virksomheden SPX Flow Technology på Pasteursvej 1 i Silkeborg siges at have aner til virksomhed i Vestergade. Den historie går over Zeltners Efterfølgere, Silkeborg Maskinfabrik Zeuthen & Larsen, Paasch & Silkeborg Maskinfabrikker, Pasilac og APV.

Reference: Niels Zeuthen: Fra Pasilacs barndom (i personalebladet Skueglasset marts 1985 og maj 1985) Keld Dalsgaard Larsen: Made in Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1995)