Silkeborg-egnen før Silkeborg

1. januar 1845 blev det første stykke papir produceret på Silkeborg Papirfabrik. I 1846 blev handelspladsen Silkeborg anlagt. Så det er vel naturligt at spørge: Hvordan så der ud på Silkeborgegnen, før fabrikken og byen blev etableret?

I perioden 1800-50 begyndte malere, digtere og forfattere, der oftest var bosiddende i Danmarks eneste store by, København, at undersøge den vilde, storladne natur inden for rigets grænser. Nogle af dem drog til Silkeborgegnen - dette næsten ukendt område, der lå udenfor og langt fra alting. Med store hedearealer, dramatiske bakker, skove og uendelige søer, som lå og ventede på at blive opdaget, fordøjet og beskrevet. Så takket være dem har vi i dag et ret godt indtryk af, hvordan der så ud på egnen.

Opmåling og kortlægning

Den første professionelle kortlægning af kongeriget blev foretaget på initiativ af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1757 til 1811. Det blev til et stort kortværk bestående af 17 kobberstukne kortblade.

Kortet der dækker området udkom i 1781. Så her er der mulighed for at se egnen lidt fra oven. Om datidens rejsende kendte til disse kort eller havde dem med på deres rejser, ved vi af gode grunde ikke. Men det havde de næppe.

Søren Kierkegaard vides dog at have været i besiddelse af de landkort over de danske amter, som Theodor Gliemann tegnede og fik mangfoldiggjort i 1820’erne. Han kan altså meget vel have taget de relevante kort med i sommeren 1840 på den Jyllandsrejse, der mod slutningen bragte ham til egnen omkring Ry.

Skove og heder

Op gennem 1700-tallet havde de danske skove været i stor tilbagegang. Omkring 1800 var de helt nede på at udgøre ca. 2 % af landets areal. Til sammenligning er 14,4 % i dag dækket af skov. Hedearealerne fandtes i særlig grad i Jylland og udgjorde her omkring ⅓.

Årsagen til det alarmerende lille skovareal var en ødelæggende hugst og at bønderne havde ladet deres husdyr græsse i skovene, hvilket forhindrede nye træer i at få en god vækst.

I 1805 kom den såkaldte Fredskovsforordning, som led i de store landboreformer. Den havde til formål at øge og bevare skovarealet. Og var nok medvirkende til dets redning på lang sigt. Silkeborgegnen lå (og ligger stadig) i landets suverænt største skovområde.

Himmelbjerget 1821

Blandt de første ”opdagelsesrejsende”, der lagde vejen forbi, var fabriksdirektør og industrihistoriker O.J. Rawert. Han skulle undersøge mulighederne for at fremme den tidlige industri.

Han kom til Himmelbjergegnen i 1821 og da han medbragte pensel og akvarelfarver på sine rejser, har vi fra hans hånd den første kendte tegning af Himmelbjerget. Om han på denne rejse også var ved Silkeborg for at studere vandkraften her, vides ikke.

Silkeborg 1844

Men Rawert var her i august 1844. Jeg har nemlig fundet en skitse i Det kongelige Biblioteks samlinger. Den har han forsynet med datoen 16. august 1844 og har endvidere noteret “Silkeborg” øverst på papiret. Det er ikke til at afgøre, om det vi ser, er Silkeborg Hovedgård. Men det ligner en hurtigt nedfældet skitse til at understøtte hans hukommelse.

Han har med sikkerhed været optaget af det, der skete på stedet. For netop i august 1844 knoklede Drewsen og hans folk med at rejse murene til den kommende fabriksbygning. Et sandt industri-mirakel på vej til virkeliggørelse dér midt i ødemarken. Ærgerligt at han ikke også skitserede det.

Herregård i Silkeborg

Silkeborg Hovedgård blev etableret som ”herregård” i 1767, da ritmester H.N. Hoff købte den af staten. Han opførte derefter den imposante hovedgårdsbygning (Museum Silkeborg) med tilhørende ladegårdsbygninger omkring en stor gårdsplads, der strakte sig helt op til Østergade.

Det var et traditionelt gods med hovedgård, fæstegårde, skov, mølle, teglværker, omfattende fiskerettigheder i Gudenåen og de omkringliggende søer – og et stort tilliggende i form af bøndergårde og jorder tilhørende godset med skov- og agerdyrkning.

I 1808 beskriver landøkonom G. Begtrup Silkeborg Hovedgård som ”den vigtigste skovgård i Jylland”. I grove træk udgjordes jorderne af området, hvor vi i dag finder Silkeborg by og helt ud til Lysbro, området langs med Remstrup Å og et godt stykke ud langs Brassø samt Nordskoven. Endelig hørte tolv gårde og deres jorder i Virklund By og seks gårde i Hårup By til hovedgården. Området var først og fremmest kendetegnet ved dårlige jorder og store skovarealer, hovedsagelig bøgeskov. Det betød, at lokalbefolkningen i høj grad levede af skovene, blandt andet ved fremstilling af træsko.

Romantisk beliggenhed

Den senere ejer, H.M. Hoff, giver os et fantastisk øjebliksbillede af gården lige omkring 1800. Han beskriver Silkeborg som en skarp egn, der dog med sine skove og søer har den mest romantiske beliggenhed. Om ejendommen konstaterer han, at den har “temmelig gode, men dog mest sandige marker, mange enge, hvoraf en del gode, noget skov og meget betydelige tørvemoser.”

Skovene næsten ribbet

Silkeborg Hovedgård blev i 1804 overtaget af spekulanten H.P. Ingerslev, som var den gennemgående ejer frem til 1823.

Der er ingen tvivl om, at det var skovene, der var det værdifulde ved Silkeborg gods. Da den ny ejer ville have penge på bordet, var det planen at rydde skovene, sælge træet og derefter afhænde jorden til landbrug. Det fik han dog ikke held med. Silkeborgs skove blev reddet af Skovforordningen af 1805. Alligevel nåede Ingerslev at gøre stor skade. Han udnyttede skovene inden for lovens rammer, og gjorde det så nidkært, at det i en vurdering fra 1821 forlød, at skovene var næsten ribbet for store, værdifulde træer og at der mange steder var åbne pletter.

Tvangsauktion 1823

Den hårde udnyttelse kunne imidlertid ikke redde Ingerslev økonomisk. I 1823 blev hovedgården sat på tvangsauktion. Og hele molevitten blev overtaget af Staten – heldigt for os! Overtagelsen var for en stor del begrundet i ønsket om at redde skovene. Så fra 1823 og frem gik statens forstfolk i gang at etablere en efter datidens målestok rentabel og fornuftig skovdrift med omfattende plantnings- og såningsarbejder.

En klædefabrikant kom forbi

I 1835 dukkede en sag op, som skulle få stor betydning for Silkeborgs videre skæbne. Spørgsmålet var, om skovene skulle gøres til kongeligt domæne – altså overgå til at være statslig ejendom. Den konkrete anledning var, at klædefabrikant Bruun fra Viborgområdet ønskede at købe Silkeborg for at anlægge en fabrik og udnytte vandkraften. Så man begyndte at undersøge, om man uden at skade skovene kunne frasælge resten af godset. Det førte til, at skovene formelt blev adskilt fra det øvrige godskompleks og i 1837 blev statsejendom. Dermed var vejen banet for det, der kom til at ske få år senere på hovedgårdsarealet.

Skovplan fra 1840

En skovplan fra 1840 giver os et indtryk af, hvordan der så ud efter 17 års statsligt ejerskab. Af de i alt 2500 ha, der var beregnet til skovdrift, var 1470 ha bevokset med bøg, 170 med nåletræ. Bøgeskoven var dog stadig meget uregelmæssig i sine grænser. Lyngklædte områder skar ind i kanten og fandtes også midt inde i skoven – de blev opgjort til ca. ⅓ af hele arealet. Det var altså en vanskelig opgave at få skoven på ret køl, men fremadrettet blev de åbne områder tilplantet - ofte med nåletræ.

Ødsel men karrig

Vi har endnu en “reportage” fra 1843, som er forfattet af amtmand i Skanderborg og geolog J.C. Schythe. Han beskriver Silkeborgegnen og Silkeborg Hovedgård på denne måde: “Så ødsel, som naturen har været i at udsmykke denne egn med alle de skønheder, som en yppig skovvækst på et kuperet, med søer opfyldt terræn formår at frembyde, lige så karrigt har den betænkt jordbunden med den frugtbringende muld. Næsten over det hele er jorderne skarpsandede, kun med enkelte småpletter af en noget bedre beskaffenhed, dog med sand i underlaget.…” Egnen var altså ikke noget i sig selv - bortset fra dens naturskønhed.

Rejsen til ødemarken

Det har krævet udholdenhed af de tidlige rejsende at nå frem til Silkeborgegnen. Som tidligere omtalt rejste Søren Kierkegaard i 1840 til Jylland. Gennem hans dagbøger får vi et indtryk af, hvor besværlig, tidskrævende og udmattende en sådan rejse var.

Al befordring foregik med hestevogne, kaldet diligencer. Hvor hurtigt man kom frem afhang naturligvis af vejenes og vognenes tilstand og selvfølgelig af vejret.

På Sjælland var rejsekomforten lidt bedre end andre steder i riget. Her benyttede man affjedrede postvogne forspændt med fire heste. Der var plads til 6 personer inde i selve vognen og 3 i den såkaldte kupé, som var forsynet med en kaleche og placeret bag på vognen.

Dertil kom, at så sent som i 1836 var der bygget 577 km. chausséer, heraf kun 37,5 km. i Jylland, så dér måtte man stadig benytte de gamle dårlige veje.

København-Aarhus

Kierkegaards rejse udgik fra Kongens Nytorv i København kl. 7 om morgenen, lørdag 18. juli 1840. Ruten fulgte hovedlandevejen via Roskilde og Holbæk og var på 14 mil (105 km). Rejsen med dagvognen sluttede i Kalundborg omkring kl. 21.30 – altså mere end 14 timer senere.

Undervejs havde man passeret omkring 15 landevejskroer og gjort holdt ved de fleste af dem. For at lade hestene hvile og blive fordret eller for at få friske heste. Passagererne havde selvfølgelig også behov for mad og drikke undervejs, eller for at strække benene. Desuden måtte man stoppe ved 14 vejbomme, så kusken kunne betale ”vejkontingent” til landevejenes vedligeholdelse.

Sejlturen over Kattegat var selvfølgelig afhængig af vejr og vind. Efter overnatning i Kalundborg var der afgang mod Aarhus næste dag kl. 8. Og efter knap 9 timers sejlads nåede man frem til Aarhus.

Vestover til Silkeborg

Kierkegaard rejste videre til Randers, men vi skal vestover til Silkeborg. Den tur foregik ad snoede, sandede landeveje fra landsby til landsby. For det var først i 1856, at hovedlandevejen Aarhus-Ringkøbing blev fuldført.

I løbet af 1840’erne blev der oprettet regelmæssig diligencekørsel på strækningen. Før da måtte den rejsende hyre en vogn, ride - eller gå.

Landskab fra Silkeborgegnen af Dankvart Dreyer, omkring 1838. Udsigt over et blændende smukt landskab, der muligvis er set fra Virklund med Borresø og egnen ved Himmelbjerget i baggrunden. Statens Museum for Kunst.

Det store og ukendte Jylland

Fra slutningen af 1830’erne begyndte de første af tidens malere at udforske den skønne Silkeborg-egn. De havde hidtil næsten udelukkende arbejdet med motiver fra København og allernærmeste omegn, eller fra deres udenlandsrejser.

Det første maleri fra Silkeborgegnen, som vi kender til, er fra landskabsmaleren Dankvart Dreyers Jyllandsrejse i 1838 - og det blev ikke det sidste.

Med guldalderen, som er den samlende betegnelse for dansk kunst og kultur i 1800-tallets første halvdel, begyndte kunstnerne at rette blikket mod Danmarks storslåede landskab og dets egenart. Et nationalt projekt der kun blev forstærket af tabet af Norge i 1814.

Den toneangivende kulturelle og politiske elite i København begyndte med andre ord at definere en dansk identitet. Og de fik øjnene op for de store kvaliteter, der lå så upåagtede hen i den resterende del af riget.

De mest nysgerrige eller ihærdige af dem drog til det store og ukendte Jylland. Langt de fleste havde dog ikke mulighed for, grund til og måske ikke engang lyst til at tage på ”opdagelsesrejse” i det ukendte. Det skete først langt senere. At rejse var besværligt, tidskrævende og kostbart.

Nogle 1000 favne højt

Værker som Erik Pontoppidans “Den Danske Atlas”, der blev udgivet i årene 1763-1781, tjente langt op i tiden som almindelig referenceramme. Det var den første, samlede, topografiske beskrivelse af Danmark.

Det er dog så som så med de faktuelle oplysninger i værket. I al fald når det gælder Himmelbjergets højde, der anføres til at ”være nogle 1000 favne højt”. Da en favn er ca. 1,90 m., svarer det til en højde på 2-3 km. Det viste sig nu også at være en trykfejl, som i et rettelsesblad blev nedskaleret til ”nogle 100 favne”.

I “atlasset” noteres det i øvrigt, at der sine steder i området er gode skove, men at de i fordums tid var ”i langt større overflødighed”, og at der kunne ses spor af det i mange af de sandige egne og heder - og det er jo ikke forkert.

Europas højeste

I et andet værk fra 1777 havde forfatteren, Nicolaj Jonge, tilsyneladende ikke opdaget fejlen med højdeangivelsen, som han angav til at være over 3.000 favne, altså over 5,7 km. Dermed syntes Himmelbjerget at være Europas højeste bjerg.

Dette nævnes blot for at påpege, at man/alle på dette tidspunkt famlede i blinde. At kendskabet til Silkeborgegnen var uhyre ringe hos eliten og at disse tidlige forfattere formodentlig ikke selv havde besøgt de steder, de beskrev.

En fjern og ukendt provins

Da der kun fandtes få beskrivelser af det fjerne og ukendte Jylland, havde den rejsende ikke mange muligheder for at forberede sig til rejsen. Men det ændrede sig så småt i første halvdel af 1800-tallet, hvor både oversigtsværker, topografiske artikler og rejseberetninger fra og om Jylland begyndte at dukke op.

De var næsten som beretninger fra opdagelsesrejser. Pakket med oplevelser af fremmedartethed og særpræg - i sammenligning med København og det velkendte, blide sjællandske landskab. Dermed blev der så at sige skabt et nyt Danmarkskort og vidensniveauet blev højnet ved, at forfatterne beskrev det, de havde set med egne øjne.

Urimelig højde

Så sent som i 1827 spøgte spørgsmålet om Himmelbjergets højde stadig. I Kjøbenhavnerposten har jeg fundet en artikel om den “lærde og flittige professor Schouw”, der havde “foretaget en lille rejse igennem en del af Jylland” for at “anstille iagttagelser over nogle af de betydeligste højdepunkter i landet”.

Avisen forventede, at den kendte naturvidenskabsmand ville “kunne give en aldeles nøjagtig bestemmelse af disse steders højde”, der tidligere var blevet angivet til en helt “urimelig højde”.

Schouw kom da også frem til, at Himmelbjergets “sande højde vil være noget over 500 fod” - svarende til ca. 152 m. og næsten det samme som de 550 fod på Th. Gliemanns kort over Skanderborg Amt, som var blevet offentliggjort i 1826.

Dermed var man faktisk ret tæt på den officielle måling, der blev lavet i 1847 og angav Himmelbjergets højde til 147 m.

Som naturscener i bjergegne

En anden rejsende, historikeren Christian Molbech, foretog i 1828 en sommertur til Jylland, hvortil han havde 17 timers sejlads med det nye dampskib “Dania” på ruten København-Aarhus. En rejse som, mente han, næppe kunne gøres hurtigere.

Naturligvis indgik også et besøg på Silkeborgegnen i hans rejseplan, og han blev både overrasket og betaget af, hvad han så. I Silkeborg kaldte den “romantisk-interessante egn ... ved sine høje bakker, søer, vandfaldet, møllerne … fremmede naturscener i bjergegne” frem på hans nethinde.

På turen til Himmelbjerget, som varede fire timer, kørte han igennem “en skovstrækning, som uden tvivl er den største, der endnu findes samlet i Jylland.”

Og vel fremme kunne han med forbløffelse konstatere, at landskabet her var en “virkelig overraskende sublim dansk bjergnatur”.

Også Molbech havde noget at sige om Himmelbjerg-højden, som han mente var et “latterligt tal”. Også selvom han havde læst det i et af sine yndlingsværker, Den Danske Atlas. Han havde tilsyneladende hverken set rettelsesbladet eller Schouws korrektion fra året før.

Skønne partier

I årene 1832 og 1833 tilbragte professor i matematik og redaktør, G. F. Ursin, to somre i Jylland. Formålet med rejserne var at beskrive landsdelens natur- og samfundsforhold, og at lære den at kende. Om køreturen fra Viborg til Ribe bemærker Ursin, at den jyske hede er mindre hæslig og mere bakket end den slesvigske og holstenske, og den “har derfor også mange afvekslinger, vandet kan samle sig i søer og åer, og om disse findes dog stedse en noget frodigere vegetation… ofte dannes endog skønne partier…” Så her får vi endnu en rejsendes begejstrede beskrivelse af egnens afvekslende naturscenerier og deres landskabelige skønhed. Flere gange noterer G.F. Ursin i sine artikler, at netop på det sted burde der komme en maler og skildre, hvad han netop havde set. Og det gjorde der også ganske snart.

Silkeborg smukkere end

Ikke alle fik dog planlagt deres rejse, så de fik set, hvad der virkelig var værd at se. Professor Th. Becker ærgrede sig i sin meget udførlige artikel fra 1839 over, at hans rejse til Himmelbjerget ikke også havde bragt ham til Silkeborg. “Thi desværre vidste jeg dengang endnu ikke, at rejsen fra Rye til Silkeborg og især de derværende udsigter er så udmærket skønne … og ved Silkeborg findes de skønneste skovpartier og udsigter, som man måske træffer i Danmark, endogså smukkere end Himmelbjerget.”

Se, det kunne han jo have undgået ved at orientere sig i den litteratur, der trods alt var tilgængelig på dette tidspunkt. Men hans konstatering pirrede måske læsernes nysgerrighed.

Et nuanceret billede af Jylland

Fra 1830'erne bragte digterpræsten, St. St. Blicher, Jylland ind i dansk litteratur og blev dermed en fremtrædende figur i opdagelsesprocessen. Han gjorde den lokale kultur, heden og dens befolkning til emnet for sine fortællinger og digte og tilførte dermed kvalitet til skildringen af dette ukendte område. Han var på den måde med til at forme opfattelsen af landsdelen og hans betydning blev kun større af, at hans læsere jo var den dannede elite i København.

I novellen “Himmelbjerget”, udgivet i 1833, beskriver Blicher i meget poetiske vendinger en todages tur til stedet, som han kalder “det danske Schwarzwald”. Det var en helt ny og epokegørende måde at skildre naturen på. Han gjorde, skrev han, hvad han kunne i forsøget på at beskrive, hvad han så. Men måtte alligevel give op. Det var for stort og for smukt.

Så han opfordrede læseren til selv at komme og opleve stedets naturskønhed: “Min pen er ingen pensel. Rejs! Rejs! Rejs selv til Himmelbjerget, og se!”

Måske var det den opfordring, der meget snart lokkede de første landskabsmalere til egnen.

Noget af det mest maleriske

Digteren over dem alle, H.C. Andersen er vel nok den mest berømte af de forfattere, der kom til Silkeborg, og så, beskrev og fik det offentliggjort.

Den rejsevante digter besøgte Jylland i 1830, men først i 1850 lykkedes det ham at komme til Silkeborgegnen. Han gæstede desuden byen to gange i 1853 og to gange i 1859.

Det fremgår tydeligt både af hans dagbøger og af breve til venner og bekendte, at han var overvældet og betaget af den storladne midtjyske natur. I et brev til vennen B.S. Ingemann skriver han: “Silkeborg er noget af det mest maleriske jeg har set. Man kalder Fyn Danmarks spisekammer, men er Fyn spisekammeret, da er Jylland storstuen; det er jo et prægtigt land!”

Hans besøg i Silkeborg satte sig ligefrem spor i forfatterskabet. I 1853 blev det til et hyldestdigt med titlen “Silkeborg”, som han slutter med ordene “Der er så smukt og godt derovre!” Og fra 1854 har vi en overstrømmende rejseberetning, der blev bragt i Folkekalender for Danmark. Her får vi et fantastisk indtryk af den opvoksende by, sådan som han oplevede den – men også hans betagelse af naturen på stedet.

Den gæstfrie familie

Den store digter var et nært bekendtskab af papirfabrikant Michael Drewsen og hans hustru Amalie og boede naturligvis, ligesom mange før og efter, hos den gæstfrie familie under sine ophold.

Digteren færdedes mest til fods ude i skovene og langs åen, men han gik også på opdagelse på fabrikken og i nybyggerbyen. Med H.C. Andersens ord var der nu kommet en udvikling i gang i “amerikansk tempo”. Vel nærmest som vi ser det i cowboyfilm om Amerikas nybyggertid i 1800-tallet.

Men nu forlader vi det skrevne ord og skal i næste artikel forsøge at komme tættere på det fortryllende natursceneri, som disse mange rejsende så og oplevede. Det kan vi heldigvis gøre, fordi også landskabsmalere tidligt lagde vejen forbi. Og de fastholdt deres indtryk med deres pensler på lærred og papir.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 14.+ 28. november 2020.

Senest ændret 10. januar 2024 kl. 14:09