Mads Doss

Digt af Steen Steensen Blicher, trykt første gang i 1842 som en del af ”Kjerlighed på Dagvognen”. Syv dagsrejser var der med dagvognen fra Ålborg til København med ophold i Hobro, Randers, Århus, sejlads til Kalundborg, og derfra til Holbæk og Roskilde. Undervejs har de skiftende rejsedeltagere rig anledning til at fortælle en god historie eller synge en sang for det øvrige selskab. "Mads Doss" hører til 2. dagsrejse, der hvor man syd for Hobro kørte ind i en større hedestrækning.

Melodien er fra 1862, komponeret af Jens Kr. Vendt. De originale noder er udstillet på Blicheregnens Museum.

Sangen

Mads Doss var en "kon koltringsknæjt" hedder det i sangen. Som andre børn blev han sendt ud på heden for at vogte får - det var et passende arbejde for en dreng på 10-12 år. Kedeligt var det, men heldigvis mødte han Mett’, en pige fra Kølvrå, som var ude i samme ærinde:

Originalen	På nymodens rigsdansk
Mads Doss han war en kon Koltringsknæjt, Han gek mæ Foeren i Hien, Imell saa slow han Lyng te en Bæjt, Imell saa band aau Vien En Liim te hans Muer, aa saa saang han imell, Di hoer ed saa vit, nær han tow te aa hwell: :/:La la luh - la la lih - kom! saa skal A bih.	Mads Doss han var en knapt halvvoksen knøs, han gik med fårene i heden, indimellem så slog han lyng til en bagning, indimellem så bandt han af pilevidjer eller kviste en kost til sin mor, og så sang han indimellem, de hørte det så vidt omkring, når han tog til at råbe: :/:Lalaluh, lalalih, kom så skal jeg vente.
Mett Kølvro war en kon Stonthostøs, Gek aasse mæ Foeren i Hien, Aa somti hun swedt, aa somti hun frøs; Den Drywwen slet ett hun ku li en. Hun snøvsed imell, faa hin Dawwen wa laang, Iwessomda tahrt hun sin Klukker, aa saang: :/:La la luh, etc.	Mette Kølvro var en lille stunthosetøs*), gik også med fårene i heden, og somme tider hun svedte og somme tider hun frøs; at drive med fårene kunne hun slet ikke lide. Hun græd indimellem, for hende var dagen lang, en gang imellem tørrede hun sine øjne og sang: :/:Lalaluh, etc.
Aa somti di mødtes saa his aa saa hæhr, Od Mælmad, aa spraakked saa knøwt da, Aa let om let fek di hwerranner saa kjæhr: Jen kam næ den Aahn ga en Hwøwt da. Aa næ di had edt, gek di hvæ te si Hjaer, Aa saang, saa de gjall owwe Mosser og Kjaer: :/:La la luh, etc.	Og somme tider de mødtes så hist og så her, spiste mellemmad og talte så pænt, og lidt efter lidt fik de hverandre så kær, den ene kom, når den anden gav et vink. Og når de havde spist gik de hver til sin hjord får og sang, så det gjaldede over moser og kær: :/:Lalaluh, etc.
Saaen gek da en Sommer, aa dæ gek flier, Lieg Kjærrester saa di fann o da. I Hien kam di no ikki møj mier, Men hjemm ve hwerranne di lo da. Aa saa bløw di gywt, aa behøwd ett aa sønng, Som faer di had gjow, i di baareste Lønng: :/:La la luh, la la lih, kom! saa skal A bih!	Sådan gik da en sommer, og der gik fler, så fandt de da på at lege kærester. I heden kom de nu ikke meget mer, men hjemme ved hverandre de lå da. Og så blev de gift og behøvede ikke at synge, som de før havde gjort i den bareste lyng: :/:Lalaluh, lalalih, kom! så skal jeg vente.

*) stunthoser er lange strikkede strømper uden fødder. Så kan man ikke så nemt slide hul. Det sidste vers er ret nyt i sangbøgerne. Indtil 1970erne kunne man åbenbart ikke skrive om de forelskede unge, som lå sammen. Og Mads og Mette blev endda gift.

Virkelighedens Mads Doss

Som så megen anden Blicher-digtning bygger den på realiteter. Virkelighedens Mads med døbenavnet Christensen, havde en lille ejendom på Thorning Vestermark. På hans jord lå - og ligger - Dosshøj eller "æ Doss" - en aflang gravhøj, som gav ham navn. Det fortælles om ham, at han var skeløjet og ualmindelig grim. Mads levede 1779 - 1854 og ligger begravet på kirkegården i Thorning. Hans chatol og klukflaske er udstillet på Blicheregnens Museum. Mads kom fra et yderst fattigt hjem i Høgild. Som dreng blev han engang kort før jul sendt ud at tigge sammen med en søster. De gik langs Karup Å gennem Hessellund, Kølvrå og Uhre, men havde kun fået sammentigget 4 skilling da de nåede til Agerskov. Herfra ville de gå hjem langs den anden bred. I Agerskov boede en bonde, som også hed Mads. Han var den lille bys mest velhavende mand og i øvrigt kendt for sin gerrighed. Han havde slået et gangtræ over åen ved siden af vadestedet, og opkrævede så 2 skilling i bropenge af enhver, der ville benytte gangtræet. Også Mads og hans søster måtte betale, og det passede lige med deres 4 skilling. Mads Doss glemte ham det aldrig, og fortalte selv om det, da han var gammel mand.