Christian 8.s Vej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Christian 8.s Vej set mod nord. Ny Længe ses i baggrunden til venstre, Silkeborg Museums have til højre

Kong Christian 8. (1786-1848) er historisk stærkt knyttet til Silkeborg, idet det er ham, der ud fra anmodninger fra justitsråd og kongelige godsinspektør J. H. Bindesbøll, Skanderborg, 8. januar 1846 udstedte et kongeligt dekret, hvorefter Silkeborg fik privilegium som handelsplads.

Christian 8.s Vej blev navngivet af byrådet på et møde 23. oktober 1890. På gamle kort er den angivet som "Vejen til Marienlund".

Christian 8.s Vej gik indtil slutningen af 1930'erne fra Østergade til Søndergade, hvor det gamle Hotel Silkeborg dannede point-de-vue for gaden. I forbindelse med Østergades omfattende sanering blev hotellet i 1938 nedrevet og Christian 8.s Vej ført tværs over gaden med retning mod Viborgbroen. Christian 8.s Vej afløste dermed Godthåbsvej som forbindelsesvejen til Alderslyst.

De stærkt stigende trafikale problemer i midtbyen op igennem 1960'erne, og især i tilknytning til Christian 8.s Vej og Østergade, medførte, at kommunen i årene 1965-75 opkøbte hele den gamle karré Kirkebakken-Fredensgade-Christian 8.s Vej med henblik på bortsanering. Det skete i al væsentlighed i 1973-76 og sikrede en stor udvidelse af Christian 8.s Vej. På det tilbageværende areal blev anlagt en central busholdeplads, som igen i 1990-92 blev erstattet af det nuv. Torvecenter m.v. og den nuv. busterminal.

Christian 8.s Vej blev efterhånden en stærkt befærdet gade, og fra slutningen af 1950'erne blev den ensrettet på stykket mellem Østergade og krydset ved Søndergade. Med etablering af Søndergade som gågade i 1971 blev Christian 8.s Vej igen åbnet for trafik i begge retninger.

I 1979 lagde man den del af Søndergade, der går fra jernbaneoverskæringen til den tidligere Silkeborg Brugsforening (nr. 38) til Christian 8.s Vej.

Christian 8.s Vej indgik indtil etableringen af Silkeborgs ringvejssystem i hovedvejsforløbet mellem Horsens og Viborg (Hovedvej 52).

Markante bygninger med adresse på Christian 8.s Vej:

Christian 8.s Vej 2C: Silkeborg Politistation.

Christian 8.s Vej 52: Sidste rest af vestre længe til Silkeborg Hovedgård. Huset blev i 1998 indrettet som anneks til Silkeborg Museum og rummer en arbejderbolig, som den kunne se ud omkring 1910, og en museumsudstilling om Arbejderbevægelsen i Silkeborg og arbejderliv.


Beliggenhed: Christian 8.s Vej ligger i Silkeborgs midtby.