Caroline Petersen
Caroline Mariane Petersen (1848-1927) voksede op på Sjælland og gennemførte som ung et lærerindekursus på N. Zahles kvindeseminarium. Derefter oprettede hun en privatskole i Slagelse. Hun kom imidlertid ikke til at virke der så længe, idet hun blev gift med Frederik Christian Friis Petersen, der netop var blevet udnævnt til postmester i Mariager. I 1889 overtog Fr. Petersen postmesterembedet i Silkeborg med bolig i den gamle hovedgård, hvor postvæsenet holdt til.
Omkring 1915 blev Fr. Petersen pensioneret og parret flyttede til Villa Åbo (Åhavevej 55).
Caroline Petersen var meget aktiv i lokalsamfundet. Hun oprettede således en lokalforening af "Danske Kvinders Forsvarsforening", og var dens formand indtil foreningens opløsning. Desuden var hun formand for Sønderjysk Samfund i Silkeborg og for Foreningen til Dyrenes Bekyttelse og aktiv i bestyrelsen for Dronning Louises Asyl.
Indholdsfortegnelse
Lokal forfatter og digter
Hun slog sit navn fast som lokal forfatter og digter.
Digt: Silkeborg, 1892 og 1895
18. maj 1892 præsenterede Silkeborg og Omegns Avis et bud på, hvordan et byvåben kunne se ud. Ideen til våbnets detaljer var givet af maler C. P. Hansen, mens tegningen var udført af kunstmaler L. Rastrup, som en tolkning af et digt skrevet af Caroline Petersen. Digtet indgik i 1895 i værket "Fra Silkeborg til Himmelbjærget". Digt-cyclus af Caroline Petersen.
Nøkken hviler ved åens bred
Hans tanker fare så vide
Århundreder her i skvens fred
Han så som voverne glide
Grant han mindes, da Erik Mus
Under seljepilenes skygge
Borgen, der længst nu ligger i grus
'Med vold og grav lod bygge
Han så dens gyldne fløj og spir
Nyfødt' i solen at lue
Og lo i skægget, da navn og zir
Den fik efter bispens hue.
Han så først mangen munk og præst,
Så riddernes muntre skare
Til messe og til jagt og fest
Ad åens vande fare.
Tiderne svandt. Da hørte en dag
Nøkken en underlig brusen,
Snart som et vandfalds vældige brag,
Snart som et stormvejrs susen.
Sluser blev gravet og broer lagt
Til færdsel for oven og neden,
"Hvem" - tænkte han - "vover så med magt
At trænge ind i mit Eden?"
Men larmen tog til: sig hus ved hus
Nær åen og søen rejste
Og snart en by med sus og dus,
Hvor birkene groede, knejste.
Tværs over åen jernbanefart
På dens vande roning og sejlen
Og fløjten hver time på dagen snart
Af den store dampfugl "Hjejlen"!
End byen vokser fra år til år,
Dens larm dog ej kan fortrænge
Vandenes drot, der endnu slår
Med sælsom magt sine strenge.
Slægt efter slægt har lyttet til
Strengelegen og sangen,
End ådybets dæmpede harpespil
Med trolddom tager fangen.
Dog ej i travlhed og ej ved dag
Kan Nøkkens harpe du høre,
Ej heller i et højrøstet lag
Dens tone nå dit øre.
Men glider din båd ad åen ned
En sommerkvæld mild og stille,
Når skovene trindtom ånde fred,
- da hører du Nøkken spille.
Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus, 1895
I maj 1895 fik Caroline Petersen udgivet "Fra Silkeborg til Himmelbjærget. Digt-cyclus", som var tænkt som en slags jubilæumsskrift eller hyldestskrift til Silkeborg, der kunne fejre sit 50 års jubilæum, fordi det i september 1845 blev indstillet, at der skulle oprettes en handelsplads.
Værket har helt klart også de mange turister som målgruppe, idet det er forsynet et tillæg med ....
Foruden ovenstående digt "Silkeborg" indeholder digtcyklussen følgende digte:
Gudenå
Du skovkranste stille, du spejlblanke å,
hvor bægene og birkene sig dukke,
vi hilse din vove, den skjønneste vi så
hvor åkandebladene sig vugge!
Vi hilse dig skovklædtebred, der sig snoer
dybt ind under skovens svale skygge,
hvor ørnebregnen knejser og elletrunten gror
og solsort og drossel rede bygge
Som de vil vi prise din skønhed i sang,
når henad dit blanke løb vi sejle
o lær os: så tyst som din vove gå vor gang
og lidt af himlens klare fred at spejle.
Fantasus, 1896
Ved indvielsen af Silkeborg Håndværkerforenings nyopførte bygning 21. marts 1896 åbnedes den første teatersæson med en prolog, som var forfattet af Caroline Petersen: Fantasus, to bagateller, hvorefter der blev opført et hjemstavnsstykke af Edv. Egeberg: En Wandgang paa Hattenæs.
