Se kilde til De hjemløses march

==Baggrund==

Hvor Danmark i kraft af sin neutralitet havde nydt økonomisk godt af 1. verdenskrig, blev 1920'erne præget af  kriser og særdeles høj arbejdsløshed.

Landbruget, som stadig var Danmarks hovederhverv og største eksportør, kunne ikke længere opnå de samme priser som tidligere, blandt andet fordi de vigtigste eksportmarkeder, Tyskland og England var hårdt mærkede af krigen. Derimod faldt landbrugets omkostninger ikke.

Hele Europa var således ramt af en efterkrigskrise, der gik særdeles hårdt ud over såvel landbrug som industri og skabte kaos i bankverdenen.

Skandinaviens største bank,Landmandsbanken, krakkede i 1922 – blandt andet som følge af for risikable investeringer i landbruget – og staten måtte træde til med massiv støtte for at rekonstruere den. 

Selvom landbruget efter krigen formåede at beskæftige lige så mange mennesker som før, var der dog et væsentligt fødselsoverskud, som ikke kunne beskæftiges og disse søgte naturligt nok til byerne for at finde arbejde der. I løbet af 20'erne drejede det sig om 40.000 mænd og 85.000 kvinder ud af en øget arbejdsstyrke på 170.000.

Et prisfald på varer i de første år efter krigen gjorde, at arbejderne måtte acceptere en lønnedgang, da deres lønninger fulgte pristallet og i det hele taget var fagforbundene noget tilbageholdende i forbindelse med overenskomstforhandlinger på grund af den økonomiske situation.

Til gengæld havde de haft held med at få indført en 8-timers arbejdsdag og regler om overtidsbetaling, hvilket faldt arbejdsgiverne meget for brystet og de følgende års forhold mellem fagforbund og arbejdsgivere var yderst spændt. Arbejderne krævede lønforhøjelse, da priserne atter var stigende hvorimod arbejdsgiverne krævede en lønnedgang på 10 %.

Disse uenigheder om løn- og arbejdsforhold førte i 1925 til en særdeles højspændt konflikt, hvor det ikke skortede på (trusler om) strejker og lock-out, og Thorvald Stauning, som i 1924 var blevet valgt som leder af landets første socialdemokratiske regering, havde faktisk et provisorisk regeringsindgreb klar, hvis ikke parterne selv var kommet til enighed.

Denne konflikt omfattede også en transportarbejderstrejke, der berørte landmændene. De lod derfor regeringen forstå, at de forventede at landbrugets transportmuligheder blev normaliserede, eller med andre ord: de forventede, at regeringen ville beskytte skruebrækkere. I det hele taget, opfattede landmændene arbejderne som forkælede, krævende og skadelige for økonomien.

Som et forsøg på at stabilisere de europæiske valutaer valgte Tyskland, England og Frankrig at genindføre den såkaldte guldfod og i starten af 1927 fulgte Danmark med og revaluerede kronen med 20 %. Det betød at priserne på almindelige varer også faldt med cirka 20 % og arbejderne måtte derfor acceptere en pristalsreguleret lønsænkning på 17%.

Revalueringen betød dog også, at landmændene fik mindre for deres eksportvarer og også på andre måder virkede kroneopskrivningen mindre gunstigt end håbet.

Det var i denne rigets tilstand, at Thomas Madsen-Mygdal i 1927 blev landets statsminister. Han havde tidligere været landbrugsminister, var selv kornproducent og - som traditionel venstremand - af den indstilling, at skulle den økonomiske situation forbedres, var det især landbruget, der skulle have bedre vilkår og derfor måtte der spares på statens udgifter. Som ultraliberalist var han også af den opfattelse, at man - populært sagt - ikke kan lave en æggekage uden at knække nogle æg. Hvis noget ikke kunne stå som følge af besparelserne, måtte man lade det falde.

Han skar derfor ned på lønninger og overførselsindkomster, hvilket i for sig var logisk og forståeligt nok, da købekraften jo var steget med 20%, men han gjorde det på en noget klodset facon, idet han startede med at skære invalidepensionen ned med 30%. Også arbejdsløshedsunderstøttelsen og diverse hjælpeforanstaltninget blev meget hårdt beskåret – blandt andet blev nyuddannede svende helt frataget muligheden for at få understøttelse - og det var naturligvis vand på den socialdemokratiske mølle, der udlagde det som de riges sammenrotning mod de fattige.

Hvis man dertil lægger, at arbejdsløsheden var på 18% i 1928 og at det især var de unge og nyuddannede, der havde svært ved at få beskæftigelse, at det var meget vanskeligt at finde en bolig, der kunne betales af en understøttelse samt at den lave støtte gjorde, at mange af de arbejds- og hjemløse ikke havde råd til at betale fagforeningskontingent og derfor blev smidt ud af A-kassen, så har man bagrunden for protestmarchen i 1928.

==På landevejen==

De - hovedsageligt - unge, der ikke kunne finde arbejde i byerne, havde kun én mulighed for beskæftigelse, nemlig at gå på landevejen for på den måde at hutle sig igennem ved midlertidigt arbejde rundt omkring. Men mulighederne og forholdene var usle. Især blev forholdene på de forskellige svendehjem og herberg skarpt kritiseret og ikke mindst Arbejde Adler og Frelsens Hær måtte stå for skud. Begge organisationer blev kritiseret for at gøre deres velgørenhed til en forretning:

Arbejde Adler lavede landsindsamlinger, som ikke kom de arbejdsløse til gode og de krævede meget arbejde for en lille hjælp, sagdes det. Frelsens hær var dog de værste. De krævede en relativt høj pris for et måltid mad, der var fremstillet af fødevarer, de havde fået gratis og som ikke altid var helt friske. Ligeledes tog de en  høj pris for en seng til trods for, at sengetøjet kun blev skiftet hver tredje uge, selvom flere deltes om samme seng, som for øvrigt ofte var lusebefængt og 40-50 mand måtte i 3-4 dage klare sig med ét enkelt håndklæde. Dertil kom, at ruderne på sovesalene ofte var knuste, etc.

De mange arbejds- og hjemløse var naturligvis godt og grundigt trætte af deres situation. Men de var også trætte af de mange demonstrationer og slagsmål med myndighederne og derfor var nogle unge, aktivistiske arbejdsløse i starten af 1928 kommet til at spekulere over, om man kunne komme til orde på en anden måde.

Ved hjælp af opslag på svendehjem og herberger indkaldte de derfor til et møde i Folkets Hus på Jagtvej 69 (ja, det senere Ungdomshus – men også stedet, hvor denne skribent i sin barndom har været til adskillige juletræsfester ...) for at drøfte og planlægge en march fra Jylland til København så man på den måde kunne vise, hvor stort og omfattende problemet var. Man enedes om at mødes og starte i Kjellerup lidt nord for Silkeborg, da byen praktisk taget lå midt i Jylland og var forholdsvis nem at komme til, uanset hvorfra man kom.

Man var fra starten enige om, at det var yderst vigtigt, at marchen foregik i god ro og orden som et modstykke til de ophidsede og voldelige sammenstød, man tidligere havde oplevet. Det var derfor ikke tilladt at indtage alkohol, man gik tidligt i seng, når man marcherede gik man i grupper under ledelse af en gruppeleder og desuden ville man forsøge at undgå, at de 'rigtige' landevejsriddere, som havde et noget mere løsagtigt forhold til alkohol og disciplin blev en del af marchen. De få, der dukkede op, tog hurtigt benene på nakken igen – det var ikke noget for dem.

Det var også vigtigt for initiativtagerne, at det ikke blev en partipolitisk manifestation. Det her drejede sig om levevilkår -  ikke om partibøger eller -farver.

Kravene, der skulle formuleres, var lige så klare: Man krævede arbejde til overenskomstmæssig løn og anstændige sociale forhold i det hele taget. Kunne man ikke få arbejde, skulle staten sikre mulighed for emigration til et land - fx USA, Canada eller Argentina -, hvor der var arbejde at få.

==Kjellerup – Silkeborg==

Marchen var planlagt til starte fra [[Kjellerup]] den 5. marts, men allerede i ugen forinden var 3 af intiativtagerne – Carl Madsen, som var næstformand for de hjemløses udvalg i København, metalarbejder Willy Geslin og Svend Aage Andersen – ankommet til Silkeborg og lørdag aften var der indbudt til møde på restaurant Sommerlyst. Mødet trak fulde huse, og aviserne anslår at omkring 100 af deltagerne var marchdeltagere, så resten måtte altså være silkeborggensere, der interesserede sig for sagen.

I løbet af søndagen begyndte marchens deltagere at ankomme til Kjellerup. Efterhånden som de ankom, blev de udstyret med et rødt bånd, som skulle bindes om armen, så alle kunne se, at de deltog i marchen.

Lederne havde aftalt med byen at deltagerne ville blive bespist med gule ærter og flæsk og der ville være overnatningsmuligheder på Teknisk Skole og i [[Amskov forsamlingshus]]. Omkring 100 – hovedsageligt helt unge – arbejdsløse var kommet til byen og de blev dirigeret til ro klokken 21, efter at der først var dannet vagthold, der skulle fyre i kakkelovnene og i øvrigt holde øje med, at der ikke gik ild i den halm, som man havde fået at sove i.

Søndag aften klokken 19 bragte Pressens Radioavis og Berlingske Tidendes aftenudgave et telegram fra Silkeborg, der meddelte, at byen var hjemsøgt af tiggere og betlere og at byens borgere var dybt bekymrede for, hvordan det skulle gå, når marchen dagen efter nåede Silkeborg. Silkeborgs politimester var hurtigt ude med en erklæring om, at dette var aldeles usandt og klokkken 23 bragte radioen et dementi. Telegrammet var afsendt af en journalist fra Silkeborg, men der blev ikke sat navn på. Socialdemokraten mindede dog om, at Berlingskes Silkeborgkorrespondent var ansat på [[Silkeborg Avis]].

I Kjellerup var alt forløbet i planmæssig ro og orden. Byens borgere havde taget venligt imod de hjemløse og man havde indsamlet tøj og sko til dem. Byens barber tilbød gratis klip og barbering og byens eneste politibetjent tilbragte aftenen i biografen.

Før afgangen til Silkeborg, som fandt sted klokken 14, havde Kjellerup budt på såvel morgenmad som frokost, det indsamlede tøj var blevet afleveret og man sagde pænt farvel, tak for hjælpen og held og lykke til hinanden. 

Ved afmarchen var ca 270 personer samlede, men det tal ville formodentlig blive væsentlig større, når man kom til Silkeborg.

Allerede da marchdeltagerne ved 17-tiden dukkede op på Balle bakke, var en hel del nysgerrige samlet i vejsiderne og Silkeborg Avis kunne berette, at fra [[Viborgbroen]] og ind til byen stod tilskuere
i rækker på begge sider af vejen og ”indtoget … formede sig som en hel festlig begivenhed, når man ser bort fra togets triste karakter.”

Toget marcherede med det samme om på Markedspladsen, hvor borgmester [[Peter Esben-Petersen]] bød velkommen. Selvom det ikke skortede på arbejdsløshed i Silkeborg, sagde han, kunne deltagerne i toget være overbeviste om byens medfølelse og forståelse. I Borgerskolens gymnastiksale havde [[børnebespisningen]]s køkken sørget for risengrød og bajerske pølser med rundstykker til aftensmad og senere på aftenen underholdt typograf og viseforfatter [[Hugo Stabehl]] med oplæsning og Forsvarsbrødrenes kor sang. Byens barbersvende stillede med tilbud om gratis forskønnelse.
Nogle få havde valgt at gå en tur rundt i byen, men alle var tilbage klokken 9, da Willly Geslin med et stød i sin fløjte bekendtgjorde at det var sengetid.

Ligesom i Kjellerup havde Silkeborgs borgere samlet tøj, sko og støvler sammen – tillige med 131 kroner, hvilket svarer til 4700 kr i dag. Alt dette blev afleveret til ledergruppen, som så ville fordele det til de trængende.

Efter en tidlig morgenmad bestående af kogt mælk fra mejeriet og mængder af rundstykker og rugbrød stillede man klokken 8.30 op til afgang. Man var nu blevet så mange, at ”toget ved opstillingen i morges måtte formeres i 8 afdelinger med 8-10 rækker á  3 mand i hver”. Da alle således stod klar trådte Willy Geslin ind i midten og han og resten af deltagerne tog hatten af og takkede Silkeborg og dens borgere, forsørgelses- og fattigudvalget og pressen for dens velvillige behandling.

På byens vegne talte medlem af  [[Silkeborg Forsørgelsesudvalg]], socialdemokraten [[Rasmus Bindslev]]. Han takkede for den ro og orden, der havde hersket; blev de sådan ved, sagde han, ville de givetvis nå deres mål. Han mente dog, at det var sørgeligt at se en flok unge stærke mennesker være henvist til at starte sådan en demonstration for at få arbejde. Talen blev besvaret med hurraråb og alle begav sig ad [[Hattenæsvej]] for via Sejs, Svejbæk og Ry – hvor der ville blive budt på kaffe og madpakker – at ankomme til Skanderborg. 
==Fortsættelsen==
Herfra var marchen ikke længere i kontakt med Silkeborg og kan derfor (måske) betragtes som uinteressant for Silkeborgs lokalhistorie.
Historien om arbejdsløshedsmarchen stopper imidlertid ikke her, tværtimod. De næste dages udvikling var både overraskende og – ærlig talt – ikke specielt flatterende for den danske regering.


Indtil denne artikels forfatter måske en dag tager sig sammen til selv at skrive fortsættelsen, tager han sig den frihed at bringe følgende lange citat fra web-siden KONFRONT. Artiklen er skrevet af forfatteren og historikeren Michael Valeur, som også har skrevet romanen Hjemløs, som handler om netop denne march.

==Festen slutter==
Det lignede en folkelig vindersag, indtil de nåede Horsens. På det tidspunkt var de københavnske politikere begyndt at blive betænkelige over den massive mobilisering og forudså masser af problemer, når marchen nåede frem til København. Man huskede stadig optøjerne i forbindelse med Børsen ti år tidligere. Den russiske revolution var også tæt på – og det rumlede i Tyskland.

Venstreregeringens justitsminister Rytter, krævede derfor marchen stoppet i Vejle, før den voksede sig større. Han sendte et særtog med ”panserbasser” afsted med et ekstraordinært nattog. Det var den del af korpset der var vant til at håndtere ”ballade”. Hærdebrede typer der ikke var lige til at komme udenom og var vant til slagsmål.

Men Rytter var ikke den eneste der mobiliserede. De hjemløse fik også forstærkning i Vejle. Der kom selvstyrefolk fra Sønderjylland (der på det tidspunkt bekymrede regeringen en del), aktivister fra det øvre Jylland og flere helt almindelige hjemløse, der alle rejste ned for at møde toget i Vejle. Også en flok kendte københavnske kommunister dukkede op.

Både politiets og aktivisternes forstærkning mødtes på Vejle torv, ud for den gamle teatersal hvor de hjemløse var indkvarteret. Der var uro i luften og inde i teatersalen var de hjemløse delte. Nogen ville gerne lukke aktivister, kommunister og selvstyrefolk ind. Andre ville holde den upolitiske linje. Udenfor kunne det være endt i et gedigent slagsmål – og der røg også en rude i hoveddøren. Men det lykkedes alligevel togets ledere at få ro på. Hele ideen var jo ikke at ende i den sædvanlige konfrontation, men med et politisk resultat.

Man endte med at få lukket alle aktivisterne ind i teatersalen. Få politiet til at tage det roligt, så slagsmålet blev afværget – og så tage diskussionen på fællesmødet dagen efter. Under et dramatisk møde nedlagde Kaas sin post i toget og man besluttede i første omgang at opløse toget helt for at undgå en direkte voldelig konfrontation. Men togets ledere opfordrede alligevel folk til at mødes på Valby bakke den 20 marts. Opløsningen betød bare at man ikke længere kunne gå til København i samlet flok, men at folk hver især måtte forsøge at nå frem. Man vidste nemlig at færgerne nægtede at sejle folk over, og politiet stod ved alle færgeovergangene. Man kunne ikke samlet komme over bæltet. Men gik man i spredt orden var der grænser for hvor tæt nettet kunne være.

==Revolutionen lurer på Valby bakke==

Så officielt opløstes toget, men det lykkedes alligevel de hjemløse at komme over de næste dage, enkeltvis eller i helt små grupper. En del blev standset i Odense, og nogen blev standset andre steder på ruten. Men den 20 marts stod de fleste alligevel på Valby bakke. De arbejdsløse i København sluttede sig til dem, og det gjorde dele af studenterbevægelsen også (bl.a. var en purung Poul Henningsen med den dag). Mængden voksede og i alt begyndte et sted mellem 15 og 25.000 mennesker, at vandre fra Valby bakke og ind mod Christiansborg.

Alt disponibelt mandskab fra politiet var selvfølgelig kommanderet ud. Nerverne sad uden på tøjet. Soldaterne på kastellet fik udleveret skarp ammunition i tilfælde af at tingene skulle udvikle sig. Og på en del københavnske tage stillede man maskingeværer op. Der var alt for mange mennesker til at man var sikker på at situationen kunne forblive under kontrol.

Dagene op til havde været hektiske i det københavnske venstrefløjsmiljø. For en del kommunister var det en oplagt chance til at skyde revolutionen i gang, mens det fra andre dele af venstrefløjen netop var en situation hvor antallet af demonstrerende, skulle udnyttes til at tvinge regeringen til at lytte. De ville gerne undgå det korporlige slagsmål og for én gangs skyld få et konkret politisk resultat ud af det.
Hele byen sydede. Aviserne var på pletten. Alt kunne ske – noget måtte ske.

Og så alligevel ikke. Byen var sort af demonstrerende og Kragh fra Venstre måtte modtage de hjemløses delegation på Christiansborg. Men der var ingen indrømmelser, kun noget der selv for den borgerlige presse sås som total arrogance. Da udvalget kom ud på pladsen opfordrede de til ro, og ville nu gå til Københavns rådhus; for selvom landet var ledet af en Venstre regering, så havde København en socialdemokratisk borgmester (Viggo Christensen). Ham ville man forsøge sig med. Det blev resultatet nu ikke bedre af. Han anerkendte ikke kravet om at hjælpe de hjemløse og han ville under ingen omstændigheder begynde at beværte de hjemløse som i de jyske byer. Han henviste dem til Sundholm og fattighjælp.

I 1928 var det en alvorlig sag. Modtog man penge fra det offentlige forsvandt ens stemmeret f.eks. Alligevel valgte de hjemløs at gå planken ud. Møde op på Sundholm og se systemet bryde sammen under presset. Vise dem at problemet ikke forsvandt.

==Efterspillet på Sundholm==
Men de politiske afvisningerne begyndte at virke. Mange turde ikke gå direkte til Sundholm og lade sig låse inde for natten. De der prøvede blev chikaneret af politiet, der gerne så en konfrontation. Flere af deltagerne begyndte langsomt at sive fra marchen. Ledte måske efter en plads under broerne eller nede i havnen. Et sted hvor man ikke skulle låses inde, registreres og miste sin stemmeret.

De 700 der til sidst endte ved Sundholm, kunne lige netop rummes indenfor murene. De fik mad, blev registreret, iklædt en fangedragt og fik en seng. Et par af dem nægtede at trække i dragten og lade sig registrere. De fik temmelig voldsomme prygl. Det lykkedes dog to af dem at stikke af for at kunne dokumentere mishandlingerne. De brød ind på et politisk møde med Stauning som taler og fremviste mærkerne efter mishandlingerne, men udover Arbejdebladet var der ikke nogen der havde lyst til at skrive om det.
I dagene efter lodsede man resten af de hjemløse tilbage i små flokke. I lukkede togvogne ankom de til deres hjemkommuner i Jylland, hvor de fandt sig selv tilbage på landevejen præcis hvor de kom fra. Sultne og hjemløse – og nu uden nogen illusioner om at det danske demokrati også gjaldt dem.

==Kilder==

Silkeborg Avis

Silkeborg Socialdemokrat

Silkeborg Venstreblad

KONFRONT

Søren Mørch: 24 statsministre

Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Dansk social historie bd. 6, Sociale brydninger 1914-39

Historieselskabet podcast: Interview med Michael Valeur