Se kilde til C. Commichau & Co.s fabrikker

[[Carl H. Commichau]] kom i 1877 til Silkeborg fra Sachsen. Hans familie havde i årtier drevet virksomhed indefor spinderi og tekstilfremstilling, men Carl H. var selv uddannet som kleinsmed/låsesmed. I Danmark startede han meget beskedent et vandkraftdrevet uldspinderi på Kjærsgård ved Silkeborg Langsø og han beskæftigede i starten blot 1 mand og 1 dreng. Det lykkedes dog så småt at udvide virksomheden således at den i 1881 også fabrikerede trikotage og beskæftigede 12 mand.

Det stod dog ikke mål med de ønsker og ambitioner, hans forudsætninger berettigede og takket være flid, dygtighed og bekendtskabet med proprietær Hansen, Margrethelyst, lykkedes det i 1883 - med dennes hjælp - at få opført en fabriksbygning tæt ved banegården ligesom der blev indkøbt ”de nyeste og bedste Redskaber og Maskiner”.

Grunden, som fabriksbygningen blev opført på, var 7500 kvadratalen stor og selve bygningen var 97 x 17 alen.
[[Fil:C1 1.png|thumb|370x370px]]
Særligt teknisk interesserede kan med fordel læse Silkeborg Avis' artikel fra d. 14. oktober 1887, men det skal dog nævnes her, at bygningens private badeværelse var udstyret med varme og kolde bade.

I 1884 var der kommet så meget gang i virksomheden, at den beskæftigede 30 mænd og kvinder i selve fabrikken og ca. 40 kvinder, som arbejdede hjemme med trikotagesyning. Uldforbruget var 15 – 1600 pund pr. uge og selvom der blev arbejdet fra 6 morgen til 8 aften, kneb det med at følge med bestillingerne.

Årene 1885/'86 var vanskelige  for industrien i Danmark; banker og pengeinstitutter var tilbageholdende med at låne penge ud. Selvom Commichau & Co. havde vanskeligt ved at få deres udeståender indfriet, lykkedes det dog at undgå fyringer på fabrikken og tilligemed formåede man at få nogle velansete fagmænd  (P. B. Stampe, Aarhus, A. T. Kyster, Horsens, grosserer H. Broge, Aarhus og grossererer Ankerstjerne, Randers) til at gennemføre en grundig gennemgang af virksomhedens værdi og status. De havde kun godt at sige og takket være deres erklæringer lykkedes det fabrikken at opnå en betydelig kassekredit til lav rente og på favorable vilkår.

I 1887 havde man tredoblet omsætningen siden '83, virksomheden beskæftigede omkring 45 personer af begge køn i fabrikken og 110 syersker i byen. Der fremstilledes 60-70.000 uldtrøjer og 5-6.000 pund maskinstrikkegarn årligt og værdien af hele herligheden var fastsat til ca 175.000 kr.

Commichau var meget optaget af Sebastian Kneipps behandlingsmetoder, som han selv havde nydt godt af. Han skrev derfor til Kneipp og spurgte om han måtte bruge dennes navn på sine varer. Kneipp svarede, at han anså uld for direkte farlig, når det kom i kontakt med den nøgne menneskekrop og han ville derfor ikke have sit navn forbundet med Commichaus produkter. Hvis fabrikken ville gå over til at fremstille undertøj af hør derimod, ville han med glæde lægge navn til. 

Commichau gik derfor i gang med at omstille dele af produktionen til hør. Det var dog forbundet med en lang række vanskeligheder og store investeringer. Takket være sin tekniske uddannelse kunne Commichau selv ændre og opfinde nogle af maskinerne, men andre måtte indkøbes. Der blev også opført en helt ny fabriksbygning og fabrikken var nu værdisat til ca 400.000 kr. Samtidig fortsatte fabrikken produktionen af sine uldvarer, som der var stor efterspørgsel på.
Forbindelsen til Sebastian Kneipp resulterede også i at Commichau var primusmotor for indretningen af en [[Silkeborg_Kneippkuranstalt|Kneippkuranstalt]] i 1897.
Det var ikke kun maskinerne og produktionen, der frembød problemer. Hør har en anden beskaffenhed end uld, så det skulle behandles på en anden måde. Blandt andet fandt Commichau ud af, at det havde en gavnlig virkning, hvis hørren blev blødgjort i urin, hvorfor fabrikkens mandlige medarbejdere fremover forrettede deres nødtørft i en tønde.

Man eksperimenterede længe med hørren og endte endelig med en strikkemetode, der kunne fremstille undertøj med lodden vrang, Hørtrikot Mesh, som udmærkede sig ved at isolere mod både varme og kulde og det blev meget anerkendt. Efterhånden som produktionen blev stor og kendt ude i verden eksporterede man til fx Japan, Finland,  Indien og U.S.A. Internationalt hed produktet Irish Linen Mesh.

I Indien blev det benyttet af de britiske  officerer som værn mod varmen og Roald Ammundsen og Ejner Mikkelsen brugte det på deres polartogter.

Et andet problem, som Commichau stod overfor, var, at skaffe hør i tilstrækkelige mængder og kvalitet. Man ledte over hele Europa og fandt langt om længe et spinderi ved navn York Street, som var beliggende i Belfast.

Samarbejdet forløb glimrende, York Streets direktører var imponerede og besøgte fabrikken i Danmark, ligesom Commichau også var i Belfast. Nogle kilder mener endda, at han blev bedt om at opsætte nogle maskiner, af samme slags som dem, han selv havde opfundet.

Imidlertid havde det kostet store summer at udvikle maskiner og fremstillingsmetoder og da det færdige produkt var dyrt, havde det svært ved at konkurrere med andre hjemligt fremstillede varer. Til trods for massive reklamefremstød, måtte Commichau til sidst sande, at hans gæld til York Street var blevet for stor. Resultatet blev, at det Irske firma overtog fabrikken og videreførte den under navnet C. Commichau & Co., Ltd. med Commichau selv som direktør med fast løn og fri bolig og siden – da helbredet tvang ham til at holde op med at arbejde – med fast, livsvarig pension.
[[Fil:C2 1.png|thumb]]
Forudsætningen for, at alt dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold.
Kilderne beskriver samstemmende fabrikant Commichau som en arbejdsgiver, som fordrer orden i sagerne og som måske nok kan forekomme lidt 'streng'. Orden og renlighed er ord, der går igen i de forskellige artikler om fabrikken. Men det beskrives samtidig hvor godt forholdet  mellem fabrikanten og hans ansatte var, og sikkert er det, at Commichau havde sine medarbejderes ve og vel i tankerne. Udluftning og ventilation, godt arbejdslys og passende temperaturforhold var næppe normen på de danske fabrikker omkring år 1900. At han derudover lod sine ansatte møde en time senere om vinteren, fordi han mente, de havde brug for mere ”morgenhvile” på den årstid, siger også noget om  hans indstilling.
[[Fil:C3 1.png|thumb|270x270px|Medarbejdere fra C. Commichau & Co., Limited på skovtur i 1905]]
Ikke destomindre kneb det med at få alle stillinger som syersker og strygersker ansat, selvom Silkeborg Folkeblad i en artikel d. 20. februar 1902 skønnede, at unge piger med det fornødne håndelag ville kunne tjene mere end de ville kunne på kontorer og i butikker, ligesom avisen ikke mente, at arbejdet skulle være mere anstrengende. Lønnen var 12 øre i timen – eller 7 kr. og 20 øre om ugen – i prøveperioden. En løn som  dog hurtigt steg til 9 kr. om ugen og som kunne ende med 12-14 kr. hvis pigerne var rigtigt dygtige.

C. Commichau & Co., Limited blev i 1918 solgt og skiftede navn til [[Jydsk Trikotagefabrik]].

==Kilder==

Silkeborg Avis

Silkeborg Folkeblad

Keld Dalsgaard Larsen, m.fl.: Silkeborg 1846 – 1996

Kaj Commichau og Torben Nedergaard: private optegnelser (Silkeborg Arkiv)

John Switzer: brev til Carl Bech (Silkeborg Arkiv)

Ansøgning og korrespondance om dansk indfødsret (Silkeborg Arkiv)