Restaurant Bækkelund
I 1949 opførte Søren Sommer Sørensen skovrestauranten "Bækkelund", som var Balle Sogns første og eneste restaurant. Den lå vest for Kærsgårdsbroen i det bakkede terræn, nord for Ringvejen.
Der var gennem alle årene stor søgning til stedet, som synes at have haft plads til selskaber på op til 100 personer. Det var således et yndet udflugtsmål for Silkeborgs foreninger. I gæstebøgerne berømmes stedet af mange gæster for den gode kaffe og det hjemmebagte bagværk. Der blev f.eks. også serveret "Al den ørred de kan spise, med kartofler og smør eller legeret sauce". Bækkelund var et yndet sted at tage hen pinsemorgen, hvor der blev serveret kaffe, men også udskænket øl.
Restaurant Bækkelund lukkede i slutningen af 1960'erne.
Tidligere blev området benyttet som skydebaner af mange forskellige foreninger. Under besættelsen brugte tyskerne området omkring ejendommen til skydeøvelser. Søren Sommer anlagde i 1950'erne en ny skydebane, hvor der blev afholdt skydekonkurrencer med efterfølgende traktement på Bækkelund. Desuden blev der kørt motocross i det kuperede skovterræn.
Området blev tidligere kaldt "Tujkær" - tuer i kæret, d.v.s. et sumpet område.
Nuværende adresse: Sleipnersvej 29, matr.nr. 5e, Hvinningdal By, Balle Sogn
Kilder
Vagn Lihn Kristensens Samlinger på Silkeborg Arkiv.
Arkiv
Restaurant Bækkelunds arkiv findes i Silkeborg Arkiv (A546)