Milan Ignjatovic
Milan Ignjatovic var professionel folkedanser og uddannet teknisk tegner fra Ex-Jugoslavien. Han havde oprindeligt fået arbejde hos arkitekt Kaj Schmidt i Århus, men flyttede hurtigt til Silkeborg, hvor han var en af de første af jugoslaverne i Silkeborg, der lærte et rimeligt dansk og blev derfor en flittigt benyttet tolk. Som den første jugoslaviske formand for Club 70 forsøgte han bl.a. at få en folkedansergruppe til at fungere.
Milan blev allerede tidligt i forløbet gift med danske Kamma. I et interview i Silkeborg Avis den 15. april 1972 fortalte Milan og Kamma, at de regnede med at rejse til Jugoslavien og bosætte sig der. Milan havde regnet med at finde job som træner for en dansetrup. De planer blev nu aldrig til noget. Efter nogle år i Silkeborg flyttede den lille familie i stedet til Vejle, hvor de boede indtil Milans alt for tidlige død.
I 1982 blev Milan uden varsel ramt af et hjertetilfælde og døde en kold novemberdag flere uger efter uden i mellemtiden at være kommet til bevidsthed. Milan blev begravet ved en gribende højtidelighed i Nørremarkskirken i Vejle den 12. november 1982, hvor lederen af den jugoslaviske Club 70, Poul Bærnholdt Lund og vennen Gordana Stokic holdt taler på henholdsvis dansk og serbokroatisk.
Poul Lund sagde ved den lejlighed: "Han glemte at smile efter fire år i Danmark”, skrev Silkeborg Avis om Miki for godt ti år siden i en artikel om indvandrernes forhold i Midtjylland.
Men Milan smilede stadig meget. Mindet om ham vil altid være netop hans lyse, livsbekræftende latter.
Den latter er nu forstummet. Chokerende. Tragisk. Ubegribeligt og uacceptabelt forekommer det os, at han så pludselig blev revet væk midt i sin livsbane. At så mange planer, forhåbninger og drømme med ét skulle knuses.
Der vil blive et tomrum efter ham. Naturligvis først og fremmest for Kamma og børnene og for de to familier i henholdsvis Nis og i Silkeborg. Men også for os andre - hans venner og bekendte - føles det, som en del af vort verdensbillede fjernes.
Milan Ignjatovic. Det navn har for længst indskrevet sig i jugoslavernes indvandrerkrønike for Midtjylland. Han var en af hovedstammerne. Han var en del af fundamentet. Han var en institution.
Intelligent og hurtig som han var til at lære dansk blev han én af de allerførste tolke for sine landsmænd. Og han fik automatisk en position som "serviceperson": • et menneske, som man altid kunne henvende sig til om hjælp og vejledning, • et menneske, som altid forventedes at være til rådighed, • et menneske, som vi til sidst sled op; • et menneske, der ikke ville sige nej til en bøn om hjælp, • et menneske, for hvem vi nu må bede en bøn.
Miki blev tidligt engageret i klubarbejdet for sine landsmænd. Han blev den første formand for klubben i Silkeborg. Han lagde en langvarig og stabil indsats her, og han forsøgte fortsat at følge udviklingen i klubben - også efter at være flyttet til Vejle. Det er næppe mere end to-tre måneder siden, vi sammen med Milan drøftede situationen blandt jugoslaverne og omkring klubben i Silkeborg.
Og som altid var han levende interesseret, engageret og entusiastisk. Han tog stilling. Han tog del. Han ville være med til at løse problemerne. Han var ikke en ligegyldig ligeglad iagttager. Han var medlevende, medarbejdende, medmenneske.
Milan vil nok af de fleste blive mest husket for sit virke som tolk. Enhver, der selv har prøvet denne funktion, vil vide, hvor utaknemmelig den er. Også Miki blev genstand for kritik og utak. Men for de fleste blev han formidleren af problemløsninger, formidleren af retfærdighed og orden. Hans varme, menneskelige humor var medvirkende til at tage brodden af retssystemets og de offentlige institutioners ofte kølige og upersonlige effektivitet. Hans smil var med til at blødgøre autoriteternes ofte kolde afgørelser.
Hvis nogensinde Jugoslavernes indvandrerhistorie for Midtjylland skal nedskives, da vil Milan Ignjatovic være sikret en fremtrædende plads som én af pionererne, som én af hovedpersonerne.
Vi er blevet fattigere uden ham. Som danskere føler vi os taknemmelige over at have kendt ham. Vi vil altid mindes ham med glæde og respekt. Som en jugoslav, der holdt fast og var stolt over sit land og sit folk og sine traditioner.
Men Miki var ikke bare serviceperson. Han var også søn, bror, ægtemand, far og ven. Og dét savn, han her efterlader, er som et gabende mørke. Vi, som kendte ham, har båret på en skygge i vore sind i den tid, han lå uden bevidsthed. I håbets og tvivlens og usikkerhedens periode. Fremover må vi bære på et mørke. Det vil ligge tungt over os alle i lang, lang tid.
Men vi ønsker for Kamma og børnene, og for hele den øvrige familie, at I vil være i stand til at fordrive mørket i tiden der kommer. Det bliver ikke let, Kamma. Og du skal tage dén tid, du behøver.
Men kast så sorgen af dig. Og kæmp videre. Kæmp Milans kamp videre: Glem intet. Bevar alt. Hold fast ved alt dét, som han har givet dig: - dine børn - din nye familie - dit nye sprog - din nye kultur.
Hold fast ved alt, hvad han har givet dig. Så vil du altid bevare en del af ham hos dig.
Og til alle i Milans venner: Det samme: Glem intet. Bevar alt. Bevar Milan i jeres hjerter."
Da Milan i 1972 blev den første jugoslaviske formand for Club 70 havde ingen næppe drømt om, at han også skulle blive den første jugoslav i Midtjylland, der blev begravet i dansk jord. Han ligger begravet på Nørremarkskirkens kirkegård i Vejle.
Hvad angår Milans visioner om en jugoslavisk folkedansegruppe, så blev den for alvor til virkelighed nogle år senere, da Miodrag Zivanovic kom til landet sammen med hustruen Olga, der var blevet ansat i det nyoprettede køkken i Club 70. Han opnåede i løbet af 1980'erne stor succes med en folkedansegruppe ved navn "KUD Jugoslavija".
