Barberens Bådfart
Barber Peder Petersen er allermest kendt som den, der startede bådfarten for turister. Han anskaffede sig nogle redningsbåde bl.a. fra orlogsskibes strandinger på vestkysten. Da han var udlært møllebygger, var det sikkert ikke vanskeligt for ham at bygge bådene om til hånddrevne hjulbåde. På disse fartøjer var der ingen maskine til at drive hjulene rundt i hjulkassen. Båden bevægede sig fremad ved, at to mænd sad og drejede hver sit skovlhjul rundt.
Hånddrevne hjulbåde
Den første hjulbåd, som fik navnet ”Otto”, byggede Peter Petersen selv. Den var på søen allerede i 1858, men siden kom andre til - med navne som ”Caroline Amalie”, ”Dania”, ”Marie”, ”Dagmar” og ”Corneville”. Hvis passagererne var stuvet tæt sammen, kunne en sådan båd rumme 15-25 personer.
Peter Petersen fik tillige gang i to dampskibe "Juliane" og "Fossen", og på et tidspunkt forsøgte han at udvide med hjulbåde på Viborg-søerne og Odense Å, hvor strømmen dog var for stærk.
Hans hjulbåde var meget populære og blev ofte foretrukket fremfor dampbådene med al deres larm, kulos og varme. Desuden stak de ikke så dybt og kunne gå ind på lavvandede steder. I de første år var det dog ikke helt ufarligt - det skete engang, at en båd sprang læk, så damerne måtte reddes i land på ryggen af herrerne.
Man kunne leje bådene med eller uden fører, men der skulle to til at drive dem frem, og så kunne farten komme op på 15 km (1 mil) i timen.
Ofte blev små selskaber kapret af barberen på hotellerne og til aftalt tid blev de så hjulet ud på søerne. Hvis det kneb med mandskab, kendte Petersen nogle karle, han kunne hyre - mange ungersvende ville sikkert gerne tjene lidt ekstra ved at give en hånd med.
Indtil Hjejleselskabet i 1923 fik monopol på rutesejlads fra Havnen, var der reel konkurrence fra privatejede damp-og hånddrevne både.
Vellidte folk
På sine ældre dage ansatte barberen Andreas Christiansen Mølbæk (1856-1914), der siden blev selvstændig og ejer af et par dampskibe. I en gæstebog for "Corneville", som findes på Silkeborg Arkiv, kan man læse om, hvor vellidte de begge var, ikke mindst overfor mødre med småbørn og unge kærestefolk, der kunne få fred bag en skærmende parasol i agterstavnen.
Et digt fra gæstebogen lyder således:
Det er ei reklameren
til skade for barberen
men har du ikke vandskræk
så gør en tur med Mølbæk
thi han kan dreie
og finde veje
i skov og hede
og, gud, hvor han kan svede
En tur ud i den smukke natur
Turene gik i begyndelsen ikke længere end til den smukke Thoras Høj ved Avn Sø og Tindebjerget med bl.a. Barberens Udsigt, men efterhånden nåede man med bedre både helt ud til Himmelbjerget. Undervejs blev der ofte gjort ophold ved Nåege og Svejbæk Færgekro, hvor man kunne spise frokost eller drikke kaffe. Der kunne også gøres holdt, så passagererne kunne bestige nogle af de flotte udsigtspunkter bl.a. Lovisehøj, Karoline Amalies Høj og H. C. Andersens Bænk.
Haandbog for Tourister
Det hedder i Haandbog for Tourister fra 1875, at barberen også kunne fremskaffe en lille vejviser. Dette var ikke i form af kort eller folder, men som oftest et større stedkendt barn - vel oftest ét af hans egne børn, som også afhentede turisterne. Børnene gik rundt med et skilt sat fast i hueneller hatten med inskriptionen "Barberens baadfart".
Desuden kunne barberen også sørge for en hestevogn til seks personer, hvis turisterne foretrak at køre ud i den skønne skov i omegnen.
