Tollundkrukken
"Tollundkrukken" blev afsløret for neden i Bankpassagen 7. september 2002, samtidig med præsentationen for offentligheden af Jyske Banks store projekt med om- og nybygninger i hele bankkomplekset.
Den skulpturelle krukke er godt 3 meter høj og er udført i bronze af kunstneren Peter Brandes i hans karakteristiske kolossalformat. Den blev støbt på bronzestøberiet Mariani ved Lucca i Italien.
Reliefferne på krukken udgør en fortælling om Silkeborg-egnens tidligste historie med Tollundmanden, det berømte jernalderfund, der kan ses på Silkeborg Museum, som symbol.
På den ene side er Tollundmanden afbildet med hovedet ned mod det vand, der hele tiden risler omkring krukken. Det handler nemlig også om genfødsel, om det evige kredsløb og om liv symboliseret med vandet ved det "løbende" kildevæld under krukken.
På den anden side ses en række oksehoveder, som knytter an til Hærvejen, hvor tusindvis af okser er blevet drevet sydpå til de tyske markeder for at blive solgt der. Det gav rigdom i det meste af Jylland i fjerne tider. Ligesom Jyske Bank indgår i det kredsløb, der skaffer rigdom til landet i dag.
Vandet, krukken og motiverne antyder altså en cyklus om fødsel og død, om skabelse og forfald. Hvilket også inkluderer den anden side, idet heste og køer (okser) altid har været benyttet som offerdyr.
Endelig kan man sige at krukken er både dødens og livets beholder – den kan indeholde livgivende ting som vand og olie og døden i form af knogler.
Peter Brandes fortæller, at han altid har været fascineret af Tollundmanden, siden han læste om ham som barn. Moseligets garvede hud, der næsten har en ibenholt-agtige karakter, er således søgt genskabt i patineringen i bronzen, hvilket netop er grunden til at Peter Brandes valgte dette lidt usædvanlige materiale til krukken.