Gunnar Mogensen
Gunnar Mogensen (1871-1955) åbner i 1895 sit første atelier på Vestergade 7, på fotograf Hans Christian Larsens gamle adresse.
I 1922 sælger han det til Georg Dünnwald og flytter til København.
Efter kun tre års ophold i København vender Gunnar Mogensen i 1925 tilbage til Silkeborg, denne gang med sin nye hustru, Nanna, der også er fotograf.
Sammen overtager de frk. Astrid Andersens atelier på Vestergade 37, der var blevet åbnet i 1919. I 1931 flytter ægteparret tilbage til København og sælger atelieret til Johannes Jensen.
Gunnar Mogensen var søn af byens mangeårige musikdirektør J. Chr. Mogensen, hvis mindesten endnu kan ses i Lunden, og selv en ivrig musiker. Fra omkring 1917 stod Gunnar Mogensen i spidsen for sin fars gamle orkester.
Fakta
Atelier: Vestergade 7 og Vestergade 37
Virkeperiode: 1895-1922 og 1925-1931
Arkiv: Silkeborg Arkiv har Gunnar Mogensens arkiv - A247, og det rummer negativprotokoller og optagelser (glasplader) dækkende perioden 1895-1922 og 1925-1931. Glaspladesamlingen er dog ikke komplet.