Freddy Johansen

Én ildsjæl, der satte sit præg på Silkeborg

Fil:Freddy.j.jpg

Metodistkirken på Tværgade 23 var gennem mange år centrum for et levende menighedsarbejde, indtil menigheden efterhånden var skrumpet ind til ganske få, og kirkens ledelse derfor valgte af lukke og sælge bygningen. Først overtog Arkitekthuset ejendommen, og i september 2013 flyttede manufakturforretningen "Ib og Fruen" fra Vestergade til Tværgade 17.

Så sent som i 1970'erne var der stadig aktiviteter i menigheden. Freddy Johansen var præst i Silkeborg fra 1969 til 1975 og satte i den periode - sammen med hustruen Else - på mange områder sit stærke præg på sine omgivelser langt ud over menighedens egne rækker. Mange vil sikkert huske ham for hans store engagement i det økumeniske arbejde, som han var en af initiativtagerne til. Han arbejdede også med rådgivning af byens unge misbrugere og var i det hele taget i front i både socialt og kulturelt arbejde.

Freddy Johansen voksede op i København og blev udlært typograf, inden han fik kaldet til at blive præst i Metodistkirken. Efter endt studium på Metodistkirkens Teologiske Seminarium, Överås i Göteborg blev han i 1968 ansat som præst i Silkeborg, Holstebro og Lemvig Metodistkirker.

Det var kendetegnende for hele Freddys tjeneste som præst, at evangeliet blev udlevet med sociale konsekvenser. I Silkeborg var han en af ildsjælene i opstarten af en klub for de jugoslaviske gæstearbejdere i byen. Han var også en af drivkræfterne i opstarten af u-landsbutikken ”Akwetu”.

I 1975 fik han ansættelse i Kalundborg og Holbæk Metodistkirker. Også Kalundborg fik sin ”Akwetu” og gennem en del år var Freddy skolenævnsformand. Freddy arbejdede sideløbende med sin præstetjeneste i mange år som erhvervsvejleder i arbejdsformidlingen, i flygtningehjælpen, på Skiftesporet i København og i Jyderup Statsfængsel.

I alt blev det til 23 år som præst i Kalundborg og 20 i Holbæk, inden han i 2006 blev pensioneret. Freddy var altid mand for at sætte ord på sine synspunkter og holdninger. Han rummede både alvor og sjov. Gennem alle årene var han en afholdt præst i menighederne såvel som i de sociale sammenhænge, han kom i. Han døde i en alder af kun 68 år i efteråret 2009 efter kort tids sygdom.

Fil:B0001759.jpg

Tale ved bisættelse

Ungdomsvennen Poul Bærnholdt Lund holdt følgende tale ved Freddys bisættelse 7. oktober 2009: Men sit grånende hår og skæg og de stadig mørke og viltre øjenbryn lignede Freddy mest af alt en gammel-testamentelig profet. Og hans stemme kunne også af og til have den samme kraft og styrke, når han talte dunder. Det skete i øvrigt ikke så sjældent – og ikke mindst når han talte glemte eller oversete gruppers sag. Freddy var som en klippe. Han lod sig ikke særlig let rokke. Men han var også en venlig mand. Varm og fuld af humor. Uden Freddy er verden blevet et fattigere sted.

• Først og fremmest har familien mistet et centralt pejlemærke. Aino har mistet sin mand. Else en livsvarig ven. Hannah Marie og Peter deres far. Og børnene deres bedstefar. Han vil efterlade et stort savn. Man siger, at ”tiden læger alle sår”. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg håber for jer, som Freddy efterlader, at sorgen og savnet efterhånden vil mildnes, så I kan fokusere på de mange glade minder om ham.

• Kirken har i Freddy mistet en utrættelig arbejdskraft og et livsvarigt medlem, hvis utrolige engagement og ildhu savner ethvert sidestykke - i hver fald i min erfaringsverden.

• At Freddy ikke er blandt os mere føles også for masser af andre mennesker som et stort tab. Deriblandt for mange mennesker i Silkeborg, hvor både mit og familien Stokic’ venskab med Freddy tog sin begyndelse.

Jeg mødte første gang Freddy omkring 1969 eller 70. Og tiden indtil hans afrejse til Kalundborg i 1975 har jeg altid opfattet som den ubetinget vigtigste periode i mit liv. Uden sammenligning langt de mest produktive og aktive år i mit liv:

• Vi fik stablet et fælleskirkeligt samarbejde på benene med blandt andet kirkevandring og fælles økumeniske studiekredse, som skabte grundlaget for et godt og frugtbart videre samarbejde.

• Sammen søsatte vi de to sociale flagskibe: U-landsbutikken AKWETU og den jugoslaviske Club 70

• I kirkens køkken på Tværgade blev der smurt et utal af madpakker til byens subsistensløse, og i samarbejde med kommunen fik Freddy etableret et rådgivningscenter for byens unge stofmisbrugere.

• Samtidig arrangerede vi i tidens ånd en række aktiviteter omkring temaet ”En ny virkelighed” med blandt andet musikforestillingen ”Jesus Christ Superstar” og foredrag af Ebbe Kløvedal Reich.

• På det mere private plan fastede vi hver mandag. Ikke som en religiøs handling, men mere som en slags politisk-spirituel tilkendegivelse i solidaritet med en sultende verden. Og symbolsk sendte vi så de sparede kostpenge til et udvalgt u-landsprojekt.

• Selvfølgelig mest i spøg, men også med et gran af alvor betegnede vi nogle gange i ungdommeligt overmod vores fællesskab dengang som "Gudsriget Afdeling Silkeborg”.

• At Freddy senere hen også var dén, der viede mig og min kone Mirjana og døbte vores søn Stevan var selvfølgelig også med til at styrke vores venskab.

Siden 1975 har vore veje ført os i hver sin retning – både geografisk og også på andre niveauer. Men vi har kun gode minder om Freddy og om vores aktive tid sammen. Vi vil huske ham, som dén kæmpe, han var: Stor og stærk som en klippe. Med piben i munden. I balance med sig selv. Venlig, men skarp i tankegangen og replikken – præcis ligesom i hans yngre dage. Jeg er taknemlig over at have haft det privilegium at kende ham.

Freddy har hele sit liv virket for en sag, der var højere end hans eget liv. Al hans arbejde var centreret omkring dels selv at forstå og dels at videregive – gennem ord og handlinger – hvad det vil sige, at være et helt menneske. Det var ikke kun af ydre han lignede en profet. Derfor har han helt sikkert haft den lykke - i lighed med patriarken Moses - at få mangen et glimt af ”det forjættede land”.

Jeg føler mig helt sikker på, at han sov ind - rolig og fredfyldt - i den sikre forvisning om, at han havde en andel i dét land.