Natrenovation

17. maj 1972 modtog tre husstande i Silkeborg brev om, at deres natrenovationsspand pr. 1. juni ikke længere ville blive tømt. Umiddelbart lyder det som et kort varsel husstandene i Vibergsgade, Møllegade og Sølystvej fik. Det drejede sig trods alt om at blive tilsluttet kloakken. Men faktisk var ordningen med natrenovation officielt ophørt allerede pr. 1. april 1951 - alligevel skulle der gå 20 år før man kunne lukke ordningen helt.

Fil:Chokoladefabrik.jpg

Renovationsanstalten ved Kejlstrupvej. På vognene ses latrinspandene som natrenovationen tømte på renovationsanstalten. Anstalten blev revet ned i 1957.

Natrenovation var den ukloakerede bys måde at skaffe sig af med spildevand fra lokummerne i byen. Havde man ikke et vandklosetvar man nødt til at bruge et das med en toiletspand også kaldet en latrinspand. I udgangspunktet foregik "natrenovation" sikkert om natten af hygiejniske grunde. man kan sagtens forestille sig at indholdet af en hel gades toiletindhold fra en uge har lugtet fælt. Så man har formentlig forsøgt at begrænse generne for byens borgere. Men af de aftaler der foreligger mellem Silkeborg kommune og vognmand N.M. Mikkelsen, som kørte natrenovationen, fremgår ikke at det skulle foregå på noget bestemt tidspunkt. Men det er tydeligt at læse at udtrykket Natrenovation primært bruges til at adskille det fra "Dagrenovation" som var med almindeligt køkkenaffald mm.

Natrenovationen foregik ved, at en vognmand kørte rundt og hentede de spande, som folk havde under deres toilet. Spandene blev før 1951 kørt til Renovationsanstalten på Kejlstrupvej på Kejlstrupvej. Her blandede man toiletindholdet med husholdningsaffald og lod det kompostere på området omkring anstalten. Dengang var langt det meste af husholdningsaffaldet organisk og kunne komposteres. Meget malende fik renovationsanstalten tilnavnet Chokoladefabrikken og området omkring, hvor affaldet blev lagt, hed Gummiengen.

Efter ordningen officielt ophørte i 1951 kørte vognmanden latrinspandene ud til Pøtsø renseanlæg hvor spandene også blev skyllet. Dette var et tilbage skridt i forhold til tidligere hvor spandene blev kørt til renovationsanstalten, hvor spandene blev desinficeret med damp. Men løsningen med at kompostere latrin og husholdningsaffald i område af byen som blev mere og mere bebygget var naturligvis ikke holdbar. Så kommunens plan var at få alle husstande skulle have adgang til et rigtigt wc. I kommunens dokumenter kan man se hvordan embedsmændene har presset på for at få gjort det obligatorisk at indrette et wc hvis der var kloakeret i området. Embedsmændene foreslår dagbøder til dem der ikke tilslutter sig enden en særlig frist og har ingen forståelse for borgernes problemer med at få afsluttet arbejdet. Men man kan se at noget af det der volder problemer er overhovedet at få indlagt vand i ejendommene. Så det har været en bekostelig affære. Kommunen ydede særlige 4-årige lån så borgerne kunne få det pligtige toilet. Det fremgår endvidere af natrenovations-vognmandens kontrakt, at han ikke måtte "animere grundejerne til at være tilbageholdende med installation af w.c."

I 1951 skulle vognmanden tømme 124 spande i 1960 var det 39, 1964 var det 23, i 1966 12 og sidst i 1972 var det altså 3.