Bankpassagen: Forskelle mellem versioner

Fra WikiSilkeborg
da>Lis Thavlov
No edit summary
 
m (1 version importeret)
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 18. jul. 2024, 16:28

Bankpassagen ved Jyske BankVestergade går mellem to af bankens bygninger (Vestergade 10 og 12) ned til p-pladserne på Søgade og videre til Silkeborg Langsø.

Passagen er et af Silkeborgs flotteste byrum. Med udsigten ned mod søen som en meget dekorativ baggrund fremhæves her i passagen byens unikke beliggenhed ved sø og skov. Den er desuden udformet med en indbygget vandtrappe, der går midt ned igennem anlægget.

Passagen blev tegnet arkitekt Ejner Olesen og indviet i 1977 i forbindelse med bankens 10 års jubilæum. Oprindelig var det meningen at indvielsen af hele det ny kompleks skulle finde sted på bankens 35 års jubilæumsdag - 7. juli. Men færdiggørelsen blev noget forsinket, så det foregik i stedet 7. september.

Netop i de år forandrede banken hele området mellem Vestergade og Søgade ved omfattende om- og nybygninger.

Fil:Lok18397.jpg
Bankpassagen under etablering, 1977.

Renovering af passagen

Bankpassagen er i sin nuværende form udformet af Årstiderne Arkitekter i 1999 og igen i 2004.

Det skete i forbindelse med et større moderniserings- og renoveringsprojekt med både nybyggeri og ombygning af Jyske Banks hovedsæde, herunder en generel udskiftning af facadebeklædningen på byggeriet fra 1977 – fra aluminium til islandsk basalt-granit, samt en nyetablering af passagen.

Oprindelig var der to etager i den ”gangbro”, der forbinder de to bygningsfløje. Ved at fjerne den nederste skabtes et friere udsyn til og fra søen.

Vandtrappen, der oprindeligt var støbt i beton, blev beklædt med stokhugget, lys granit. Samtidig blev den forlænget, så Tollundkrukken (se nedenfor) kom til at stå i vand.

Til ny belægning i passagen blev der valgt grå kinesisk granit og svensk Halmstad granit. Endvidere opstilledes tre helt enkle bænke udført i mørkt granit.

Anlægget fik i 2004 Anlægsgartnerprisen.

Kunst i passagen

Bankpassagen, der i sig selv er et kunstværk med inddragelsen af søen, opfattedes i sin første udformning som bar og kold. Dette er siden søgt afhjulpet ved opsætningen af en række kunstværker.

Fil:B0001223.jpg
"Sten på sten" i Bankpassagen, 1999.

Sten på sten

Skulpturgruppen Sten på sten er placeret øverst i Bankpassagen, og er synlig fra Vestergade. Skulpturen er lavet af Jørgen Haugen Sørensen og er udført i groft hugget og poleret, rød afrikansk granit og anbragt på en mørkegrå marmorplade.

Skulpturgruppen er indkøbt af Jyske Bank og blev opstillet øverst i Bankpassagen foran et kaskadeanlæg i tre niveauer. Den blev afsløret 29. september 1986.

Tollundkrukken

Tollundkrukken blev placeret for neden i Bankpassagen i 2002. Den 3 meter høje skulptur er udført i bronze af kunstneren Peter Brandes i hans karakteristiske kolossalformat.

Reliefferne på krukken udgør en fortælling om Silkeborg-egnens tidligste historie.

På den ene side ser vi det berømte jernalderfund, Tollundmanden, der er udstillet på Silkeborg Museum - med hovedet nedad mod det vand, der hele tiden risler omkring krukken.

På den anden side ses en række oksehoveder, som symboliserer kraft og henviser til Hærvejen, hvor man førhen drev okser af sted til markeder i Tyskland.

Vandet, krukken og motiverne antyder en cyklus om fødsel og død, om skabelse og forfald. Hvilket også inkluderer den anden side, idet heste og køer (okser) altid har været benyttet som offerdyr.


Beliggenhed: Bankpassagen ligger i Silkeborgs midtby.