Silkeborgkommissionen

Kort over Silkeborg januar 1845.

Kong Christian 8. af Danmark sendte en befaling ud 17. september 1844, om at der skulle oprettes et købstadsanlæg ved Silkeborg i Jylland. Arbejdet blev pålagt følgende tre embedsmænd: Michael Lange, Peter Johann Gottfried Garlieb og Iver Johan Unsgaard. Det blev begyndelsen på den såkaldte Silkeborgkommission.

Arbejdet i Silkeborgkommissionen var ulønnet. Det eneste, de fik for deres indsats, var diæter og rejseudgifter i forbindelse med besøgene på hovedgården i Silkeborg. Der blev dog ansat en skriver til at hjælpe med renskrivning af resolutioner og breve, der skulle sendes mellem institutioner som Det Danske Kancelli, General-Toldkammer og Kommercekollegiet, Rentekammeret og forvalterne på hovedgården.

Før planlægningen kunne begynde, skulle de forholde sig til det grundlag, kong Christian 8. havde fastlagt i forbindelse med udnyttelsen af vandkraften ved Silkeborg Østermark. Kongen ønskede oprindeligt at etablere en klædefabrik og et jernværk på stedet. Det blev i stedet brødrene Christian og Michael Drewsen, der fik bevilling til opførelsen af en papirfabrik.

Brødrene Drewsen havde en klausul  på, at de kunne forpagte 50 tønder land af Vestermarken. Det var dog det areal, der var tiltænkt til købstadsanlægget. Det var derfor nødvendigt at få opsagt den del af forpagtningsaftalen. Brødrene Drewsen accepterede opsigelsen mod at få forpagtning af et tilsvarende areal i Funderholme. Derefter kunne planlægningen af byen begynde.

Som det næste skridt gik Michael Lange i gang med at udarbejde et udkast til, hvad et købstadsanlæg skulle indeholde. De to andre medlemmer kom derefter med deres kommentarer. Udkastet blev grundlaget for det møde, der blev afholdt på hovedgården i Silkeborg i 8. august 1845. Her skulle Silkeborgkommissionen for første gang besigtige det område, hvor købstadsanlægget skulle ligge. Til mødet havde de inviteret en del lokale beboere samt repræsentanter for skovdomænet og amtsmændene fra Skanderborg og Viborg. Efter besøget i Silkeborg begyndte Silkeborgkommissionen for alvor deres arbejde. Det første, de gjorde, var at opsige nogle af de fordelagtige forpagtningsaftaler, brødrene Drewsen havde fået ved Silkeborg Vestermark i forbindelse med etableringen af deres papirfabrik.

Der blev afholdt flere møder i forbindelse med udarbejdelsen af den resolution, som skulle danne grundlaget for, hvordan købstadsanlægget skulle opbygges. Mange forhold skulle overvejes – blandt andet hvordan byen skulle se ud. I den forbindelse udarbejdede ingeniørkorpsets major Schlegel to forslag til byplan, hvoraf det ene dannede grundlag for landinspektør Wegges kommende arbejde med at lave kort over købstadsanlægget.

En væsentlig betingelse for, at anlægget kunne fungere var, at vejforbindelsen mellem Aarhus og Ringkøbing skulle føres gennem Silkeborgs midtby. Major Schlegel fik til opgave at planlægge og udføre vejstrækningen fra Linå til Ikast. Derudover skulle der anlægges en vejforbindelse mellem Skanderborg og Viborg gennem Silkeborg. Hverken Viborg amtsråd eller Skanderborg amtsråd ønskede at bruge penge på anlæggelsen af en bro over Silkeborg Langsø, hvilket blev  et stort stridspunkt. Efter otte år fandt man en løsning: at etablere en dæmning og bro over Langsøen.

For at tiltrække nybyggere til det nye købstadsanlæg – og samtidig sikre, at det var duelige og økonomisk stærke folk – opstillede Silkeborgkommissionen krav, for at man kunne få bevilling til at drive erhverv. De kommende nybyggere skulle kunne dokumentere et godt omdømme, duelighed og økonomisk formåen til at opføre både bolig og erhvervsbygninger. Herefter kunne de tildeles en byggegrund, som skulle bebygges inden for et år, før de kunne ansøge om et arvefæsteskøde. Først efter tildeling af arvefæsteskødet kunne nybyggeren optage lån i sin ejendom.

Da der ikke var nok valgbare beboere til at etablere et byråd, blev Silkeborg oprettet som handelsplads ved to kongelige resolutioner af 15. december 1845 og 7. januar 1846. Disse retningslinjer blev udarbejdet af Silkeborgkommissionen. Handelspladsen havde ikke et egentligt kommunalt væsen, og det var forvalteren på Silkeborg Hovedgård, der fungerede som lokal sagsbehandler. Linå sogneråd havde ingen indflydelse på udviklingen.

Allerede i 1847 var interessen for at blive nybygger på handelspladsen så stor, at alle udstykkede grunde var reserveret. Silkeborgkommissionen måtte derfor iværksætte yderligere udstykninger i Søndergade og Nygade.

Den hurtige udvikling skabte behov for faciliteter som kirkerum, kirkegård, skole, jordemoder, fattigvæsen og bygningsvæsen. Kristendommen spillede en stor rolle, og det var et stort ønske blandt nybyggerne at få et kirkerum. I 1848 blev der derfor indrettet en kirkesal på hovedgården, hvortil en lokal mand ved navn Rasmus Laursen Høltzermann skænkede alt inventaret. Ligeledes ønskede nybyggerne en kirkegård uden for byen. Silkeborg gamle kirkegård (nu Østre Kirkegård) blev indviet i 1851.

Kommissionen fik også en aftale med Det Generelle Toldkammer om at etablere en postrute mellem Aarhus og Silkeborg. Denne blev bestyret af Niels Christophersen Schou med ugentlige afgange.

I 1848 begyndte kommissionen at etablere en skole på hovedgården. Der blev ansat en overlærer og en seminarist til undervisningen. På grund af den store tilflytning af unge nybyggere blev kravet om en jordemoder også presserende. Bevilling til en jordemoder kom i 1849, hvor forvalter Bindesbøll fik lov at ansætte den første jordemoder.

I sommeren 1847 besøgte kommissionen Silkeborg for at vurdere udviklingen. Det var sidste gang, alle tre medlemmer besøgte stedet. Forsøg på et nyt besøg mislykkedes.

I august 1847 kunne kommissionen sende en grundig beretning til kongen om handelspladsens nuværende tilstand.

Silkeborgkommissionens arbejde ophørte i april 1852, hvorefter Indenrigsministeriet overtog opgaven. Den 20. marts 1855 blev der oprettet et bystyre i Silkeborg.