Silkeborg Gods
I 1767 købte kammerjunker Hans Nicolai Hoff jorderne, der strækker sig fra Voel til Silkeborg Langsø og til den anden side af Sønderskoven i Virklund, af staten.[1] Det blev kaldt Silkeborg Gods med tilhørende gårde.
Hans Nicolai Hoff byggede i de følgende år Silkeborg Hovedgård, som blev hovedsædet for Silkeborg Gods, og fra dette tidspunkt blev drevet under private former. Der var både land- og skovbrug på godset, og det var landbrugsmarkerne, der senere kom til at danne rammerne om Silkeborg by.
Hovedgården blev i 1790 overdraget til sønnen, landsdommer Henrik Muhle Hoff, der videreførte land- og skovbruget. Dette havde dog ikke hans store interesse. Hans arbejde som landsdommer betød, at der ikke var tid til at drive Hovedgården. Han solgte den derfor til overkrigskommissær Hans Peter Ingerslev i 1804.
I forbindelse med kronprinsregent Frederiks besøg i Randers omkring 1790, pålagde han oberst L.F. von Brock at undersøge, hvordan Gudenåen kunne gøres sejlbar for pramme helt op til Silkeborg. Dette var nok kimen til det kommende købstadsanlæg ved Silkeborg. L. F. von Brock udarbejdede en plan, der var færdig i 1802. Den kom i grove træk til at danne basis for det oprensningsarbejde, som blev gennemført i 1804 af Silkeborg Hovedgårds ejer, overkrigskommissær H.P. Ingerslev.
Denne blev den sidste private ejer af Silkeborg Hovedgård, Gods og Skove, men så vidt vides opholdt han sig kun lejlighedsvis på Silkeborg Hovedgård, som han lod bestyre af lønnede folk. Hans forvalter på pladsen var I. S. Eilersen, der, samtidig med at han stod for gårdens og godsets drift, skulle føre regnskab med skovene.
Skovrider Langhoff stod for den forstlige ledelse af skovene indtil 1. maj 1819.
Under de vanskelige tider efter 1814 kunne Hans Peter Ingerslev ikke opfylde sine forpligtelser og måtte derfor pantsætte dele af Silkeborg Gods, nemlig Kongsgården, Svejbækgården og Sønderskoven, til major og divisionskvartermester H. Rothe og dennes svoger løjtnant Fix.
Efter frivillig overenskomst i 1820 mellem H. P. Ingerslev og major H. Rothe overtog sidstnævnte administrationen af hele Silkeborgs skovareal, hvilket betød, at skovrider Langhoff nu skulle rette sig efter hans påbud.
I begyndelsen af året 1823 indgav Rothe en ansøgning til kongen, om statskassen ville overtage hans og svogerens andele i Silkeborg Gods. Efter statsgældsdirektionen havde afgivet betænkning, traf man ved kongelig resolution af 1. april 1823 et arrangement, hvorved staten erhvervede de pågældende andele i godset, mod at udbetale en vis sum i rede penge og give kvittering for et beløb, som major Rothe skyldte statskassen af sin ejendom, Svinningegården i Holbæk Amt. Herefter overtog staten panten i Kongsgården, Svejbækgården og Sønderskoven. Samtidig overtog statskassen den frivillige overenskomst, der var indgået med H. P. Ingerslev og H. Rothe om styrelsen af Silkeborg skovene. Skovrider Langhoff, som boede i skovfogedboligen på Nåege, beholdt arbejdet som skovfoged efter statens overtagelse.
Hans Peter Ingerslevs økonomiske problemer voksede, så Silkeborg Hovedgård, Gods og Skove blev sat på tvangsauktion 4. november 1824, hvor staten købte det, med tinglæsning den 25. februar 1825.
Derefter blev statsejendommen administreret af Det Kongelige Danske Rentekammer i København. Rentekammeret overgav ansvaret for den daglige drift til amtmand Karl Gustav Rosenørn i Skanderborg, som var det officielle mellemled på stedet.
Denne tilstand varede ca. 2 år og ophørte, da major Hans Jørgen Lindenpalm Wodschou blev udnævnt til inspektør over de Kongelige Godser og Gårde i Jylland, heriblandt Silkeborg. Udnævnelsen skete ved kongelig resolution af 6. juni 1826.
Major Wodschou trådte tilbage fra godsinspektørstillingen i 1830 og blev afløst af Jacob Hornemann Bindesbøll, der fungerede som kongelig godsinspektør over Silkeborg til 1845. I disse femten år viste Bindesbøll sig, som det vil fremgå efterfølgende, som en foretagsom og handlekraftig mand, der med stor nidkærhed og omtanke varetog statskassens tarv på bedste måde.
I perioden efter statens overtagelse af Silkeborg Hovedgård, var det skovarbejdet der blev prioriteret højest, hvilket betød at hovedsædet for Silkeborg Gods blev flyttet ud til Gammel Skovridergård, hvor forvalter Knudsen var den lokale repræsentant for Silkeborg Gods. Den opdeling betød at driften af Silkeborg Hovedgård blev nedprioriteret i forhold til skovdomænet. Silkeborg Hovedgård blev drevet videre af forpagtere, der ikke formåede at få særlig stort udbytte ud af Silkeborg Hovedgårds marker og mølledrift, hvilket medførte at Hovedgårdens bygninger og jorde ikke blev passet særligt godt. Det var på den baggrund, at kongen bad Bindesbøll om at finde en eller flere virksomheder, der kunne udnytte vandkraften omkring Silkeborg. I 1835 meldte den første interesserede sig.
Det var klædefabrikant Johannes Bruun fra Bruunshåb ved Viborg, der havde en forespørgsel til statsgældsdirektionen, om Silkeborg Hovedgård og Vandmølle ville kunne afhændes særskilt fra de udstrakte skove, som hørte til ejendommen. Dette lod sig dog ikke gøre på dette tidspunkt.
I året 1843 kom der en henvendelse fra brødrene Christian og Michael Drewsen, der på det tidspunkt arbejdede på faderens papirfabrik på Strandmøllen ved Mølleåen. De to brødre fik i 1844 arvefæsteskøde på Hovedgårdens Østermark, hvor de skulle opføre en papirfabrik.[2] Michael Drewsen tog straks til Silkeborg med et hold håndværkere, som skulle opføre papirfabrikken.
Samme år nedsatte Christian 8. en kommission til at anlægge en købstad ved Silkeborg.
Dette var starten på den by, vi kender i dag.
