Johanne Amalie Kümmel

Johanne Amalie Drewsen, Maleri af A. Schiøtt, 1854.

Gift med papirfabrikant Michael Drewsen og en del af Silkeborgs borgerskab. (f. 1808 – d. 1863)

Johanne Amalie Drewsen var gift med papirfabrikant Michael Drewsen. Hun tilbragte en stor del af sit voksenliv i Silkeborg og var en central del af byens tidlige borgerskab. Hun tog sig af deres fælles hjem og familieliv ved papirfabrikken, var vært for både H.C. Andersen og kongelige gæster, oplevede Treårskrigens uroligheder og fandt stor glæde i naturen omkring Silkeborg, hvor mindet om hende lever videre i Malles bænk. Amaliegade er opkaldt efter hende.

Barndom og ungdom

Johanne Amalie Drewsen f. Kümmel (ofte kaldt Malle) blev født i København 5. august 1808 som datter af hyrekusk Johan Simon Kümmel og Christiane Ammonsen. Hun blev døbt i september samme år i Helligåndskirken i København.

Hun blev gift med Michael Drewsen i Søllerød 20. november 1830, da hun var 21 år og han 25 år med Michael Drewsens far Johan Christian Drewsen og svoger Kaptajn Beutner som forlovere. De fik to børn: Johanne og Johan Christian. I 1834 før sønnens fødsel finder man familien og tre tjenestefolk i en folketælling for Søllerød sogn.

Den første tid i Silkeborg

Amalie Drewsen kom til Silkeborg med sin mand i april 1844, hvor Michael Drewsen straks gik i gang med at opføre en papirfabrik. Det var umiddelbart en hård begyndelse for den lille familie, som lod sig indlogere på Silkeborg Hovedgård. Amalie og Michaels egen oplevelse af rejsen til Silkeborg og de trængsler de måtte gennemgå den første tid på stedet, kendes fra Michael Drewsens farbror Justitiarius Adolf Ludvig Drewsens dagbog, som han førte under et besøg i Silkeborg i 1850.

Hovedgården var i meget dårlig stand, da de flyttede ind:

Sæd, Gruus og Snavs faldt ned til dem fra Lofterne, hvorfor de maatte klistre Papir paa Revnerne; men disse vare saa brede, at dette Papir i stærk Blæst klaprede og gjorde alskens Musik.

Vandet trængte ind i boligen, og da vennen Philipsen besøgte Drewsenparret på Hovedgården fandt Michael ham med en opslået paraply i sengen for at skærme sig for regnen. At få tilberedt mad blev også en udfordring, så i de første 14 dage måtte de nøjes med at spise det brød, som Amalie havde købt i Nyborg på rejsen. De indrettede bagefter en kakkelovn som bageovn, så de kunne bage brød i den. Generelt var det desuden svært at skaffe de materialer, som de havde brug for til hjemmet, da det skulle fragtes dertil fra andre købstæder.

Imens byggeriet stod på opholdt Amalie og børnene sig skiftevis i Silkeborg og på Sjælland. De tog en huslærer ved navn Edvard Johannes Black med til Jylland, så han kunne undervise deres to børn. I et brev til en studiekammerat skulle han have skrevet, at Amalie var træt af at høre om bygninger og maskiner, og at hun forkælede sin søn Christian.

Det virker altså til, at det var en hård start for Amalie Drewsen i Silkeborg.

Drewsens Villa

Drewsens Villa på papirfabrikken set fra havesiden ca. 1870

Efter papirfabrikken stod færdig og produktionen var sat i gang i 1845, kastede Michael Drewsen sig over at bygge en bolig til sin familie, så de ikke længere skulle bo på den faldefærdige hovedgård.

Amalie ønskede at placere boligen på de høje bakker over fabrikken, hvor der var udsigt over Gudenåen (Langsøen) og den mark, som man ville anlægge Silkeborg by på (Vestermarken), men Adolf Drewsen frarådte dem placeringen, da huset ville ligge uden læ for vestenvinden, og at det ville blive svært at anlægge en have på bakken. I stedet blev huset opført nordvest for fabrikken langs med Gudenåen efter tegninger af Vilhelm Theodor Walther.

Byggeriet blev sat i gang i 1847, og Drewsens Villa blev færdigbygget og var klar til beboelse i 1848.

Tyske tropper i Silkeborg

Familien kom dog ikke til at nyde deres nye hjem længe, før de måtte flygte derfra.

Under treårskrigen gik der rygter om, at de slesvig-holstenske havde løsladt fangerne fra straffeanstalten i Rendsburg, og at de nu var på vej op gennem Jylland. Amalie flygtede derfor i 1848 til Randers med børnene, hvor hun hørte skrækhistorier om, at Silkeborg var blevet afbrændt. Men dette var kun et rygte og fangerne kom aldrig til Silkeborg.

I sommeren 1849 kom der dog tyske tropper til Silkeborg. Natten mellem 4. og 5. juli blev familien Drewsen vækket med besked om, at tyskerne var kommet til byen. Michael gik ned til de soldater, som ruskede i fabrikkens dør, imens Amalie blev tilbage ved børnene. Nogle af soldaterne kom nu op til Drewsens bolig, og Amalie lukkede døren op for dem. De gik ind for at tjekke, om der var danske soldater i stuerne og forlangte derefter mad og drikke. Amalie viste soldaterne vej ned til køkkenet og bad dem om i stedet for at gå af den indvendige indgang at gå udenom huset. Ifølge Adolf Drewsens dagbog vidste hun ikke selv, hvor hun fik modet fra.   

Naturen og Malles bænk

Amalie må have haft en vis glæde ved naturen på Silkeborgegnen. Der var fx et område, som hun holdt særligt meget af ved skråningen ned mod papirfabrikken, hvor hun ønskede at placere en mindre overdækket bygning, så hun kunne opholde sig der.

I Lysbro skov vest for Kalgårdsvig i Silkeborg Langsø er der stadig et udsigtspunkt i dag med navnet ”Fruens bænk” og omtrent 150 meter oppe lidt før bakkens top, står bænken med navnet indgraveret i ryglænet. Punktet og bænken er opkaldt efter en bænk, som skovrider Joachim Godske Nyholm lavede til Amalie, der blev sat på hendes yndlingsplads med udsigt udover Silkeborg. Bænken blev kaldt ”Malles bænk.” Det kan desværre ikke afgøres om den nuværende placering er den samme som den oprindelige.

H. C. Andersen og Amalie Drewsen

Drewsens hjem blev ofte beskrevet som et livligt hus, og i foråret 1850 fik Drewsen-parret da også en helt særlig gæst på besøg i Silkeborg. H. C. Andersen besøgte nemlig Silkeborg første gang 26. maj til 6. juni 1850, og sidenhen kom han tilbage to gange i 1853 og senere to gange i 1859. Hvordan besøgene i Silkeborg udspillede sig og forholdet til Michael og Amalie Drewsen er hovedsageligt beskrevet i H. C. Andersen egne dagbøger og breve.

Amalie var plaget syg under opholdet i 1850, og Michael havde forretninger at se til, så H. C. Andersen var primært ladt til sig selv. På grund af sygdom, sagde Amalie heller ikke farvel til H. C. Andersen, da han rejste d. 6. juni 1850.

I 1853 vendte H. C. Andersen tilbage til Silkeborg af to omgange. Først 27. juni til 15. juli og senere 3. august til 6. september. Under andet besøg noterede H. C. Andersen sig, at Amalie virkede mere rask end han tidligere havde set hende. På Amalies fødselsdag 5 august skulle de have været en tur i skoven, men planerne ændrede sig pga. nyheden om kolera i København. I stedet blev selskabet hjemme og sang en vise, som H. C. Andersen havde skrevet til hende i anledning af hendes fødselsdag.

Silhuetklip af Johanne Amalie Drewsen muligvis lavet af H. C. Andersen fra hans ophold i Silkeborg i 1853

Et uddrag af visen:

Den unge Slægt ved Guden-Aa,

En Sang om hende qvæder,

De til Fru "Malles Bænk" vil gåe,

Til hendes Yndlings Stæder,

Ud til "Olymp", til "Kilderne",

Ud her, hvor vi os leire.

Her Lykkens Dage tidt hun see,

Tidt hendes Fest vi feire!

Der er noget, der tyder på, at H. C. Andersen og Amalie opbyggede en fortrolighed, hvilket ses i et brev fra H. C. Andersen til Amalie 12. november 1855. Han skriver, at han i hendes brev kunne mærke en vemodighed i hende:

Der ånder en Forstemthed i Deres Brev som jeg forståer, men den må løftes, Eensomheden i Ørken-Oasen, thi det er Silkeborg, virker aldrig oplivende, men Deres Mand og Børns Kjærlighed, Deres Venner, og til dem regner jeg mig i Sandhed, må have nogen velgjørende Magt… men De er i et tungt Humør, De lever lidt for ensomt, De er en Natur, som hører hjemme i den vekslende Verden, om De selv var Dronningen på Jyllands Hede, et Dronningeliv der, er for en åndfuld Sjæl ikke Hjemstedet, men De må nu være der og herfra udspringer også meget godt.

Ud fra brevet virker det som om, at Amalie i et tidligere brev havde åbnet op om sin følelse af ensomhed og sit humør til H. C. Andersen. Ensomheden kan skyldes, at hun savnede sit tidligere liv og sine bekendtskaber i København, men også at hendes datter var blevet gift tidligere samme år med Johan Cornelius Krieger, og derfor ikke længere boede hjemme. H. C. Andersen sluttede brevet af med at fortælle, at han skattede Amalie sandt og broderligt.

Sølvbryllup i 1855

20. november 1855 kunne Amalie og Michael Drewsen fejre sølvbryllup i Silkeborg. I dagens anledning fik parret overrakt en gave fra kommunalbestyrelsen og andre af byens borgere: En bordopsats og et par vinkander i sølv med inskription. Birkedommer Drechsel holdt en kort tale på vegne af gavegiverne.

En samling af fabriksarbejdere fra papirfabrikken overrakte også parret en gave: en tepotte i sølv. Senere på dagen sang fabriksarbejderne en vise, som H. C. Andersen havde skrevet til lejligheden, selvom han dog ikke selv kunne deltage. Bagefter fulgte de parret med musik og fakkeltog til fest på Schous gæstgiveri. 3. dragonregiment tog sig af musikken.

Kongelige besøg i Silkeborg

Drewsen-parret fik flere gange kongeligt besøg i deres hjem i Silkeborg. 28. juni - 1. juli 1852 besøgte Frederik 7. og Grevinde Danner Silkeborg for at se nærmere på den unge by. Kongen og grevinde Danner var indlogeret i Villa Drewsen under opholdet.

I 1857 var de igen vært for Frederik 7. og Grevinde Danner. I denne anledning fik Amalie Drewsen overrakt en gave af grevinde Danner:

Hds. Naade Grevinde Danner forærede Fru Amalie Drewsen en sjelden og kostbar af Guld og Perler virket Blomst.

Da Hjejlen blev indviet i 1861 opholdt Frederik 7. og Grevinde Danner sig endnu en gang ved Drewsen-parret.

De sidste år

Amalie havde længe ikke et godt helbred, og i juli 1863 fik hun en meget alvorlig lungebetændelse. Hun blev passet af sin datter, imens hendes mand og søn så til hende, når deres arbejde gav dem mulighed for det. Distriktslægen Fibiger tilså hende jævnligt, men han kunne ikke gøre andet end at konstatere, at hendes tilstand ikke blev bedre.

28. juli 1863 døde Amalie Drewsen som 55-årig. Hun blev begravet i familiens gravsted på Østre Kirkegård.

Familieforhold:

Johanne Amalie Drewsen (f. Kümmel) f. 5. august 1808 – d. 28. juli 1863, datter af hyrekusk Johan Simon Kümmel f. ca. 1770 – d. 1843 og Christiane Ammonsen f. ca. 1770 – d. 1836.

Hun blev gift 20. november 1830 med Michael Drewsen, og de fik følgende børn:

Johanne Drewsen f. 18. september 1831. Gift 6. juni 1855 med Johan Cornelius Krieger.

Johan Christian Drewsen f. 12. april 1834. Gift 3. maj 1856 med Olivia Christiane Fürst.