Engelsk Beklædningsmagasin
Engelsk Beklædningsmagasin blev startet af Chr. W. Jensen i 1911. Som forretningsmand kom Chr. W. Jensen fra Aalborg, og købte i Silkeborg 1. september 1911 en butik i Østergade, hvorfra Engelsk Beklædningsmagasin havde sin opstart. I 1918 købte Chr. W. Jensen ejendommen Vestergade 8 af Louis G. Klein, som tidligere havde haft en manufakturhandel der.
Engelsk Beklædningsmagasin blev udvidet adskillige gange, eksempelvis i 1959, hvor butikslokalerne blev omtrent 50 % større.
Chr. W. Jensens søn, Knud W. Jensen, kom i 1948 ind i forretningen, og han blev kompagnon i 1956. Knud W. Jensen overtog forretningen i 1973. Ruth Frølund Jensen overtog ejerskabet af Engelsk Beklædningsmagasin i 1977 ved sin mands, Knud W. Jensens død. Ruth Frølund Jensens søn, Thomas Frølund indtrådte 1. oktober 1991 som medindehaver.
Engelsk Beklædningsmagasin lukkede i september 1994. Ejerskabet valgte at sælge ejendommen til en investorgruppe, hvor Henton Group A/S, Silkeborg, var blandt køberne.
Forretningskæden FONA flyttede herefter ind på adressen Vestergade 8.
Arkiv
Arkivet fra Engelsk Beklædningsmagasin findes på Silkeborg Arkiv (A726).