Ekstraposten

Fra WikiSilkeborg

Mandag 16. april udsendte Silkeborg Avis den annoncefinansierede ugeavis, Ekstraposten. Den var gratis og blev omdelt til Silkeborg Kommunes knap 18.000 husstande. I det første nummer blev målsætningen formuleret på denne måde: “Den nye ugeavis … er først og fremmest en tilbudsavis, der skal virke som kontaktled mellem de handlende og borgerne og fra borger til borger, når man ønsker at sælge eller købe.” Det var også planen, at der skulle bringes lokalstof og underholdende stof, samt forbrugerstof af forskellig art.

Ekstraposten havde som særligt mål, at “appellere til mindre og mellemstore forretninger, som her får et billigt annoncemedium med total dækning inden for storkommunens område”, som det hed i Silkeborg Avis’ omtale af det nye fænomen. Der var i øvrigt, ligesom i dag, annoncemæssigt samarbejde med Silkeborg Avis i form af en fælles pris ved indrykning af samme annonce i begge blade.

Vanskelig start

Ekstrapostens start var lidt vanskelig. Udgivelsesdagen var uheldigvis planlagt til at være torsdag 5. april. Men netop på dette tidspunkt var der konflikt på arbejdsmarkedet - faktisk den største arbejdskonflikt i Danmark nogensinde med 155.000 strejkende og 105.000 lockoutede. Så det første nummer udkom som nævnt mandag 16. april. Det blev der imidlertid rettet op på, så bladet fremover kom hver torsdag - senere blev det til hver onsdag.