EF-habitatområde H181 Silkeborgskovene

Fra WikiSilkeborg

EF-habitatområde H181 Silkeborgskovene med et areal på 1.455 ha indgår i det skovdominerede område syd og øst for Silkeborg. Det stærkt kuperede landskab er formet af store erosionsdale, som har skåret sig ned i den oprindelige moræneflade. I bunden af dalene har isen efterladt store bassiner, der nu er opfyldt af de mange søer og af Gudenåen.

Silkeborgskovene er en del af Danmarks største sammenhængende skovområde og er naturligt delt i Nordskoven, Vesterskov, Østerskov og Sønderskov.

Fil:Lovisehoej.jpg
Udsigt fra Lovisehøj over Brassø, ca. 1909 nu en del af EF-habitatområdet.

Området er udpeget på baggrund af forekomsten af følgende naturtyper: Kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger, næringsrige søer og vandhuller med flydeplanter eller store vandaks, vandløb med tidvis blottet mudder med enårige planter, hængesæk og andre kærsamfund dannet flydende, bøgeskov på morbund med kristtorn, bøgeskov på muldbund, skovbevoksede tørvemoser og elle- og askeskove ved vandløb, søer og væld. Området er dertil udpeget på baggrund af forekomsten af følgende arter: Stor Vandsalamander og Odder.

Hele området har et meget stort naturpotentiale. Nordskoven, Vesterskov og Østerskov bærer præg af tidligere tiders intensive skovbrugsdrift, mens Sønderskov er meget afvekslende og præget af store områder med gammel løvskov.

I Nordskoven ligger Hårup Sande, hvor flyvesand med lave klitter har overlejret den mere næringsrige jordbund. Området er meget næringsfattigt og indeholder nu en lysåben fyrreskov og mindre hedeområder med en artsrig svampeflora og en skovbund med lyng og laver.

Søerne udgør ca. 1/6 af habitatområdets areal. Det drejer sig om følgende søer: Almind Sø, Avnsø, Borre Sø, Mørksø, Pøt Sø, Slåensø, Thorsø, Tranevig, Tranevig Vældkilder, Uglesø og Ørnsø samt Jenskær og Sokær.

Fil:Ef h181.jpg
EF-habitatområdet H181 indtegnet på et kort.

Den lysåbne natur udgør kun en meget lille del af området. I dalen mellem Vesterskov og Rustrup Skov ligger kærområdet Jenskær.

Både skov- og søområderne har stor rekreativ værdi og udnyttes ret intensivt til skovture og sejlads.

Om EF-habitatområder i alm.

EF-habitatdirektivet fra 1992 indebærer først og fremmest en forpligtigelse for Danmark til at udpege og sikre beskyttelsen og bevaringen af en række naturtyper, dyrearter og plantearter. Habitatområde-udpegningen medfører bl.a. en restriktiv regulering af anlægsvirksomhed i områderne, men medfører normalt ingen indskrænkninger i den aktuelle udnyttelse af arealerne. Tilladelse til øget eller nye aktiviteter i et EF-habitatområde forudsætter dog, at der ikke sker forringelser eller væsentlige forstyrrelser af de arter og naturtyper, som området er udpeget for.

Habitatområderne komplementerer den tilsvarende udpegning af EF-fuglebeskyttelsesområder til et samlet europæisk naturbeskyttelsesnetværk kaldet Natura 2000.

I Danmark findes der 261 habitatområder, der er udpeget i perioden 1998-2010.

Områderne har et samlet areal på ca. 19.300 km², der er fordelt med 16.142km² som marine områder (svarende til 15,3 % af Danmarks havareal og 83,7 % af det samlede habitatareal) og ca. 3.173 km² på land (svarende til ca. 7,4 % af Danmarks landareal og 16,3 % af det samlede habitatareal).

De naturtyper, der skal beskyttes, er dem:

Der er i fare for at forsvinde i deres naturlige udbredelsesområde

Der har et begrænset naturligt udbredelsesområde, fordi de er gået tilbage, eller fordi de fra naturens hånd er begrænsede

Der er karakteristiske for forskellige områder af Europa

Eksterne henvisninger

Gå videre til "NATURA 2000 - BASISANALYSE SILKEBORGSKOVENE" [1]

Gå videre til kort over EF-habitatsområdet [2]