Drewsensvej
Drewsensvej er opkaldt efter Michael Drewsen (1804-1874), hvis navn er uløseligt forbundet med Silkeborgs historie. Han stod bag etableringen af Silkeborg Papirfabrik og var blandt meget andet også drivkraften bag grundlæggelsen af Silkeborg gasværk i 1856 (et år før København), anskaffelsen af dampskibet Hjejlen i 1861 og ikke mindst anlæggelsen af en jernbane mellem Skanderborg og Silkeborg, i øvrigt den første rent danskbyggede jernbane.
Drewsensvej går tilbage til anlæggelsen af jernbanen i 1871, hvor jernbanestationen også blev opført. Posthuset flyttedes i 1906 fra Silkeborg Hovedgård til en nyopført bygning ved siden af stationen og i 1920 opførtes toldkammerets bygning.
Drewsensvej er præget af forskelligartet byggeri, navnlig ældre byhuse i flere etager. Fra 1980’erne og frem er der kommet en del nye boligbebyggelser til.
23. oktober 1890 besluttede byrådet at opkalde gaden efter Michael Drewsen. Indtil da havde den heddet Banegårdsgade.
Jernbanesporet
Ved Amaliegade krydsede jernbanesporet Drewsensvej, hvorefter det fortsatte langs med henholdsvis den tidligere Jydsk Trikotagefabrik (nu Amaliegården) og det tidligere Sønderport. Det gik videre på den anden side af Christian 8.s Vej til Havnen. Dette sidespor blev brugt til rangering af godsvogne til trikotagefabrikken og var desuden livsnerven for Silkeborg Papirfabrik og andre virksomheder i denne ende af byen.
Busstation på togstationen
Samtidig med, at der i december 2011 blev taget et nyt super-busstoppested i brug på Godthåbsvej, fik alle bybusser fælles udgangspunkt med de regionale busser og togene fra Silkeborg Station.
Denne samlende trafikterminal blev officielt indviet 14. december 2012.
Mindesten
Mindestenen for den dræbte modstandsmand Kaj Andersen blev afsløret 4.11.1945.
I forbindelse med etableringen af den ny trafikterminal blev mindestenen rykket nærmere på banegården på en grund tilhørende Banedanamrk. "Gen-afsløringen" fandt sted 14. december 2012.
Markante bygninger med adresse på Drewsensvej:
Drewsensvej 1: Siden 1986 pølsevogn. Området er kendt under navnet Lille Triangel, i 2000 navngives pladsen: Trosborgs Plads.
Drewsensvej 1A: Silkeborg Toldkammer opført i 1920 efter tegninger af Hack Kampmann.
Drewsensvej 2A: Beboelsesejendom kaldet "Trianglen". På hjørnet ved Christian 8.s Vej. Opført 1912.
Drewsensvej 3: Silkeborg Posthus opført i 1906 efter tegninger af Hack Kampmann. Nedrevet 1986.
Drewsensvej 5: Silkeborg Jernbanestation opført 1871.
Drewsensvej 70: Silkeborg kommunale Slagtehus (1914-1960), A/S Silkeborg Tekstilfarveri (1960-1987).
Drewsensvej 80: børnehjemmet C. Knaps Minde (1887-1947).
Beliggenhed: Drewsensvej er beliggende i Silkeborgs midtby.